Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

Gå til sang

Ord

Balladen Om Rosa

Når det nu alligevel er søndag...

10.05.2020

Søndag, lissom altså…

Sædernes forfald og samfundets almindelige depravering holder heldigvis fortsat trit med min aldrende surhed. Og dét over en bred læst. Intet er så godt, som det var, og man må som altid frygte for det, der kommer. Det gælder osse journalistikken.

Tilbage til kilden. Journalisterne kommer jo et sted fra, og det sted hedder Journalisthøjskolen.

På Journalisthøjskolen har man lagt sig mageligt i slipstrømmen af sprogets tiltagende forrådnelse. Så nu er det ikke sååå vigtigt, om man kender forskellen på ’hans’ og ’sin’, eller hvorvidt man er i stand til at bøje sine udsagnsord og navneord orn’ligt. – Herregud, sku’ det nu osse være så vigtigt?
Det synes jeg det er, men som gammelt røvhul har jeg forstået, at påpeger man den slags petitesser, er man en sur gammel mand fra Jylland, hvilket føles udmærket.

Den Gule Tåge berettiger åbenbart ekstraordinært mange interviews med de hersens almindelige mennesker. På gadehjørner og foran butikker står Deres udsendte med mikrofonen for enden af en møggreb, og demonstrerer, hvad man på jornalistuddannelsen lærer i faget ’interview-teknik’. Bl.a. at man aldrig må stille ’lukkede spørgsmål’ - altså dem der kan besvares med et ja eller nej. Altså kommer det ’åbne’ spørgsmål:

Karl Erik Skotøjshandler. – Hvor glad er du for, at I nu får lov at åbne dørene op igen?
Hvad fanden skal den arme mand svare man på dét?? – Skal han vise en afstand mellem tommel- og pegefinger, og sige – Øh, SÅ glad?
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har hørt dette, hvor glad, hvor ked af det, hvor spændt på-vrøvl.

Den store nestor Van Morrison giver næsten aldrig interviews. Og når han en sjælden gang forbarmer sig, er der én regel: - Ingen hv-spørgsmål tak.

Nåm’n OK, jeg kan jo bare slukke… Er der noget vigtigt nyt, fortæller købmanden det alligevel, næste gang jeg henter mit tobak. Men det er den bagvedliggende nedvurdering af seeren eller lytteren, der irriterer mig. - En idé om at være sikker på at Hr. og Fru Hat-Hansen er med. For hvad fatter de om Coronaen, hvis man ikke taler ned til dem?

Jens Ringberg er den glædelige undtagelse. Han er go’. Jens står velklædt og stout på sine bundgarnsben og ligner én, der netop har fulgt sin datter op ad kirkegulvet. Og lur mig om ikke han i aften kom til at sige ”a” i stedet for ”jeg”.

Studieværterne i TVs’ nyhedsudsendelser har sikkert osse været omkring
Journalistuddannelsen. Men de har osse været på DR-kurser i kropssprog - i at levendegøre nyhederne. Er nyhederne da ikke levende og vigtige nok i sig selv? Hvorfor så bringe dem?

Det første vi ser under den Star Wars-lignende opstarts-jingle er et kæmpemæssigt, delvis mørkelagt studiegulv samt nyhedsværten i James Bond-silhouet. Og så kan du godt begynde at tælle ned. For indenfor de første 3–5 stavelser efter ’Godaften’ kommer den: De let spredte arme der fyger frem mod os i hoftehøjde med strakte håndflader. Det er den indøvede naturligheds forbandelse.

Selv mindes jeg at have benyttet denne markante gestus to gange. Da Muddi var hvalp, og skulle lære at lystre, og så en enkelt gang, hvor jeg sagde, at jeg ville skilles. Begge dele mislykkedes.

Og så denne spankuleren fra den ene ende af kulissen til den anden. For at vi skal se, hvor virkelig stort – og dyrt, tv-studiet er. Men behøver vi at få serveret smittetallene af en armfægtende fodgænger?
Få værterne tilbage til bordet, hvor de kan se os i øjnene og informere os med ansigts-mimik, diktion og et ordentligt sprog.

Og på gaden kan I så råbe – Yo Olsen, OK Booooomer! efter mig.

Jep!

K. Olsen.

 


Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C