Efter trio-turen - interview med Olsen

Eftersom ingen andre sikkert gider, interviewer Allan Olsen lige sig selv hér, omkring den netop overståede turné, med trioen – Olsen, Land og Frost.

-Allan Olsen, når vores ishockeylandshold, disse dage skøjter af isen, efter endnu en fadæse, bliver en enkelt spiller gerne trukket til side, for en kommentar, på vej til omklædningsrummet. – Er du med på et par turné-betragtninger, hér?
- Naturligvis, hr. journalist-spire – en yderst original – og ganske aktuel vinkel, såvel for hockey-holdet, som for mig…

-På din facebook-side kunne man se et billede fra jeres trænings-lejr op til turneen. To ud af tre af trioen’s medlemmer sidder med ansigtet begravet i hænderne. – Et udtryk for, I var ved at opgi’ på forhånd?
- Nej nej. – Det var bare lige i starten af pollen-sæsonen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er en hund efter at øve tingene ihjel. Jeg har jo lige spillet et år med Dalton, hvor alt jo helst skal være i dag, som det var i aftes. Dét keder mig. Man må ha’ en vis tiltro til en løs skitse, sin værktøjskasse, og øjeblikket’s komme. Det er jo dét der hedder live… Jeg mener - jeg vil til enhver tid lade mindst 20 % af showet stå åbent, og se, hvad der sker. Hvem ved, om der sidder én i publikum, med et fantastisk grin, eller om der ryger en streng, eller om lydmanden dratter ned fra sin pind? Det er show-time…

Så I var med andre ord overhodet ikke ordentligt forberedte?
- Njaar, det synes jeg egentlig ikke man nogensinde er. Hvis det bare drejer sig om at lire noget udenads-agtigt af, så kan man sgu da lisså godt gå efter et job i Provinsbanken…

- Provinsbanken krakkede altså i 1990.
- Nul – den blev fusioneret med Handelsbanken, og sådan nogen, smarte…

- Nå, OK – synes nu alligevel det er lidt mærkeligt, I ikke øver mere op, før en turné.
- Jo, men så er der jo osse dét ved det, at vil man ha’ de bedste med, er der ikke meget tid at rutte med. –Per skulle først være færdig med sin Sanne-tur, og Nick skulle ha’ nogle flere unger, og det tar’ jo osse tid… Men måske er det dét det kommer af, hos mig, det dér med, at man må ta’ det lidt gelinde – at jeg aldrig er kommet helt i første række, når jeg vælger musikere. Når jeg nu absolut vil ha’ Kim Larsens bassist eller sådan nogen med – så må jeg i stedet sætte min lid til kemien, frem for at regne med, folk har tid – eller lyst – til at stå og spille Op til Alaska i øveren, i en måned. – Personligt ville jeg hellere reinkarneres som Alex Nyborg Madsens G-streng...

- Så selve turneen. – Nogle højdepunkter?
- Ene højdepunkter, synes jeg. Det er ligesom at ha’ været på en rigtig vellykket ferie, med én man elsker. – Ikke et eneste skænderi eller slagsmål…

- OK - men hvad skete der så lige på Skråen i Aalborg, Olsen?
- Skete der noget dér? Det var da en fed aften.

- Ikke desto mindre truede du på et tidspunkt, med at gå af,  hvis ikke lyden på scenen blev bedre?
- Ok, det var måske osse så stærkt igen. Så ville de andre to replica orologi panerai jo stå dér og glo, ikke? – Og hvor skulle jeg gå hen? De fleste, jeg kender i Aalborg sad jo ude i salen. Men der skete dét, at lyden gradvist forsvandt på scenen. Vi spiller meget dynamisk, hvilket vil sige skiftevis lavt og ret højt. Så vi er enormt afhængige af lyden på scenen. Ellers bliver det forceret – som at løbe kort-distance udad i Vesterhavet, mod bølgerne…

- Så skal man ikke være kortbenet.
- Nej, eller vandskræk. Problemet på en scene er så, at man løber i bar røv, osse… replica-purse.com

Men ellers var der de små film, vi optog back-stage, hvor Nick lærer dansk – og da vi i limo’en lagde forbi de håndgangne mænd, der var kørt tør for diesel, midt på Vejlefjordbroen - Nitwids!
Koncerten i Sønderborg var skæg, fordi vi fik den idé at lege lidt med den dér ret andægtige og afventende stemning, der var i salen, da vi gik på. – Vi var nu osse høje over, om eftermiddagen - igen – at ha’ været med på rundvisning på Dybbøl Banke, hvor vi fik de forsmædelige tæsk, i 1864. – Og begge dage på Train i Århus – dér har jeg aldrig spillet for et siddende publikum, før, det var meget intenst – og så den stående, om torsdagen... Dét var bare sådan en dag to remember… Men jeg kan ikke komme i tanke om en aften, jeg ville ha’ været foruden. – Heller ikke dén i Viborg, hvor vi havde sat næsen op efter en fed tur i byen, bagefter, men hvor alt var lukket! – Vi endte på et hotelværelse, hvor selv Jan var vågen, til ret sent. - De ville til at smide et meget stort fjernsyn ud fra altanen, på tredje sal – men jeg bad dem overveje først, hvorvidt dét var noget nyt, eller om det var set før…

- Lyder som om I har haft det festligt. Bliver det så AO med trio fra nu af?
- Nope. Jeg har aldrig brugt at holde fast i noget, ret længe. Men jeg har opdaget, man kan lave masser af stor lyd, uden trommeslager. Jeg har jo været tvunget til, fra starten at klare mig alene på scenen, dengang ingen gad spille med mig. Det er flere andre jo gået i gang med nu, hvor pengene ikke kommer fra pladesalg, men fra koncerterne. Så jeg aner ikke, hvad jeg finder på.

- Jamen der er jo osse lige nogle festivaler – og en efterårs-tur med trioen?
- Ja, få udvalgte festivaler, og så en hel del ekstra-jobs i efteråret.

- Hvornår starter I i efteråret?
- Aner det ikke. Jeg bliver bare hentet, og er altid den sidste, der ved noget…

- Til sidst – hvordan ender det for Danmark ved VM i ishockey?
- Det ser sgu skidt ud. Det er alt det hér med det bedste hold, nogensinde. Man skal huske, det kun er store drenge. Ligesom soldater. De er enormt påvirkelige, og det gavner ingen at snakke om, vi nu er næææsten i en kvartfinale. - Hvis ikke heldet er med dem nu, er det ned i B-gruppen, for første gang i 10 år. – Så kan vi glæde os til at se dem spille mod Albanien og Rumænien, eller sådan nogen. Ørk! Men Ok - som Jack Nicholson siger - don't let yourself depress by entertainment...

- Allan Olsen – tak for de skarpe svar!
- Åhr, spørgsmålene var nu osse ualmindeligt begavede, Allan...

Nyhedsarkiv »