Turné-tanker
20.03.2014
Nu har de osse sat glas op langs Vejle Fjord-broen. Det er nok for at lave læ – eller for at man ikke skal sidde og nyde udsigten og spejde efter Bjarne Riis’ og AnneDorthe’s villa på sydsiden af Vejle...
Træls er det. Træls fordi dét jeg først og fremmest nyder ved at være på turné – igen, er at sidde og glo…
Jeg behøver ikke udfolde mig om glæden longines watches ved være på farten, i det spæde forår hér – det kender og oplever I selv hver dag, hvor I er. Men for mit personlige vedkommende hænger min barnlige glæde ved at turnere, at være i bevægelse, sammen med, at mig og mine søskende aldrig kom nogen steder som børn. - Virkelig ikke nogen steder.
Ferier (som der vist var tre af, årligt, da jeg gik i skole) blev tilbragt hjemme i gaderne, og dét var helt fint. Vi anede intet om, hvad der var hinsides de blågrå bakker mod syd, når vi stod og spejdede så langt vi ku’ fra toppen af Øksnebjerg eller Boelhøj. Eller hvad der var bag kimingen – dér hvor Kattegat møder havet mod øst.
Men vi fantaserede ivrigt om det…
Så da gutterne og jeg første gang – i Gud ved hvis bil? – skulle køre udenby’s for at spille på et værtshus i Fåborg og ét i Svendborg, var det den mægtigste rejse, vi kunne forestille os. Helt til Fyn! Helt til fucking Fyn! - ville vi ha’ skreget, hvis det havde været moderne dengang…
Senere har jeg spillet et ukendt antal gange i de to byer – og alle de andre, og i Hongkong, Singapore, Shanghaj, Maputo, Cape Town, Thorshavn, Toronto og… For mig er oplevelsen af at skulle afsted den samme nu som dengang. - Osse selv om jeg om lidt bliver hentet hér på matriklen og skal til Skjern og spille for bankaktionærer. Det er lige meget – eller lige godt.
Forårsturnéen – stort opsat, alt udsolgt og jeg skal komme efter dig – Herligt. Men det er selve dét at skulle afsted, der er kongen i skakspillet for mig.
Dronningen er så, hvorvidt jeg er i stand til at leve op til min egen tilstedeværelse, at afveksle de respektive koncerter tilstrækkeligt til at jeg ikke begynder at føle mig som en overlærer på auto-pilot. Jeg ku’ nok stå og lire 4 -5 klassikere fra bagkataloget af mig og med lidt held afæske publikum et begejstret bifald. Og jeg gør det skam osse i et vist omfang, for Jacob Haugaard har helt ret i, at vi, der står på scenen, bare er ligesom en hund, der halser efter sin kiks, når den har lavet kunster for gæsterne…
Men – jeg håber det lykkes, for jeg lever af jeres penge, vilje – og kiks. Jeg prøver mere og mere at tilpasse sætlisten efter, hvilken aften, hvilken sal, hvilken by, hvilken stemning – og først og fremmest hvilket publikum jeg står overfor.
Hvad sætliste angår – følgelig har jeg ingen, blot en meget stor sort seddel med godt 100 sang-titler på.
Det er ikke trygt at stå på en scene, og det skal det heller ikke være. Det skal kunne gå galt. På dén måde holder man sig mest skarp, synes jeg, og for omkring 300 kroner i entré synes jeg, I har krav på, at dén hund, hvis kunster I har betalt for at se, gør sig umage – og fortjener sin kiks.
Rigtig godt begyndt med jobs i Nykøbing Mors, Silkeborg, Greve, Svendborg og Kolding den forgangne uge, ser det lovende ud. – Osse for White Hawks i ishockey-slutspillet, som bli’r fulgt indædt back-stage… Nyhedsarkiv »
|
