Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

Ord

Helikoptermyg

Life on the road

05.04.2014

Jeg har intet i mod Herning, selvom de i aftes, fortjent og definitivt slog White Hawks ud af ishockey-semifinalerne. Men indrømmet – jeg har altid haft et lurende spørgsmål med mig, når vi ankommer til dén by: - Hvordan startede det – og hvorfor? – Hmmm, der er ét eller andet spooky ved Herning. Byer der ligger ved vand har altid været mit naturlige element. Og det kan sagtens være mig, der har et geografisk svigt med hjemmefra…

Helt siden jeg spillede på Nikodemus – forløberen for det fremragende, nuværende spillested, Fermaten, har jeg, straks jeg var indenfor, følt mig i fremragende selskab.

Nu i fredags – hvilken vidunderlig behandling. – Vi er jo rejsende. Vi er forlegne og  lidt gulvkiggende, når vi efter endnu et par timers vindstøj og optankninger pludselig befinder os et nyt sted. Vi skal lige ankomme… Det fatter det søde par – de kaldes ”afviklere” (for en sjælden gangs skyld, et godt dansk ord i showbizz) – da de åbent og gæstfrit tar’ imod os, på Fermaten. Ingen pis. – Og ved I hvad? – Så bliver koncerten osse derefter. Dejlig aften i Herning – igen...

Så over Storebælt. Nøøøj. Dén bro er altså bygget til at være et kick selv efter mange overkørsler. Forstår godt, de tar’ entré – og så vist den næst– eller tredje-højeste i verden.

Det er i sig selv provinsielt at betragte København som en storby. Jeg boede der selv i 90’erne, og jeg elsker storbyer. Men det var – og er bare som om, København har for mange af storbyens ulemper – og for få storby-fordele… Alligevel er den stor nok til at være mange ting, jo. - F.eks halv-marathon.

Vi ankom til vores andet hjem, Hotel Guldsmeden, på Vesterbrogade, og allerede lørdag over middag havde vi emsige orange-klædte vagter i hælene, når vi ville over Vesterbrogade. Ved 13tiden var man fanget på dén side af gaden med de lige numre – uden mulighed for at komme over med mindre man gik ind til Rådhuspladsen, hvor der var en bro – med omkring en halv million tilskuere. Til gengæld ku’ vi stå i vinduerne på første sal, på Guldsmeden, og se de første, noget magre kenyanere spæne forbi med en japaner i hælene. Kæft, de løber stærkt – og fjerlet…

Det var i timerne efter, problemerne begyndte. En stadig stigende strøm – eller flod – af noget tungere bygget menneskeligt materiel luntede forbi – i langsommere og langsommere tempo. Damer med barnevogne kæftede op og skældte ud. – Hér var man lige i Føtex – og bor i Saxogade, på den anden side – og så ka’ man fååååckin’ ikke komme hjem, eeehh…

Halv-marathon ku’ lisså godt ha’ foregået i Herning. Og de havde måske endda været lidt kvikkere på logistikken?

Copenhagen Jazzhouse, som det så fint hedder – to aftener med intimkoncerter. Plads til godt 300 per aften, vist. Sad backstage og funderede over, hvor kort tid, jeg synes, det er siden, at Johnny og jeg sad og snakkede om, at hvis man bare ku’ nå op og spille for små 100 mennesker i de ti største byer – så ville lykken være gjort.

Dengang var intimkoncerter dén slags, hvor et venligt fjernt familiemedlem og måske nogen man havde mødt på en ferie et sted, dukkede op – og stort set ikke andre…

Jazzhouse er bygget om, siden jeg var der sidst – men ordet intim er virkelig rammende, for stedet har sjove vinkler og nat-hulestemning. Til gengæld vil jeg ikke lægge skjul på at personalet ku’ ha’ gavn af at besøge deres kolleger, på Fermaten i Herning.

Men – igen – en uge med dejlige koncerter. Thanks… 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C

Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined method PDO::disconnect() in /var/www/allanolsen.dk/public_html/incl/footer.php:57 Stack trace: #0 /var/www/allanolsen.dk/public_html/index.php(155): include_once() #1 {main} thrown in /var/www/allanolsen.dk/public_html/incl/footer.php on line 57