Trist som en tigger i bombay

Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...

Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant...

G� til sang