Albums

Diskografi

D'DAMER & ALLAN OLSEN - LIVE - 2013

Det er aldrig faldet noget ind at indspille versioner af mine sange - covers, som det hedder på dansk. Det har naturligvis irriteret min krukkede selvfølelse. Så da ideen opstod om to stort anlagte koncerter, hvor hele fem kolleger - og så endda kvinder - skulle synge mine sange, var jeg begejstret.
Denne plade, D'Damer & Allan Olsen - live, er et udsnit af de to fantastiske aftener i henholdvis Musikhuset Århus og Det Kongelige Teater, i København. Dejligt, det lod sig gøre...

Trackliste 1. En stille glød i mørket
2. Toreador
3. Guernica
4. Frossen Fuldmåne
5. Frie Mænd
6. Balladen Om Rosa
7. Under rimelige grænser
8. Besé Besæt Kassér
9. Mergelgraven
10. Lille gråspurv
11. De kommende år

En stille glød i mørket

Jeg skrev En stille glød i Mørket på Skovvejen, i Århus, omkring '83.

Jeg boede i en lille to-værelses i stuen, sammen med min gamle kam'sjuk fra skolen, Søren. Vi fik tiden til at gå med en del druk, opstyltet forfatter-følelse (Søren udgav dog senere et par romaner) og forefaldende pige-jagt. - Og så med at eksperimentere med indisk mad - curry, som vi efter et halvt år sammen, i Asien, betragtede som inkarnationen af ånd, eventyr, rastløshed, og alt andet eksotisk, vi ikke havde kendt til, hjemme i Vendsyssel.

Men midt i alt det nye og høj-pandede, venden sig væk fra det hjemlige, havde jeg en dyb følelse af at være rodfæstet oppe nordpå - en følelse, jeg aldrig har mistet, uanset, hvor meget jeg rakker rundt.

Da jeg skrev En stille Glød, var det bare en fuldstændig én til én udlægning, af et minde om, hvordan der var og så ud, hvor jeg voksede op - i hvert fald de første 8 - 10 år. Det ned til detaljen sådan jeg husker min bedstefar, og de omgivelser han - og vi, befandt os i. Der er noget aften-skumring over sangen, som ikke kun ligger i den første linie - Når dagene endte, og vi andre gik til ro... Det er lisså meget det mørke der sænker sig, når et liv er ved at slutte - hér på den gode, rolige måde. Og så var der rent faktisk ikke meget lys, indendørs efter solnedgang. Hvad skulle man med dét?

Man kan sige, En stille Glød, er en national-romantisk omgang vælling. Men dels var jeg altså stadig en temmelig ung mand, da jeg skrev den - og dels er det som sagt nøjagtig sådan, jeg husker min bedstefar...

Gå til sang

Frie Mænd

Dette lille velordnede land lukker sig ved tusmørke omkring freaks, snigere, krejlere, perverse stoddere, stødere, bug-skrydere med busk-ryddere, udskud i træksko uden hælkappe, og med tvivlsomme hensigter... Der er flere dildoer bag nedrullede gardiner, i Den rådne Banan, end på Vesterbro - historier, der ryster det jævne, fladskærms-dopede kaffe-liv, dukker op, i formiddags-avisernes head-liners. "Mand bider hund" , "Gift ged Død" og så videre. - I love it...

Det kan godt være, Information og Politiken går bag om alting - men jeg ved som halv-gammel strejfer, i det store og hele, hvordan landet ligger. Det er bare nye nuancer, hver gang en ny krap-halset debattør, melder sig på banen... Men pladder-pressen er der først, med nyt om, hvor rabiat og vanvittigt livet former sig, mens de fleste af os ligger og savler på puden...

Ham hér i sangen er så betaget af en kvinde, at han har indstillet sig på, måske - i den bedste af alle liberale verdener - at kunne købe hendes lig, hvis han bare har råd. Så vil han udstoppe hende, med vat og kapok (Jeg er vild med dét ord, og bruger det osse i Turki Tonki), og bare ha' hende stående, ved vinduet... - Skulle det da være en bedre skæbne at formulde i sin grav, mellem skolopendere og kryb?

Gå til sang

Balladen Om Rosa

Dén skrev jeg, mens vi boede i Fredericiagade, i København. Det var ikke svært.

Sangen består jo i princippet kun af to vers - hvilket jeg ofte har måttet toppes med mine stakkels musikere om - de tæller anderledes, men det er min sang.
Jeg har tit haft fornøjelse af at bruge såkaldte dyre-allegorier, i sange. - Så er der ingen der blir' fornærmede. Og det fede er, man kan lade fantasien rende løbsk, og udsætte kræ'ene for hvad som helst...

