|
|
Diskografi
Sange for rygere - 1998
Jeg var lige blevet far for første gang, da de kom og sagde '- Nå, vi skal ha' en ny plade'...
Jeg ville ikke hjemmefra. Så de stillede en mikrofon op på en kvadratmeter gulvtæppe i et ministudie, hér i nabolaget.
Den nemmeste produktion, til dato. Og den eneste der er blevet bandlyst af en hel butikskæde, p.g.a. titlen.
- De sælger da ellers Smokie...
Indspillet, mixet og mastered, dec. ´97 - jan. ´98 i Kling Klang Studiet, Ålborg
Produceret af Allan Olsen & Jan Vinther
Co producer: Claus Hvass
Teknik: Jan Vinther & Claus Hvass
Allan Olsen: vokal, akk. guitar, bouzouki
Gæst Vincent: keyboards
Leonard Barry: Uilleian pibes
Viggo Sommer: trommer & bas
Johnny Madsen: mundharpe
replica watches |
|
|
1. Tilfældigt strejfet
2. Helikoptermyg
3. Streger af slim
4. Mens folk snakker
5. Ballade om T.T.T.
6. Ballade om Smutti
7. En anden mands pige
8. Før du spø'r hende
9. Staklernes hus
10. Når en ung mand slår ihjel
Tilfældigt strejfet
Skrev jeg faktisk ved min mors spisebord, omkring '97. Det var en formiddag - mor var i gang med snitter, i køkkenet, og den gamle var ude i skuret for at ryge.
Eller rettere, jeg skrev de første linier - det er dem, der afgør, om der er en sang hér eller ej.
Så kom Mutti og sagde, nu skulle der dækkes bord, så nu ku' jeg ikke sidder hér og hænge længere...
Jeg sad og kiggede ud gennem min barndoms køkken-vindue, på den fuldstændig uforandrede udsigt. Eternit-tage, der efterhånden ku' trænge til en højtryks-renser. Flagstangen, og længst væk, forbrændingens høje, gule skorsten.
Min gade ser ud, som den altid har gjort, Andersens plankeværk ku' stadig godt trænge til nye søm - og brædder... Men vejtræerne bliver ikke mishandlet, og plantet om, hvert forår, som i min tid. - Der er ingen, der skærer i dem eller hakker dem i stykker, kids'ene, der skal sørge for den slags, er på diagnoser og Ritalin - så det...
Så slog det mig, at visse steder i denne by kan en kat godt ligge og dø, uden den store virak. Folk ville glo lidt, og gå videre, for at passe deres. Ikke som hvis den lå og døde midt på strøget, i København. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, ikke dyreplageri - bare en grundlæggende, intuitiv ro omkring uforanderlige livsvilkår.
- Hva' skriver du om? spurgte min mor. - Nåhr, det var bare lidt om husdyr... G� til sang
Helikoptermyg
Jeg var ung, bl.a. i 70'erne, hvor dét at udvise solidaritet med alverdens undertrykte folkeslag og minoriteter, var en fast del af score-adfærden, i det sociale liv. Vi holdt med oprørs-styrker, og de undertrykte og etniske afarter af menneskeheden. Men når en fuld grønlænder forvildede sig ind på dét værtshus, hvor vi sad fordybede i vore gensidige belæringer - og straks blev smidt ud igen, så var der ingen, der løftede et bryn. - Det er jo bare en fuld grønlænder...
Det er jo egentlig underligt, at når vi danskere - udover meget godt - osse var dem der sejlede geværer, ammunition og rigelig med sprut til Grønland - ikke i nævneværdig grad i vores kultur, beskæftiger os alverden med disse - vore koloniserede venner.
Jeg skrev sangen i vores hus i Hasseris i Aalborg, mens jeg indspillede Sange for Rygere. Ved køkkenbordet, en aften, efter jeg kom hjem fra studiet.
Jeg vil tillade mig at fremhæve et rim, jeg er glad for at have fundet: Slagtøj / Midnight Cowboy. Det er en gave, når sådan noget bare kommer dumpende... G� til sang
Ballade om Smutti
Skrevet omkring '89, i Møllestien, i Århus.
I dén periode havde jeg held med at knalde små, rappe vers af, fra morgenstunden - bare lige op og lodret - hen til bordet, og så skrive på resterne af søvnens, fortumlede univers.
Måske kom det af, at jeg på dét tidspunkt dyrkede Tom Waits' plade, Franks wild Years - hvor han til sidst synger - You're innocent when you dream, when you dream...
Jeg plejede, som de fleste af de ligesindede at skrive, til langt ud på natten. Men så prøvede jeg at vende døgnet, som når en lystfisker vælger et nyt sted, langs åen.
Sange som Stille Morgen, Gajo-Verden ( Steve Earle ) I svedremmens Ånd - og altså Balladen om Smutti, blev skrevet på dén måde. Så kunne man være selv-fed over endt arbejde, inden middag.
Når man skriver har man sådanne ting med sig selv. - Er dét bord nu bedre at sidde ved, end dét der? Skal man ha' udsigt til noget, eller hovedet inde i en væg? Og hvad med stolen? Dybest set alt sammen en måde at slibe værktøjet på, overspring, der skal holde gespenstet - sangen - i skak, til man kan spidde den...
Balladen om Smutti er endnu en autentisk skildring.
Vi havde dén der køter. Den var kommet med os fra husmands-stedet ind til byen, som en del af flyttelæsset, med Davids Budcentral. Men den ville ikke være indendørs, i et parcelhuskvarter, straks en dør stod på klem, rendte den tilbage sydpå, over bakkerne.
Så blev den kørt over under den frygtelige storm, i august, 1969, og ligger nu sammen med adskillige efterfølgere, i jorden, i mor og fars have.
Nogen har måske registreret sådan noget fabulerende, talk-the-blues-hejs, sidst i sangen, når jeg spiller den live. Det er bare sådan noget, der opstod en aften, et sted - lissom når et par nye sko får de første skrammer. Efter et par dage, hører de bare til... G� til sang
Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...
Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...
Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...
30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...
Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken... G� til sang
Når en ung mand slår ihjel
Jeg har ikke læst mange bøger – måske fordi jeg opdagede, der ikke var sange i dem. Eller var der, var jeg bare for fat-svag til at se dem. Til gengæld læste jeg i flere år de mest kortfattede og sensationslystne aviser, hver dag. Dem med de korte overskrifter. Netop fordi de sjældent gik ret meget bagom, var der så meget, jeg selv kunne digte.
Overskrifter som: Ung mand begik mord, eller Søn dræber sin invalide kat etc. sætter altså mere i gang hos mig, end – endnu - en nøgtern gennemgang af Palæstina-konflikten i Information – sorry. Jeg har lettere ved at mærke, hvad der driver en ung mand fra no-where på Sydsjælland til at begå sit livs fatale fejltagelse. Og kan man ikke mærke det, kan man hverken synge eller skrive det…
Jeg skrev den i huset, i Hasseris, ved Aalborg. G� til sang
|
|
|