|
|
Diskografi
Allan Olsen & Band - 2009
LIVE - Det er jo ret beset dét, vi er i det for. Enhver, der har stået og skabt sig foran spejlet med en ketsjer som guitar, har set et billede for sig. Ikke af lange nætter i et pladestudie med dårlig - eller ingen luft, ikke af forbandelsen over en tekst eller et rim, der ikke vil gå op. - Nej, i spejlet har man set sig selv på scenen foran den gråbende hob, de hyldende masser... Og nå ja - mindre kan osse gøre det.
Dét, der omfatter den optrædendes drøm er: LIVE!
Jeg har gennem årene forholdt mig lidt næserynkende til musikmarkedets linde strøm af DVD'er - fordi det ind imellem kan lugte lidt for meget af "gammel vin på nye flasker". Omvendt synes jeg jo osse, at kameraet af og til fanger noget, der føjer noget vigtigt til musikken.
Nu har vi udgivet LIVE med BAND Vol. 1 - og jeg er glad for, det blev til noget. For om ikke andet har osse jeg nu muligheden for at se mit orkester udefra. - Det har jeg aldrig prøvet før.
Heureka!
rolex replica watches
omega replica |
|
|
1. Bette Liverpool
2. Balladen Om Rosa
3. Op til alaska
4. Rødt Jern
5. Frie Mænd
6. Turki Tonki
7. Streger af slim
8. Hængt i Finns butik
9. Taxameteret tæller
10. Lun luft over danmark
11. I svederemmens ånd
12. Aston Martin '66
13. Alfa konsensus
Balladen Om Rosa
Dén skrev jeg, mens vi boede i Fredericiagade, i København. Det var ikke svært.
Sangen består jo i princippet kun af to vers - hvilket jeg ofte har måttet toppes med mine stakkels musikere om - de tæller anderledes, men det er min sang.
Jeg har tit haft fornøjelse af at bruge såkaldte dyre-allegorier, i sange. - Så er der ingen der blir' fornærmede. Og det fede er, man kan lade fantasien rende løbsk, og udsætte kræ'ene for hvad som helst...
En anden ting, jeg holder af - fordi jeg bestemt ikke er bibelstærk - er mine helt personlige, meget tidligt indpodede, sikkert ofte helt fejlagtigt citerede, billeder af store ting og sager, fra Det gamle Testamente.
Meget af min tid i Bibelhistorie, som det hed i min skoletid, tilbragte jeg på gangen udenfor klasselokalet - men af og til var der en drabelig historie, om de syv plager, og græshopper, og lækkerier, som hang fast...
Da vi skulle indspille sangen, til pladen, Jern, opdagede vi i studiet, at den manglede et dur-stykke - en slags omkvæd. Det var ikke så godt, for musikere hader at hænge og vente på at indspille noget, der ikke er skrevet færdigt.
- It's not a song yet, konstaterede Vinnie Kilduff, vores irske producer,tørt - og jeg ku' jo godt se, han havde ret.
Jeg piskede løs med papirstumper og kuglepen, og anede overhodet ikke, hvad de fire linier skulle være... Men manglede gjorde de. - Det ville være fedt, hvis Rosa lige forlod sit e-mol-univers, og gik til G-dur, dér - men totalt latterligt, hvis ikke der var noget tekst, men hvad? Et omkvæd er det sted i sangen, der konkluderer selve meningen, med skidtet - dér hvor man sætter flaget op. - Men hvad handlede Balladen om Rosa egentlig om?
Da jeg var færdig, og vi skulle indspille sangen, havde jeg fået dén ide, at trommeslageren skulle spille med sine stikker på strengene på en kontrabas, der lå på et pool-bord. - Det ville lyde fedt...Trommeslageren - en virkelig irsk, hot-shot gjorde det, men endte til sidst med at være så rasende på mig, at han ville skyde mig...
