Koncerter
Bagom sangen...

Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en ...

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

G� til sang

Ord

Parken
Københavns Idrætspark

Tour-update

24.04.2012

Well well, så er halvdelen af trio-turen vel overstået. - Ikke at det skal lyde som om, det er en besværlighed, for det er en fornøjelse at "ture" med Nick og Per - og med Jan og Jesper... Og en fornøjelse at spille for jer. Jeg har Danmarks mest begavede og kvalificerede publikum!

Som gennem-ægte damp-barn er det de tilfældigt tilstødende tildragelser ( sikke en mastodontisk konstruktion ) der tegner dagene, mere end, hvordan den ene koncert lige går, i forhold til den næste. - Det kan være noget med, hvor Nick og Per og jeg lige æder frokost, imens Jan og Jesper stiller alt grejet op - kan i den forbindelse varmt anbefale restaurant " Under Klippen " i Holstebro! - eller hvorvidt det nu lykkes gutterne at få fyldt diesel ( for mine penge ) nok på kassevognen, til at nå over Vejle Fjord, etc... 

En af den slags "random" oplevelser fik vi i Odense. Jeg traskede ned til morgenmad-buffeten, på hotel Plaza, og der sad minsandten hele det danske ishockeylandshold, artigt labbende havregryn i sig. Nu er ishockey - bortset fra boksning - den eneste sport for mænd, som man kan respektere. Så jeg hældte en del juice direkte ned i bakken med rundstykker, mens jeg betragtede dette skue af prægtige unge sportsmænd. Mine heroes, samlet til træning hér, 14 dage før VM starter i Finland. Morten Green var der, og Frederik Andersen, og måske osse Frans Nielsen. Men han er så stor en stjerne, at selvom han var der, ville han ikke rigtig være til at få øje på... Og jeg ku' sagtens glo, for ingen af dem har den fjerneste anelse om, hvem Olsen fra sydbyen er. - Måske lige med undtagelse af holdlederen, Esben Nedermark, der selv kommer fra dén ende af byen, så vi fik en rask snak over scrambled-eggs om, hvorfor fanden hockey bare ikke kan få ordentlig fat, hér i Århus...

Dét jeg kan li' ved hockey - nej dét ville føre for vidt - men én ting jeg kan li' er, at det konstant er hér og nu. Man kan ikke spille henholdende fedtspil, og se tingene lidt an, i ishockey - eller i boksning - man må frem, og gi' dét, man har. Ellers er modstanderen smuttet, blot  for at dukke op sekundet efter, et meget grimt sted... Dansk ishockey består af godt 4000 spillere, alt medtaget - cirka det halve af, hvad man har i en svensk by som Göteborg, alene. Alligevel har vi - pt. - bidt os fast blandt de 10 bedste nationer i verden, den seneste halve snes år. Det er humlebien, der flyver, selvom den teoretisk set, ikke kan. - Nøjagtig som det er, når det ( against all odds ) lykkes for en nordjysk folkesanger at få en karriere ud af en tvivlsom, lettere løgnagtig hals, og et meget personligt guitarspil. - Osse hér burde kommunen gribe ind...

Nå, men der er måske ikke så meget sex drugs & rock'n roll at fortælle om. Vi ser til at der bliver drukket en del cubansk rom, og vi er alle (lalle)glade rygere - men derudover er det sgu nok meget køjen, der kalder, når vi forlader en koncert, et par timer efter alle andre. Heldigvis er der så meget godt lir og lal mellem os, at der er nok at snakke om. Ok, der er ikke meget Lemmy eller Alice Cooper over det - men Per og jeg kan altså finde på at sidde og snakke om, hvilke træer, der lige nu er tættest på at springe ud - sorry! Det er vist lidt som dét udklip, min gode - nej fremragende ven Viggo Sommer har hængende på sit lokum. Det er fra et ugeblad, fra en gang i 80'erne, tror jeg, og det er med Keld og Hilda. De fortæller om, hvor vildt det går for sig nytårsaften, hjemme hos dem. De siger, at nu, hvor børnene er store er det ret afslappet - ikke som i gamle dage. - Da kom naboen forbi, og så fandt de på at stoppe sukker-knalder i hinandens kaffekop, og en enkelt gang trillede æbler hen ad gulvet...

Ellers er recepten på scenen den (for musikerne) meget irriterende, at jeg ikke holder af at øve alting ihjel. Jeg er for rastløs til at køre den samme smøre, hver aften. Men jeg synes, vi har fundet en SOUND, og det er dét det drejer sig om, som Keih R. siger - SOUNDEN...

Nu er det det så Århus to dage i denne uge, på goe' gamle Train - og Vejle og Sønderborg. Glæder mig til at prøve den nye motorvej!

Ses, derude!

Yo, Allan.

 

 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C