Koncerter
Bagom sangen...

Skal man være udhvilet når man dør?
I Carsten Jensen's bog fra 1985, citeres en gammel dame, på sit dødsleje. - Nu skal jeg dø, og jeg har endda været i radioen, siger hun. Vi har haft, hvad vi kan kalde moderne medier - hvilket for mi...

Skal man være udhvilet når man dør?

I Carsten Jensen's bog fra 1985, citeres en gammel dame, på sit dødsleje. - Nu skal jeg dø, og jeg har endda været i radioen, siger hun.
Vi har haft, hvad vi kan kalde moderne medier - hvilket for mig vil sige mange, trykte, levende, dagligt udkommende - at medierne er blevet virkeligheden, og vi er blevet dem, der betragter medierne, og hvad de serverer for os. Altså vores virkelighed skabes mere af medierne, end vores virkeligheden beskrives, af disse.
Har det ikke været i fjernsynet, findes det ikke...
Samtidig er grænserne mellem fiktion, beskrevet virkelighed, dokumentar - og ren underholdning, forlængst udvandede.

Det gør noget ved vores måde at se verden på. Og når endelig man fanger en længe udskældt diktator, som Saddam, har vi via uendelige, tendentiøst vinklede tv-reportager, opbygget en diffus vrede og afsky mod ham, som får os til, ikke blot at labbe hans hængning i os - men osse at acceptere dét vi ser, som klonet dokumentar, sandhed, og underholdning. Fladskærmen er jo den samme, uanset, hvad vi ser på, og sofaen - og ungerne, der kigger med.
Vi fik første gang fjernsyn, lige i de dage, hvor den første Kennedy, blev skudt. Det var sådan set OK med mig, for jeg var dødeligt forelsket i Gitte Hænning, og hende viste de osse. Hun sang, Tag en gammel sweater På... Jeg var overbevist om, at havde den gamle ikke købt dét apparat, havde præsidenten været i live endnu. Men så havde jeg ikke haft min Gitte...

Gå til sang

Ord

Taberens Søn

Når det nu alligevel er søndag...

10.05.2020

www.abelevatorshoes.com

Søndag, lissom altså…

Sædernes forfald og samfundets almindelige depravering holder heldigvis fortsat trit med min aldrende surhed. Og dét over en bred læst. Intet er så godt, som det var, og man må som altid frygte for det, der kommer. Det gælder osse journalistikken.

Tilbage til kilden. Journalisterne kommer jo et sted fra, og det sted hedder Journalisthøjskolen.

På Journalisthøjskolen har man lagt sig mageligt i slipstrømmen af sprogets tiltagende forrådnelse. Så nu er det ikke sååå vigtigt, om man kender forskellen på ’hans’ og ’sin’, eller hvorvidt man er i stand til at bøje sine udsagnsord og navneord orn’ligt. – Herregud, sku’ det nu osse være så vigtigt?
Det synes jeg det er, men som gammelt røvhul har jeg forstået, at påpeger man den slags petitesser, er man en sur gammel mand fra Jylland, hvilket føles udmærket.

Den Gule Tåge berettiger åbenbart ekstraordinært mange interviews med de hersens almindelige mennesker. På gadehjørner og foran butikker står Deres udsendte med mikrofonen for enden af en møggreb, og demonstrerer, hvad man på jornalistuddannelsen lærer i faget ’interview-teknik’. Bl.a. at man aldrig må stille ’lukkede spørgsmål’ - altså dem der kan besvares med et ja eller nej. Altså kommer det ’åbne’ spørgsmål:

Karl Erik Skotøjshandler. – Hvor glad er du for, at I nu får lov at åbne dørene op igen?
Hvad fanden skal den arme mand svare man på dét?? – Skal han vise en afstand mellem tommel- og pegefinger, og sige – Øh, SÅ glad?
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har hørt dette, hvor glad, hvor ked af det, hvor spændt på-vrøvl.

Den store nestor Van Morrison giver næsten aldrig interviews. Og når han en sjælden gang forbarmer sig, er der én regel: - Ingen hv-spørgsmål tak.

Nåm’n OK, jeg kan jo bare slukke… Er der noget vigtigt nyt, fortæller købmanden det alligevel, næste gang jeg henter mit tobak. Men det er den bagvedliggende nedvurdering af seeren eller lytteren, der irriterer mig. - En idé om at være sikker på at Hr. og Fru Hat-Hansen er med. For hvad fatter de om Coronaen, hvis man ikke taler ned til dem?

Jens Ringberg er den glædelige undtagelse. Han er go’. Jens står velklædt og stout på sine bundgarnsben og ligner én, der netop har fulgt sin datter op ad kirkegulvet. Og lur mig om ikke han i aften kom til at sige ”a” i stedet for ”jeg”.

Studieværterne i TVs’ nyhedsudsendelser har sikkert osse været omkring
Journalistuddannelsen. Men de har osse været på DR-kurser i kropssprog - i at levendegøre nyhederne. Er nyhederne da ikke levende og vigtige nok i sig selv? Hvorfor så bringe dem?

Det første vi ser under den Star Wars-lignende opstarts-jingle er et kæmpemæssigt, delvis mørkelagt studiegulv samt nyhedsværten i James Bond-silhouet. Og så kan du godt begynde at tælle ned. For indenfor de første 3–5 stavelser efter ’Godaften’ kommer den: De let spredte arme der fyger frem mod os i hoftehøjde med strakte håndflader. Det er den indøvede naturligheds forbandelse.

Selv mindes jeg at have benyttet denne markante gestus to gange. Da Muddi var hvalp, og skulle lære at lystre, og så en enkelt gang, hvor jeg sagde, at jeg ville skilles. Begge dele mislykkedes.

Og så denne spankuleren fra den ene ende af kulissen til den anden. For at vi skal se, hvor virkelig stort – og dyrt, tv-studiet er. Men behøver vi at få serveret smittetallene af en armfægtende fodgænger?
Få værterne tilbage til bordet, hvor de kan se os i øjnene og informere os med ansigts-mimik, diktion og et ordentligt sprog.

Og på gaden kan I så råbe – Yo Olsen, OK Booooomer! efter mig.

Jep!

K. Olsen.

 


Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C