En anden ting, jeg holder af - fordi jeg bestemt ikke er bibelstærk - er mine helt personlige, meget tidligt indpodede, sikkert ofte helt fejlagtigt citerede, billeder af store ting og sager, fra Det gamle Testamente.
Meget af min tid i Bibelhistorie, som det hed i min skoletid, tilbragte jeg på gangen udenfor klasselokalet - men af og til var der en drabelig historie, om de syv plager, og græshopper, og lækkerier, som hang fast...

Da vi skulle indspille sangen, til pladen, Jern, opdagede vi i studiet, at den manglede et dur-stykke - en slags omkvæd. Det var ikke så godt, for musikere hader at hænge og vente på at indspille noget, der ikke er skrevet færdigt.

- It's not a song yet, konstaterede Vinnie Kilduff, vores irske producer,tørt - og jeg ku' jo godt se, han havde ret.

Jeg piskede løs med papirstumper og kuglepen, og anede overhodet ikke, hvad de fire linier skulle være... Men manglede gjorde de. - Det ville være fedt, hvis Rosa lige forlod sit e-mol-univers, og gik til G-dur, dér - men totalt latterligt, hvis ikke der var noget tekst, men hvad? Et omkvæd er det sted i sangen, der konkluderer selve meningen, med skidtet - dér hvor man sætter flaget op. - Men hvad handlede Balladen om Rosa egentlig om?

Da jeg var færdig, og vi skulle indspille sangen, havde jeg fået dén ide, at trommeslageren skulle spille med sine stikker på strengene på en kontrabas, der lå på et pool-bord. - Det ville lyde fedt...Trommeslageren - en virkelig irsk, hot-shot gjorde det, men endte til sidst med at være så rasende på mig, at han ville skyde mig...

Et par år senere kom musik-begavelsen, og forfatteren, Henrik Marstal til Hasseris, for at interviewe mig til en bog han skrev på - en bog om sang-skrivning.
- Jeg kan høre på Jern, at du først har skrevet omkvædet til Balladen om Rosa, efter sangen var skrevet færdig, sagde han...
- Njaa, det mindes jeg nu ikke, sagde jeg, og tænkte - Hva' satan??

Gå til sang

De kommende år

Jeg skrev De kommende År i Møllestien, i Århus. Det var vinter-vejr, november 1991, og jeg kan huske det drev ned ad Velux-vinduerne med den dér november-blanding af regn og slud.
Der er altid tegn i vejret - tentakler og tråde, der rækker bagud, i hukommelsen. Alle kender det - erindringens evne til at karikere og forenkle. - Hvordan var vejret om sommeren, da du var dreng? - Solskin, altid saftevand og solskin, og knæ med plaster på. - Og om vinteren var der sne sne sne...
Jeg sad og skrev på denne forenkling (det må man gerne, når man selv har betalt for papir og blyant, osse selv om det man skriver, ikke passer) - Pigerne med hårbånd og drengene i knickers...
Jeg var midt i at skrive sange færdig til Pindsvin i Pigsko-pladen, og ville gerne lave en sang, der på én gang rummede et smukt, naivt håb for fremtiden, og alligevel forholdt sig til en samtid, jeg syntes var ved at lukke sig om sig selv i EU-regulativer og smalsporet egoisme. - Så op af sækken med de stiliserede erindringsbilleder, fra før verden gik af lave - og fra begyndelsen af vestens lyse, derud-ad-kultur...
Vi havde fået den fedeste pr-stunt idé, til sangen. Meningen var, at vi - pladeselskabet altså - skulle købe 100 ghetto-blastere, stoppe et kassettebånd med De kommende År i hver af dem, og placere dem i skraldespande, under bænke, i gyder og alle steder, omkring Rådhuspladsen, i København. Så skulle 100 mennesker på slaget midnat, på udgivelsesdagen, trykke play, og bare efterlade ghettoblasterne, og gå sin vej. Så ville denne sang lyde over hele indre København - og hundrede tilfældigt forbi passerende mennesker ville få sig en gratis spillemaskine (og sikkert smide kassettebåndet væk, men det var ok). Desværre fik pladeselskabet kolde fødder, da det ikke stod klart, hvor vidt det er lovligt at efterlade 100 kassette-optagere på offentlig gade og vej.
I stedet blev der arbejdet på, at vi skulle spille De kommende År live, ved et stort, tv-transmitteret arrangement, på Rådhuspladsen, i København, nøjagtig når midnatsklokken var færdig med at bimle det nye år ind. - Årets første sang om håb for det nye år... Det blev heller ikke til noget. Men ideen var god nok.
I stedet blev jeg dén nytårsaften båret på lazarettet, efter at være ramt i brystet af en mega-raket, under vores årlige Møllestien-slag, hvor gadens to ender gik i ildkamp, mod hinanden. Min uniform bestod af et stribet slips - vist eneste gang jeg har haft et sådant på - og stort set ikke andet...

Gå til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C