Koncerter
Bagom sangen...

Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en ...

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

Gå til sang

Ord

Han har tænkt

Olsen skriver ligeud - Del 1 - Os der sidder på bænke

21.02.2021

OLSEN SKRIVER LIGEUD.

Vi gengiver de næste søndage 6 fortsatte klummer, som Allan har skrevet for Avisen Danmark jan/feb 2021. Avisens oplæg var dagsaktuelt meningsmageri - bagvendt på storken som altid endte Olsen med en historie om 3 kammerater 40 år senere.

- Måske mere aktuelt end så meget andet.

swiss replica watches

____________________________________________________

Del 1:6 - 'OS DER SIDDER PÅ BÆNKE'

De to andre havde stået og røget og snakket udenfor, mens jeg blev klar. Om deres biler og sikkert om mig, men så kom jeg ud, og vi begyndte at gå.

Vi forlod klyngen af sommerhuse, de blev færre og mere spredte ud mod det dyrkede land, og markerne var skarpe og grønne, selvom det var vinter.

Engang var vi uadskillelige, fuldstændig lige og alle for én, sådan som jeg huskede det i hvert fald. Tre gutter, der altid hang sammen, og jeg var overbevist om, at de andre havde det på samme måde. Ellers gik vi vel ikke her på en grusvej, mere end fyrre år senere - ellers var dét at mødes vel ikke kommet i stand.

Vi gik raskt til. Et tempo sat af forventning og nybrudt begejstring over at ses, men vi gik uden, at der blev sagt alverden, blot behørig rømmen sig og småhost så der ikke blev for stille.

Henne under Fjordbakken slog vi ind på den smalle sti og begyndte at gå opad, men på stien var der kun plads til to side om side, så jeg tog teten og gik forrest. Det var mit sted, mig der skulle vise vej, det var jo klart.

Det sidste stykke op var stejlere, og nu ærgrede det mig at gå forrest. De småsludrede sammen bag mig, uden at jeg rigtig kunne falde ind, og det passede mig ikke, at de kunne gå bagved og vurdere min ryg og min røv. Desuden var jeg nu nødt til at være ham, der satte farten, og hvor raskt var mon passende? Måske var der hensyn at ta’ – noget helbredsmæssigt, noget der ikke var sagt, blodtryk? - Det havde vi jo ikke snakket om.

Lidt før toppen blev de stille, så måske var der jo netop noget? Skulle man afvæbne det lidt, stoppe op og være forpustede sammen og grine? Hvem var vi mon? Var vi dem fra dengang, hvor vi aldrig blev forpustede, eller var vi dem, vi er nu? Det var ikke på det rene men heller ikke uvæsentligt.

Gennemvarme og godt tilpasse fandt vi udsigtsbænken øverst oppe, og vi så ud over fjorden, der lå grå og flad, som var den isbelagt. Men bare vindstille, for det er aldrig vinter mere.

Nu var vi så blevet dem, der sad på bænke, og det pjattede vi med. - Blevet dem, hvis røve bænke er lavet til - det var jo dem, vi var, med termokander på jorden foran os.

Vi røg, og vi snakkede om at ryge. Om at have været holdt op og om at være begyndt igen, og vi sagde, at ja ja – slut det skulle det da osse til at være, det skidt, hvis da ikke man vil kvæles ihjel, den sølle tid man har tilbage.

Eftermiddagen var kold og krap mod kinderne, og alligevel gryede en rar vinterstemning mellem os, som et gammelt genfremkaldt foto i en uoverskuelig dynge rod. Så sagde en af vi andre til ham der var blevet ingeniør:

- Hvor langt vil du så mene, John, der er ned til fjorden, hva’?

Og John, der var blevet ingeniør, vippede hodet fra side til side og anslog, at der vel nok var en fjortenhundrede meter - give or take, og jeg tænkte på, om egentlig ikke det hedder give and take? Vi anerkendte tavse hans vurdering, for han havde livet igennem haft med tal og streger at gøre.

Nede i bunden af terrænet i læ af Fjordbakken lå Nørregård og trykkede sig, og ladens bliktag begyndte at gulne i det sidste skær af eftermiddag. Og mellem hyldetræerne for enden af laden blev forlængst opgivne plovskær og vognhjul med ét røde og synlige. Solen var kommet ned under gråvejr og vulker, den skinnede på vore rygge uden at varme. Vi sad side om side med korslagte ben og med stakkede hænder på vores spidse muskelløse knæ.

Og jeg tænkte på, at vi endnu ikke var forfaldet til at snakke om gamle dage, sådan da…

Rolex Replica Watches

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C