Verdensturné i Vendsyssel – afslutning

Tak for turen – og det er mig der takker.

Da jeg var først i 20’erne, kendte jeg en pige i Sverige, i Gøteborg - Frida hed hun. Først boede hun i kollektiv inde i den gamle bydel – så flyttede hun med en veninde ud til noget betonbyggeri, på Hisingen, tror jeg det var.

Dér besøgte jeg hende en enkelt gang, Pureintime før det fadede ud, som den slags gør…

Gøteborg er en fantastisk by, men osse en hård by. Den hårde rock i Sverige fødes i Gøteborg, til klangen af tunge hamre på skibssider i byens kolossale jernindustri. – En verden beslægtet med dén jeg kom fra, 3 1/2 times færgetur vestpå, i Frederikshavn – blot meget større…

Jeg stod en gråvejrsdag på Fridas altan i betonbyggeriet i udkanten af Gøteborg. Overfor og et par opgange længere væk, var der gang i et slagsmål mellem to mænd. Ikke unge knægte men to voksne mænd, i billige jakkesæt. De var uden tvivl tyrkere. Sverige var på den tid – ligesom Danmark – blevet hjemsted for megen importeret arbejdskraft, især fra Tyrkiet. De hed fremmedarbejdere.

Kamppladsen var indgangen til en opgang, som, jeg husker, havde nummer 21.

De to mænd havde godt fat i hinandens tøj og tumlede med at få hinanden til jorden. Den ene havde en kniv i hånden, den anden havde fat i ærmet med kniven, han vidste dette greb var forskellen mellem liv og død.

Det virkede ikke som noget spontant slagsmål. For på et par meters afstand stod to andre mænd, og en ældre kvinde, og så roligt på. Når kamphanerne under støn og anstrengelse nærmede sig dem, trak de et skridt baglæns, men sagde ikke noget og blandede sig ikke. Et par drenge spillede bold i passagen mellem blokkene, ligeledes uanfægtede af kampen. Det var et opgør mellem to mænd – et mellemværende der, så ud til at være almindelig enighed om, måtte ud af verden.

Jeg var vant til at se slagsmål fra nattelivet, hjemme i Frederikshavn – havde selv været i nogle stykker - vant til at se sømænd slå blod af hinanden, vant til at se lokale slagsbrødre gå løs på en svensker, der kom for tæt på en pige – vant til at se tøser slås og skrigende hive hårtotter ud af hinandens hoder, og vant til at se Grønlænder-Kalle få tæsk, når han nægtede at acceptere, han ikke var velkommen ved døren til nogen beværtning. Ofte rejste han sig værdigt op, grinede og gik sin vej…

Men der var altid alkohol involveret, og altid nogen der på et tidspunkt greb ind.

Den dag i Gøteborg var noget andet. Det var en højlys, om end støvregnende og råkold dag, det var mænd som vore fædre, der kæmpede mod og for livet, med de nærmestes billigelse – og der var en kniv.

Jeg var ikke i en position til at blande mig eller agere, kunne blot lammet stå på Frida’s altan og se på – kunne i hvert fald ikke lade være. - Skulle jeg råbe, og i så fald hvad? Mig, en fremmed, stor knægt mellem disse mænd, der mente at ha’ deres grunde.

Det var et trist og ulykkeligt syn, et billede på armod og grundstødt maskulin værdighed – dén alle vi mænd kæmper med at tiltuske os, og krampagtigt holde fast på. Nu var det hinanden, disse to ”fremmedarbejdere” krampagtigt holdt fast for at undgå den andens våben. – Eller, især den enes…

Det var hele tiden kniven, ikke blot jeg, men uden tvivl osse dem, der stod tæt på, holdt øje med. Kniven var den afgørende forskel mellem dem. Og efter minutters tummel fik dens ejermand vristet sig fri af den andens greb - bladet blinkede kort i luften, og som ved lyden af et dumpt knynæveslag, plantede han sit våben i nakken på den anden. En tynd stråle blod sprang omgående frem. Ham, der var ramt, gloede et øjeblik dorskt på sin modstander, og sank så slapt ned på knæ som en tyr for en fægters klinge. Hér sad han og stirrede prustende ned i terrazzo-belægningen, udenfor nummer 21, mens blodet hurtigt dryppede en stor pøl på gulvet under ham.

rolexgrade.me Hans banemand lænede sig forpustet med en arm op ad muren, hans mund blødte. Sammen med kvinden og den ene af de to mænd, der tavse havde set på, forlod han udmattet stedet. Kvinden gav ham et lommetørklæde, som han pressede mod sit ansigt, mens de stille og roligt forsvandt. Den tredje tilskuer tændte en cigaret og bøjede sig ned mod opgørets taber og sagde noget til ham. Men fremmedarbejderen sank om på siden, trak vejret i små stød, og i kulden kunne man se hans ånde.