Et par år senere kom musik-begavelsen, og forfatteren, Henrik Marstal til Hasseris, for at interviewe mig til en bog han skrev på - en bog om sang-skrivning.
- Jeg kan høre på Jern, at du først har skrevet omkvædet til Balladen om Rosa, efter sangen var skrevet færdig, sagde han...
- Njaa, det mindes jeg nu ikke, sagde jeg, og tænkte - Hva' satan?? G� til sang
Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!
Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.
Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...
Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...
Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...
Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.
Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.
Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.
Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.
Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder... G� til sang
Frie Mænd
Dette lille velordnede land lukker sig ved tusmørke omkring freaks, snigere, krejlere, perverse stoddere, stødere, bug-skrydere med busk-ryddere, udskud i træksko uden hælkappe, og med tvivlsomme hensigter... Der er flere dildoer bag nedrullede gardiner, i Den rådne Banan, end på Vesterbro - historier, der ryster det jævne, fladskærms-dopede kaffe-liv, dukker op, i formiddags-avisernes head-liners. "Mand bider hund" , "Gift ged Død" og så videre. - I love it...
Det kan godt være, Information og Politiken går bag om alting - men jeg ved som halv-gammel strejfer, i det store og hele, hvordan landet ligger. Det er bare nye nuancer, hver gang en ny krap-halset debattør, melder sig på banen... Men pladder-pressen er der først, med nyt om, hvor rabiat og vanvittigt livet former sig, mens de fleste af os ligger og savler på puden...
Ham hér i sangen er så betaget af en kvinde, at han har indstillet sig på, måske - i den bedste af alle liberale verdener - at kunne købe hendes lig, hvis han bare har råd. Så vil han udstoppe hende, med vat og kapok (Jeg er vild med dét ord, og bruger det osse i Turki Tonki), og bare ha' hende stående, ved vinduet... - Skulle det da være en bedre skæbne at formulde i sin grav, mellem skolopendere og kryb? G� til sang
Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …
There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)
Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)
Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…
Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd. G� til sang
Aston Martin '66
Dén skrev jeg ved havebordet, i Møllestien, i Århus. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår.
Jeg havde set et tv-indslag, om dén dansker, der havde ejet flest biler, gennem tiden. Jeg kan ikke huske, hvor mange - men mange. Han fortalte om, hvordan han lå vågen hele natten, og glædede sig, når han næste dag skulle afhente sit seneste køb. - Det var selve dét at sætte sig ind i bilen, den første tur - for så straks at miste interessen, og drømme om den næste...
Han virkede som en glad og tilfreds mand, med en passion - men han kom osse fra et sted i midt-eller vestjylland, tror jeg.
Jeg kunne godt li' tanken om denne besættelse af noget, der ruller ud ad en landevej.
På dét tidspunk lyttede jeg til - eller rettere studerede - en hel del Van Morrison - hans fabulerende og mediterende grooves og måde at synge på. - Bl.a. sangen, In the Garden.
Det jeg husker bedst er dog, at jeg dén dag, hvor jeg skrev sangen, skulle gæste-optræde, ved en koncert med Johnny, i Århus Musikhus.
Jeg viste kort Knud Møller - guitar, Aston '66 - akkorderne - og fortalte, at de bare kører rundt, de samme fire, hele sangen. Michael Friis - på dét tidspunkt, Johnny's trommeslager, talte for - og så kørte bussen, ellers...
Så spillede vi den - bare fra hoften - og jeg tror aldrig siden, jeg har været med til at spille en federe koncert-version af sangen...
Da den kom på plade, var der en del, der mente melodien var ren Springsteen, Tunnel of Love, eller ren Tracy Chapman's, Talking about a Revolution - eller hva' med ren Hothouse Flower's, Don't go? Aston Martin '66 er nok dem alle - og de er stjålet fra hinanden.
Når man spiller dén akkord-rundgang, er det faktisk allermest, Æblemand - da da da da da da da / Æblemand / da da da... G� til sang
|
|
|