Albums

Diskografi

Rygter fra Randområderne - 1994

Seks koncerter med holdet fra Pindsvin i Pigsko - plus Knud Møller på guitar, og seks aftener i rap, rundt omkring. Mere skal der såmænd ikke til for at lave en dobbelt CD med versioner der ofte overgår virkeligheden - altså studieindspilningerne. En fremragende liveplade synes vi, der var ude om det.

Info:

Optaget i februar 1994 på følgende steder:
Skråen, Ålborg
Pumpehuset, København
Colosseum, Frederikshavn
Fermaten, Herning
Cafebiografen, Esbjerg
DR TV, Århus
Mårslet musikforening samt Svendborg Teater

Teknik: Dreamland Mobilstudie
Mixet i Feedback af Johs. Stærk
Produceret af Knud Møller & Allan Olsen

Allan Olsen: sang, guitarer samt Braun barbergrej
Knud Møller: guitarer, sang
Olle Nyberg: samtlige tangenter, sang
Lars Hybel: guitarer
Georg Olesen: bas
Claes Antonsen: trommer

Iøvrigt medvirker:
Gert Smedegård, trommer - Jesper Bylling, bas - Jacob Lacour, guitarer - Ivan Pedersen, kor - Johs. Stærk, sang

Trackliste 1. Lun luft over danmark
2. I den by jeg kommer fra
3. Med ryggen til land
4. Da jeg trak renter
5. Vores dronning
6. Jeg vil
7. Op til alaska
8. De kommende år
9. Aston Martin '66
10. Mergelgraven
11. Bette Liverpool
12. Mig og abekatten
13. ´49
14. Rimmerby strand
15. Gajo
16. Han har tænkt
17. Gajo verden gajo værd
18. Vi lå jo i herning
19. En stille glød i mørket

De kommende år

Jeg skrev De kommende År i Møllestien, i Århus. Det var vinter-vejr, november 1991, og jeg kan huske det drev ned ad Velux-vinduerne med den dér november-blanding af regn og slud.
Der er altid tegn i vejret - tentakler og tråde, der rækker bagud, i hukommelsen. Alle kender det - erindringens evne til at karikere og forenkle. - Hvordan var vejret om sommeren, da du var dreng? - Solskin, altid saftevand og solskin, og knæ med plaster på. - Og om vinteren var der sne sne sne...
Jeg sad og skrev på denne forenkling (det må man gerne, når man selv har betalt for papir og blyant, osse selv om det man skriver, ikke passer) - Pigerne med hårbånd og drengene i knickers...
Jeg var midt i at skrive sange færdig til Pindsvin i Pigsko-pladen, og ville gerne lave en sang, der på én gang rummede et smukt, naivt håb for fremtiden, og alligevel forholdt sig til en samtid, jeg syntes var ved at lukke sig om sig selv i EU-regulativer og smalsporet egoisme. - Så op af sækken med de stiliserede erindringsbilleder, fra før verden gik af lave - og fra begyndelsen af vestens lyse, derud-ad-kultur...
Vi havde fået den fedeste pr-stunt idé, til sangen. Meningen var, at vi - pladeselskabet altså - skulle købe 100 ghetto-blastere, stoppe et kassettebånd med De kommende År i hver af dem, og placere dem i skraldespande, under bænke, i gyder og alle steder, omkring Rådhuspladsen, i København. Så skulle 100 mennesker på slaget midnat, på udgivelsesdagen, trykke play, og bare efterlade ghettoblasterne, og gå sin vej. Så ville denne sang lyde over hele indre København - og hundrede tilfældigt forbi passerende mennesker ville få sig en gratis spillemaskine (og sikkert smide kassettebåndet væk, men det var ok). Desværre fik pladeselskabet kolde fødder, da det ikke stod klart, hvor vidt det er lovligt at efterlade 100 kassette-optagere på offentlig gade og vej.
I stedet blev der arbejdet på, at vi skulle spille De kommende År live, ved et stort, tv-transmitteret arrangement, på Rådhuspladsen, i København, nøjagtig når midnatsklokken var færdig med at bimle det nye år ind. - Årets første sang om håb for det nye år... Det blev heller ikke til noget. Men ideen var god nok.
I stedet blev jeg dén nytårsaften båret på lazarettet, efter at være ramt i brystet af en mega-raket, under vores årlige Møllestien-slag, hvor gadens to ender gik i ildkamp, mod hinanden. Min uniform bestod af et stribet slips - vist eneste gang jeg har haft et sådant på - og stort set ikke andet...