Frida var kommet ud på altanen – mange andre stod på deres altaner nu og så på optrinnet. Alle var fanget mellem at ville gøre alt og så alligevel ingenting. Det var som om, dette ikke var vores – det var af en anden verden. Alligevel nærmede lyden sig af en fjern ambulance, så nogen må ha’ fattet sig og set at få ringet.

Manden med cigaretten begyndte at ta’ fat under den blødende mands arme, for at få ham op, men måtte opgi’. Den største af drengene, der spillede bold, kom til, og sammen fik de to slæbt manden ind i opgangen. De sagde ikke noget til hinanden. Den hårdt sårede var blot en bylt, der skulle flyttes, som var det en sofa. Jeg husker hans ansigtsfarve, den var grå og dødens, eller ved at være tæt på.

Så gik vi skandinaver ind og satte os og talte om vilkårene for fremmedarbejderne, i både Danmark og Sverige, som om det var dét, det handlede om. Det vi havde været vidner til, ku’ vi ikke snakke om, det var umuligt, for vi kendte det ikke…

Og hvad har dette så med min netop afsluttede, vidunderlige Verdensturné i Vendsyssel at gøre?

Jo - den ulykkelige kamp mellem to mænd i Gøteborgs betonslum har det med af og til at vende tilbage til mig, som et natligt mareridt. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke længere tolker for meget i den slags – enhver oplevelse gør vel krav på sin plads i erindringen – osse dem vi helst vil glemme og holde nede. Men holder vi dem på rutineret afstand, mens vi er vågne, sniger de sig ind på os om natten, mens vi sover…

Det mærkværdige ved mareridtet – mindet om dét vi så, dén dag i Gøteborg - er, at det kun er i gode tider, jeg genoplever de to mænds forbitrede kamp – Nætter, der følger en tid med  længere tids ophøjet ro eller lykkefølelse og tilfredshed. – Først i sådanne, mentalt sunde og lyse stunder vender manden tilbage i form af et mareridt, knælende og blødende, i sit lurvede jakkesæt. Altid set fra den samme vinkel, men desværre tættere på, end udsigten fra Frida’s altan, på tredje sal.

Jeg finder det ikke så mystisk endda. Enten lader min milde skæbne mig i fred for de grimme billeder, indtil jeg har optjent det mentale overskud til at rumme dem. Eller osse er det bare Luther – og hele arvesyndens tunge åg: - Vi skal ikke komme for godt i gang med at nyde det jordiske liv – så kommer det sorte til os…

Natten efter vores fantastiske afslutnings-koncert i Understed Forsamlingshus, vågnede jeg, midt om natten – sikkert med et noget forpint og sammenbidt ansigtsudtryk – i min seng, på hotelværelset på Hotel Jutlandia, i Frederikshavn. Den knælende fremmedarbejder, med kniven stikkende ud af i det billige tøj, havde for første gang i lang tid været på besøg i min drøm.

Der var ved at blive lyst over Hirsholmene, over kranerne, og over resterne af Danyard - et syn der altid kan bortjage enhver tung tanke, i mit sind.

Jeg gik ud på altanen og tog mig en smøg, mens min fødeby langsomt skulle til at i gang med en ny dag, under en dyb rød solopgang. Jeg var godt tilfreds. For når manden med kniven kommer på besøg, natten efter Verdensturneen i Vendsyssel’s sidste gig, ja så har det været én lang vidunderlig vandring i udelt glæde og sjov.

Tak for turen, I der kom og gjorde det muligt. Det er mig, der takker…

Nu er resten op til Rest-Danmark!

Allan Olsen, 23. Maj 2013

Audemars Piguet Replica Watches

Nyhedsarkiv »