Koncerter
Bagom sangen...

Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en ...

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

G� til sang

Ord

raslefolk
skelletter

Life on the road

05.04.2014

Jeg har intet i mod Herning, selvom de i aftes, fortjent og definitivt slog White Hawks ud af ishockey-semifinalerne. Men indrømmet – jeg har altid haft et lurende spørgsmål med mig, når vi ankommer til dén by: - Hvordan startede det – og hvorfor? – Hmmm, der er ét eller andet spooky ved Herning. Byer der ligger ved vand har altid været mit naturlige element. Og det kan sagtens være mig, der har et geografisk svigt med hjemmefra…

Helt siden jeg spillede på Nikodemus – forløberen for det fremragende, nuværende spillested, Fermaten, har jeg, straks jeg var indenfor, følt mig i fremragende selskab.

Nu i fredags – hvilken vidunderlig behandling. – Vi er jo rejsende. Vi er forlegne og  lidt gulvkiggende, når vi efter endnu et par timers vindstøj og optankninger pludselig befinder os et nyt sted. Vi skal lige ankomme… Det fatter det søde par – de kaldes ”afviklere” (for en sjælden gangs skyld, et godt dansk ord i showbizz) – da de åbent og gæstfrit tar’ imod os, på Fermaten. Ingen pis. – Og ved I hvad? – Så bliver koncerten osse derefter. Dejlig aften i Herning – igen...

Så over Storebælt. Nøøøj. Dén bro er altså bygget til at være et kick selv efter mange overkørsler. Forstår godt, de tar’ entré – og så vist den næst– eller tredje-højeste i verden.

Det er i sig selv provinsielt at betragte København som en storby. Jeg boede der selv i 90’erne, og jeg elsker storbyer. Men det var – og er bare som om, København har for mange af storbyens ulemper – og for få storby-fordele… Alligevel er den stor nok til at være mange ting, jo. - F.eks halv-marathon.

Vi ankom til vores andet hjem, Hotel Guldsmeden, på Vesterbrogade, og allerede lørdag over middag havde vi emsige orange-klædte vagter i hælene, når vi ville over Vesterbrogade. Ved 13tiden var man fanget på dén side af gaden med de lige numre – uden mulighed for at komme over med mindre man gik ind til Rådhuspladsen, hvor der var en bro – med omkring en halv million tilskuere. Til gengæld ku’ vi stå i vinduerne på første sal, på Guldsmeden, og se de første, noget magre kenyanere spæne forbi med en japaner i hælene. Kæft, de løber stærkt – og fjerlet…

Det var i timerne efter, problemerne begyndte. En stadig stigende strøm – eller flod – af noget tungere bygget menneskeligt materiel luntede forbi – i langsommere og langsommere tempo. Damer med barnevogne kæftede op og skældte ud. – Hér var man lige i Føtex – og bor i Saxogade, på den anden side – og så ka’ man fååååckin’ ikke komme hjem, eeehh…

Halv-marathon ku’ lisså godt ha’ foregået i Herning. Og de havde måske endda været lidt kvikkere på logistikken?

Copenhagen Jazzhouse, som det så fint hedder – to aftener med intimkoncerter. Plads til godt 300 per aften, vist. Sad backstage og funderede over, hvor kort tid, jeg synes, det er siden, at Johnny og jeg sad og snakkede om, at hvis man bare ku’ nå op og spille for små 100 mennesker i de ti største byer – så ville lykken være gjort.

Dengang var intimkoncerter dén slags, hvor et venligt fjernt familiemedlem og måske nogen man havde mødt på en ferie et sted, dukkede op – og stort set ikke andre…

Jazzhouse er bygget om, siden jeg var der sidst – men ordet intim er virkelig rammende, for stedet har sjove vinkler og nat-hulestemning. Til gengæld vil jeg ikke lægge skjul på at personalet ku’ ha’ gavn af at besøge deres kolleger, på Fermaten i Herning.

Men – igen – en uge med dejlige koncerter. Thanks… 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C