Gå til sang

Aston Martin '66

Dén skrev jeg ved havebordet, i Møllestien, i Århus. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår.

Jeg havde set et tv-indslag, om dén dansker, der havde ejet flest biler, gennem tiden. Jeg kan ikke huske, hvor mange - men mange. Han fortalte om, hvordan han lå vågen hele natten, og glædede sig, når han næste dag skulle afhente sit seneste køb. - Det var selve dét at sætte sig ind i bilen, den første tur - for så straks at miste interessen, og drømme om den næste...

Han virkede som en glad og tilfreds mand, med en passion - men han kom osse fra et sted i midt-eller vestjylland, tror jeg.

Jeg kunne godt li' tanken om denne besættelse af noget, der ruller ud ad en landevej.

På dét tidspunk lyttede jeg til - eller rettere studerede - en hel del Van Morrison - hans fabulerende og mediterende grooves og måde at synge på. - Bl.a. sangen, In the Garden.

Det jeg husker bedst er dog, at jeg dén dag, hvor jeg skrev sangen, skulle gæste-optræde, ved en koncert med Johnny, i Århus Musikhus.
Jeg viste kort Knud Møller - guitar, Aston '66 - akkorderne - og fortalte, at de bare kører rundt, de samme fire, hele sangen. Michael Friis - på dét tidspunkt, Johnny's trommeslager, talte for - og så kørte bussen, ellers...

Så spillede vi den - bare fra hoften - og jeg tror aldrig siden, jeg har været med til at spille en federe koncert-version af sangen...

Da den kom på plade, var der en del, der mente melodien var ren Springsteen, Tunnel of Love, eller ren Tracy Chapman's, Talking about a Revolution - eller hva' med ren Hothouse Flower's, Don't go? Aston Martin '66 er nok dem alle - og de er stjålet fra hinanden.

Når man spiller dén akkord-rundgang, er det faktisk allermest, Æblemand - da da da da da da da / Æblemand / da da da...

Gå til sang

Gajo

Efter debut'en med Norlan, i '89, måtte der gerne komme en plade, der ikke bare fik masser af fede anmeldelser, men som osse ku' spilles i radioen.
- Mindre vendsysselsk mumleri, særhed - og kautervælsk, tak!
Nogenlunde sådan fornemmede jeg mit pladeselskabs opfattelse af tingene, og deres kontraktlige fremtid, med mig, dét efterår.

Jeg var blevet optaget af dét med sigøjnere, fordi jeg havde læst en bog om cirkus og tivoli-folk - de rejsende, i forbindelse med at jeg researchede til min sang om Tårnspringeren, Jimmie Jamieson.
Gajo er roma - sigøjnersprog - for dét, der ikke er sigøjner, min fars cykel, for eksempel. Derfor tog han altid, ikke bare sin cykel men osse sine træsko indendørs, hvis rygtet gik, at nu var der nu sigøjnertrup, der havde slået sig ned på Havmarken, tæt på havnen. - Han var, som de fleste mænd i byen, sikker på, at blev der stjålet for eksempel 70 cykler og 35 par træsko, henover en weekend - så var det sigøjnertruppen, på måske i alt 12 - 14 mennesker, der stod bag hele forbrydelsen.
Det er så dét, sangen handler om. - Lukketheden og fremmed-forskrækkelsen, og alt dét hejs...

Da vi lavede videoen til sangen, i og omkring en gammel flyver-hangar fra krigen, udenfor Frederikshavn, dukkede den gamle ikke desto mindre op, i sin lille hjemmemalede, røde Morris Mascot-stationcar, med kæmpe-store hvide bogstaver henad siden, hvor der stod GAJO. Det var hans ultimative støtte og accept af knægten...

