Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Når en ung mand slår ihjel

Olsen skriver ligeud - Del 1 - Os der sidder på bænke

21.02.2021

OLSEN SKRIVER LIGEUD.

Vi gengiver de næste søndage 6 fortsatte klummer, som Allan har skrevet for Avisen Danmark jan/feb 2021. Avisens oplæg var dagsaktuelt meningsmageri - bagvendt på storken som altid endte Olsen med en historie om 3 kammerater 40 år senere.

- Måske mere aktuelt end så meget andet.

____________________________________________________

Del 1:6 - 'OS DER SIDDER PÅ BÆNKE'

De to andre havde stået og røget og snakket udenfor, mens jeg blev klar. Om deres biler og sikkert om mig, men så kom jeg ud, og vi begyndte at gå.

Vi forlod klyngen af sommerhuse, de blev færre og mere spredte ud mod det dyrkede land, og markerne var skarpe og grønne, selvom det var vinter.

Engang var vi uadskillelige, fuldstændig lige og alle for én, sådan som jeg huskede det i hvert fald. Tre gutter, der altid hang sammen, og jeg var overbevist om, at de andre havde det på samme måde. Ellers gik vi vel ikke her på en grusvej, mere end fyrre år senere - ellers var dét at mødes vel ikke kommet i stand.

Vi gik raskt til. Et tempo sat af forventning og nybrudt begejstring over at ses, men vi gik uden, at der blev sagt alverden, blot behørig rømmen sig og småhost så der ikke blev for stille.

Henne under Fjordbakken slog vi ind på den smalle sti og begyndte at gå opad, men på stien var der kun plads til to side om side, så jeg tog teten og gik forrest. Det var mit sted, mig der skulle vise vej, det var jo klart.

Det sidste stykke op var stejlere, og nu ærgrede det mig at gå forrest. De småsludrede sammen bag mig, uden at jeg rigtig kunne falde ind, og det passede mig ikke, at de kunne gå bagved og vurdere min ryg og min røv. Desuden var jeg nu nødt til at være ham, der satte farten, og hvor raskt var mon passende? Måske var der hensyn at ta’ – noget helbredsmæssigt, noget der ikke var sagt, blodtryk? - Det havde vi jo ikke snakket om.

Lidt før toppen blev de stille, så måske var der jo netop noget? Skulle man afvæbne det lidt, stoppe op og være forpustede sammen og grine? Hvem var vi mon? Var vi dem fra dengang, hvor vi aldrig blev forpustede, eller var vi dem, vi er nu? Det var ikke på det rene men heller ikke uvæsentligt.

Gennemvarme og godt tilpasse fandt vi udsigtsbænken øverst oppe, og vi så ud over fjorden, der lå grå og flad, som var den isbelagt. Men bare vindstille, for det er aldrig vinter mere.

Nu var vi så blevet dem, der sad på bænke, og det pjattede vi med. - Blevet dem, hvis røve bænke er lavet til - det var jo dem, vi var, med termokander på jorden foran os.

Vi røg, og vi snakkede om at ryge. Om at have været holdt op og om at være begyndt igen, og vi sagde, at ja ja – slut det skulle det da osse til at være, det skidt, hvis da ikke man vil kvæles ihjel, den sølle tid man har tilbage.

Eftermiddagen var kold og krap mod kinderne, og alligevel gryede en rar vinterstemning mellem os, som et gammelt genfremkaldt foto i en uoverskuelig dynge rod. Så sagde en af vi andre til ham der var blevet ingeniør:

- Hvor langt vil du så mene, John, der er ned til fjorden, hva’?

Og John, der var blevet ingeniør, vippede hodet fra side til side og anslog, at der vel nok var en fjortenhundrede meter - give or take, og jeg tænkte på, om egentlig ikke det hedder give and take? Vi anerkendte tavse hans vurdering, for han havde livet igennem haft med tal og streger at gøre.

Nede i bunden af terrænet i læ af Fjordbakken lå Nørregård og trykkede sig, og ladens bliktag begyndte at gulne i det sidste skær af eftermiddag. Og mellem hyldetræerne for enden af laden blev forlængst opgivne plovskær og vognhjul med ét røde og synlige. Solen var kommet ned under gråvejr og vulker, den skinnede på vore rygge uden at varme. Vi sad side om side med korslagte ben og med stakkede hænder på vores spidse muskelløse knæ.

Og jeg tænkte på, at vi endnu ikke var forfaldet til at snakke om gamle dage, sådan da…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C