Dén med pilene! - Rent faktisk er den ikke min mere, men det var den i rigtig mange, vigtige år, så jeg har fået lov til at medtage den i mit instrumentarium.
Jeg købte den hos Åge Skou i Århus, omkring 1982. Jeg spillede dengang på min Martin D-28-S, en fin bredhalset folk-guitar. Moon-guitaren, som jeg prøvede i Skou's kælder-forretning, en dag, var alt det modsatte - lille, smal i halsen, og med enormt power og attack. Jeg vidste, jeg måtte have den, selvom jeg var på røven - og guitaren sindsygt dyr. Fordi den varslede en, for mig, helt ny måde at spille - og komponere på.
Jeg solgte min Martin til Johnny Møller i Thyborøn, købte den - og afbetalte nærmest, til Åge Skou en dag ikke var mere...
Mange år senere - efter jeg med en passer og blæk (fy!) havde tatoveret den med de sorte pile (helt nøjagtig, mens jeg sad og så de første reportager, fra den første Golf-krig, på fjerneren) mødte jeg dens skaber, Jimmy Moon, på Tønder-festivalen. - En vittig, festlig lille skotte. Jeg viste ham min Moon, og han blev meget rørt. Det var nemlig den første guitar, han overhovedet byggede. Deraf serienummert, 100. Hans kone var med, og huskede, hvordan hun sad og håndskrev sedlen, med nummeret, før det blev klæbet ind i guitaren.
- Jimmy syntes det så dumt ud, den havde serie-nummer1, så de blev enige om at nummerere den, WS 100. Faktisk byggede han 3 ens guitarer men én brændte, og en anden forsvandt...
At jeg tatoverede den, havde lidt med at gøre, at den på dét tidspunkt, stort set ikke havde lak tilbage, nogen steder. Moon brugte en meget sprød lak, der splintrede og faldt af, bare man talte lidt højt. Senere blev den omlakeret hos Søren Severin - og vi blev enige om, den skulle beholde sine pile...
Der findes kun meget få Moon-guitarer i Danmark - jeg kender kun til én mere, som ejes af Andrew John & Lissa - og dén lyder lisså fantastisk som "min".
Jeg nåede netop at indspille hovedparten af "Sange for rygere" på denne guitar, inden jeg forærede den til min bedre halvdel, på hendes 30 års fødselsdag - da var jeg begyndt at spille på mange andre guitarer.
|
|
|