Lyden, musikken på sangen, udsprang af at jeg på dét tidspunkt, guitar-mæssigt var optaget af, dels omstemning, væk fra guitarens normale stemning (hér er H-strengen stemt ned til A) - og som altid, optaget af Pete Townshend's akustiske power-spil.
80'erne hadede - eller bare ignorerede totalt, den akustiske guitar, undtagen i nogle singer-songwriter-nicher. - Det var plastic-keyboards, oversavede t-shirts, og synthesizers, det hele. Undtagen good ol' Pete! Han fik som altid det totale punk-raseri ud af sin Gibson J-200. - Yesss!!

Når jeg i dag hører Gajo tænker jeg - dens kvaliteter som sang, ufortalt - Olsen, hvor gik det lige galt dér? - Men intentionen var der...

Gå til sang

Han har tænkt

Ja, altså hér har vi noget, der ikke var tænkt som en sang – bare lidt skribleri, der greb om sig. Den er skrevet i Møllestien, i Århus – året før vi lavede Gajo.
Jeg havde den hér lille halvanden sides novelle – der hverken rimer eller noget – og mens vi var i studiet, i København, for at indspille Gajo – som Olle Nyberg producerede – sad Olle og læste teksten. Han mente, det skulle være en sang, så jeg gik i gang med at flikke en slags melodi sammen. Mit udgangspunkt var, ikke at ændre i teksten eller forsøge at gøre den til vers med rim og så videre. Det gik egentlig ok, og Olle komponerede videre på en del melodi-ændringer og producerede med mange små bip og tik og tok – og så var det pludselig en sang.
Han har Tænkt kredser om dét tema, jeg må erkende, der ofte er mit omdrejningspunkt – rastløsheden, manden, opbruddet – og tilknytningen til dét man kommer af, længes mod og væk fra.
Slutningen med ” svigerfar der står ved landevejen og ser sig om efter trekvart århundrede, der gik ”, er en slags parafrase over en mand – Niels Jegen (tak Jegen), som stadig lever, og som er 102 år gammel. Hans gård ligger på det flade land, under bakkerne, hvor jeg blev født, lige lidt syd for Frederikshavn. Hvorvidt han står ved landevejen og glor, ved jeg ikke – men det kunne uden tvivl være sandsynligt.
Eneste hage er, at eftersom Jegen aldrig har været gift – måske er det derfor, han er blevet så gammel – kan han jo ikke rigtig være svigerfar, vel? – Men dén slags er tilladt, når musikken spiller…

Gå til sang

En stille glød i mørket

Jeg skrev En stille glød i Mørket på Skovvejen, i Århus, omkring '83.

Jeg boede i en lille to-værelses i stuen, sammen med min gamle kam'sjuk fra skolen, Søren. Vi fik tiden til at gå med en del druk, opstyltet forfatter-følelse (Søren udgav dog senere et par romaner) og forefaldende pige-jagt. - Og så med at eksperimentere med indisk mad - curry, som vi efter et halvt år sammen, i Asien, betragtede som inkarnationen af ånd, eventyr, rastløshed, og alt andet eksotisk, vi ikke havde kendt til, hjemme i Vendsyssel.

Men midt i alt det nye og høj-pandede, venden sig væk fra det hjemlige, havde jeg en dyb følelse af at være rodfæstet oppe nordpå - en følelse, jeg aldrig har mistet, uanset, hvor meget jeg rakker rundt.

Da jeg skrev En stille Glød, var det bare en fuldstændig én til én udlægning, af et minde om, hvordan der var og så ud, hvor jeg voksede op - i hvert fald de første 8 - 10 år. Det ned til detaljen sådan jeg husker min bedstefar, og de omgivelser han - og vi, befandt os i. Der er noget aften-skumring over sangen, som ikke kun ligger i den første linie - Når dagene endte, og vi andre gik til ro... Det er lisså meget det mørke der sænker sig, når et liv er ved at slutte - hér på den gode, rolige måde. Og så var der rent faktisk ikke meget lys, indendørs efter solnedgang. Hvad skulle man med dét?

Man kan sige, En stille Glød, er en national-romantisk omgang vælling. Men dels var jeg altså stadig en temmelig ung mand, da jeg skrev den - og dels er det som sagt nøjagtig sådan, jeg husker min bedstefar...

Gå til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C