Albums

Diskografi

- 1970

Staklernes hus

jeg kom cyklende med den gamle
da han pegede på et hus og sagde
dem der bor der er nogle stakler
det er staklernes hus
det er staklernes hus

så jeg tænkte mig en familie
af skimmel og svamp
der var mørkt bag alle ruder
højst en enkelt nøgen lampe
lyste bagest i en stue
hvor de nok sad og grublede
i staklernes hus

der var aldrig nogen der så dem
ikke så vidt jeg ved
nogen sagde de så et postbud
gå fløjtende derind
han tørrede en tåre væk med uniformens ærme
idet han kom ud

der blev aldrig fejet fortov
folks lort fik lov at ligge og drive
man var enige om at staklerne var for stakkels
til at feje og rive
så'n som der så ud
omkring staklernes hus

kun vilde blomster voksede
i et enkelt bed
men de vendte hovederne ud mod Gaden
de vendte blomsterryggen til
og hvis en fugl kom til at flyve henover staklernes hustag
pippede den forskrækket og slog et lodret slag
og skyndte sig op i himlen
over staklernes hus

vi voksede op og lærte os den dér duknakkede gang
der var standard når man gik forbi staklernes hjem
nogen gange tænkte jeg på
hvordan vi mon så ud
hvis nogen kiggede ud på os
indefra staklernes hus

vi var mange der havde svært ved
at nærme os en pige
men man ku' altid snakke om staklerne
hvis man manglede noget at sige
hva' så har du hørt om de stakkels stakler
i staklernes hus
- lad mig lægge en arm omkring dig
og lad os gå en tur og lad mig vise dig
staklernes hus

Printversion
Bagom sangen

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...
Trackliste Der er ikke nogen trackliste til dette album
Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C

Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined method PDO::disconnect() in /var/www/allanolsen.dk/public_html/incl/footer.php:57 Stack trace: #0 /var/www/allanolsen.dk/public_html/disko.php(181): include_once() #1 {main} thrown in /var/www/allanolsen.dk/public_html/incl/footer.php on line 57