Koncerter
Bagom sangen...

Lille hul
Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke. 99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet.....

Lille hul

Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke.
99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet...
Det sjove er jo altid at skrive i dobbelt-tydighed, så må andre associere, hvad de vil. Når en sang er færdig, er den lisså meget andres, som min, så - up to you.

Skrevet i Australien, i 2003.
Vi var der godt og vel tre uger, og helt aussie-fan blir jeg nok aldrig. At rejse med to drenge, i den mest opfindsomme kravle-alder i dét land, der huser mest, giftigt - og aggressivt! - kryb, er spændende nok. Men når man tilforn sol-skoldes, selv i støvregn, og The great Pacific Highway viser sig at være en vestjysk landevej, med kameraer til enhver, der kører over 80 - og der er altid langt - så blir' det lidt langhåret, for mig.
De hvide indfødte imponerede mig heller ikke, slet ikke i humor, og gæstfrihed. - Det første jeg bemærkede i lufthavnen, var 50 taxaer med en mega-sticker i bagruden:
Australia - love it, or leave it!
-Nå, men osse et vildt og stort land, da...

Jeg fik straks ved ankomsten kraftige guitar-abstinenser (det var umuligt at slæbe én med, derover), og begyndte at surfe rundt i guitar-butikker, mens de andre blev stegt, under hullet i ozonlaget. Jeg forelskede mig straks i en Gibson L-4, fra 1934, woooow! Moar, må jeg godt få?...

Så sad jeg og spillede ragtime, under et papegøjetræ, og skrev altså dén hér lille ragtime-sang - Lille Hul...

Ved heroisk kamp fra mine børns mors side, lykkedes det at få Gibson'en med på flyet, da vi skulle hjem igen.
Senere skulle den rejse med en fragtmand til København, hvor den glimrende sanger og sangskriver, Kenneth Thordal var interesseret i at købe den. (Jeg kunne ikke bruge den live, da det var umuligt at bygge en pick-up ind i den)
Det lykkedes fragtmanden at pulverisere instrumentet til ukendelighed, mellem Århus C, og hovedstaden - et instrument, der havde rejst rundt i verden, fra Amerika til down under, til Danmark, uden en skramme, siden 1934. Forsikringen betalte - som om det havde det mindste at sige. Død var L-4, fra 1934...

Gå til sang

Ord

Trist som en tigger i bombay

Life on the road

05.04.2014

Jeg har intet i mod Herning, selvom de i aftes, fortjent og definitivt slog White Hawks ud af ishockey-semifinalerne. Men indrømmet – jeg har altid haft et lurende spørgsmål med mig, når vi ankommer til dén by: - Hvordan startede det – og hvorfor? – Hmmm, der er ét eller andet spooky ved Herning. Byer der ligger ved vand har altid været mit naturlige element. Og det kan sagtens være mig, der har et geografisk svigt med hjemmefra…

Helt siden jeg spillede på Nikodemus – forløberen for det fremragende, nuværende spillested, Fermaten, har jeg, straks jeg var indenfor, følt mig i fremragende selskab.

Nu i fredags – hvilken vidunderlig behandling. – Vi er jo rejsende. Vi er forlegne og  lidt gulvkiggende, når vi efter endnu et par timers vindstøj og optankninger pludselig befinder os et nyt sted. Vi skal lige ankomme… Det fatter det søde par – de kaldes ”afviklere” (for en sjælden gangs skyld, et godt dansk ord i showbizz) – da de åbent og gæstfrit tar’ imod os, på Fermaten. Ingen pis. – Og ved I hvad? – Så bliver koncerten osse derefter. Dejlig aften i Herning – igen...

Så over Storebælt. Nøøøj. Dén bro er altså bygget til at være et kick selv efter mange overkørsler. Forstår godt, de tar’ entré – og så vist den næst– eller tredje-højeste i verden.

Det er i sig selv provinsielt at betragte København som en storby. Jeg boede der selv i 90’erne, og jeg elsker storbyer. Men det var – og er bare som om, København har for mange af storbyens ulemper – og for få storby-fordele… Alligevel er den stor nok til at være mange ting, jo. - F.eks halv-marathon.

Vi ankom til vores andet hjem, Hotel Guldsmeden, på Vesterbrogade, og allerede lørdag over middag havde vi emsige orange-klædte vagter i hælene, når vi ville over Vesterbrogade. Ved 13tiden var man fanget på dén side af gaden med de lige numre – uden mulighed for at komme over med mindre man gik ind til Rådhuspladsen, hvor der var en bro – med omkring en halv million tilskuere. Til gengæld ku’ vi stå i vinduerne på første sal, på Guldsmeden, og se de første, noget magre kenyanere spæne forbi med en japaner i hælene. Kæft, de løber stærkt – og fjerlet…

Det var i timerne efter, problemerne begyndte. En stadig stigende strøm – eller flod – af noget tungere bygget menneskeligt materiel luntede forbi – i langsommere og langsommere tempo. Damer med barnevogne kæftede op og skældte ud. – Hér var man lige i Føtex – og bor i Saxogade, på den anden side – og så ka’ man fååååckin’ ikke komme hjem, eeehh…

Halv-marathon ku’ lisså godt ha’ foregået i Herning. Og de havde måske endda været lidt kvikkere på logistikken?

Copenhagen Jazzhouse, som det så fint hedder – to aftener med intimkoncerter. Plads til godt 300 per aften, vist. Sad backstage og funderede over, hvor kort tid, jeg synes, det er siden, at Johnny og jeg sad og snakkede om, at hvis man bare ku’ nå op og spille for små 100 mennesker i de ti største byer – så ville lykken være gjort.

Dengang var intimkoncerter dén slags, hvor et venligt fjernt familiemedlem og måske nogen man havde mødt på en ferie et sted, dukkede op – og stort set ikke andre…

Jazzhouse er bygget om, siden jeg var der sidst – men ordet intim er virkelig rammende, for stedet har sjove vinkler og nat-hulestemning. Til gengæld vil jeg ikke lægge skjul på at personalet ku’ ha’ gavn af at besøge deres kolleger, på Fermaten i Herning.

Men – igen – en uge med dejlige koncerter. Thanks… 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C