Albums

Diskografi

- 1970

Tilfældigt strejfet

der er ingen steder i verden
som i den her by
hvor en død kat kan få lov til
at ligge og være død

tilfældigt strejfet
af tidlig trafik
man lever man blir' ramt og man dør
og snart er man væk
ingen dyreambulancer ingen overdreven alarm
kun en gråspurv der luner tæer i ens pels
mens man endnu er varm

mens verden den blir' større
set fra kantstensniveau
kommer menneskefødder nærmere
instinktet virker endnu
en gammel mand pirker med sin stok
for at se om der er liv
han mumler - ryggen den er brækket
og går videre
snart fader man og blir' stiv

pupillen tørrer ud
og solen står så højt som den kan
fjernt ringer de med klokken
og snart vrimler her med skolebørn
de sætter sig andægtigt på hug
og viser døden respekt
her ligger bette mis venner pas på livet
og gør jeres pligt

der er ingen steder i verden
som i den her by
hvor livet leves videre
når katten er død
først hen under aften blir' man fjernet
og måske gravet ned
jeg var en forhutlet stribet strejfkat
så skidt med det

Printversion
Bagom sangen

Tilfældigt strejfet

Skrev jeg faktisk ved min mors spisebord, omkring '97. Det var en formiddag - mor var i gang med snitter, i køkkenet, og den gamle var ude i skuret for at ryge.

Eller rettere, jeg skrev de første linier - det er dem, der afgør, om der er en sang hér eller ej.
Så kom Mutti og sagde, nu skulle der dækkes bord, så nu ku' jeg ikke sidder hér og hænge længere...

Jeg sad og kiggede ud gennem min barndoms køkken-vindue, på den fuldstændig uforandrede udsigt. Eternit-tage, der efterhånden ku' trænge til en højtryks-renser. Flagstangen, og længst væk, forbrændingens høje, gule skorsten.

Min gade ser ud, som den altid har gjort, Andersens plankeværk ku' stadig godt trænge til nye søm - og brædder... Men vejtræerne bliver ikke mishandlet, og plantet om, hvert forår, som i min tid. - Der er ingen, der skærer i dem eller hakker dem i stykker, kids'ene, der skal sørge for den slags, er på diagnoser og Ritalin - så det...

Så slog det mig, at visse steder i denne by kan en kat godt ligge og dø, uden den store virak. Folk ville glo lidt, og gå videre, for at passe deres. Ikke som hvis den lå og døde midt på strøget, i København. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, ikke dyreplageri - bare en grundlæggende, intuitiv ro omkring uforanderlige livsvilkår.

- Hva' skriver du om? spurgte min mor. - Nåhr, det var bare lidt om husdyr...
Trackliste Der er ikke nogen trackliste til dette album
Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C

Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined method PDO::disconnect() in /var/www/allanolsen.dk/public_html/incl/footer.php:57 Stack trace: #0 /var/www/allanolsen.dk/public_html/disko.php(181): include_once() #1 {main} thrown in /var/www/allanolsen.dk/public_html/incl/footer.php on line 57