Koncerter
Bagom sangen...

De fine kommer sjældent fra Fresse
Jeg skulle for en del år siden deltage i noget tv-hejs om at komme fra provinsen. Én fra Gram, én fra et eller andet udenfor Herning, og så mig fra Frederikshavn. Udgangspunktet var nærmest, at miraku...

De fine kommer sjældent fra Fresse

Jeg skulle for en del år siden deltage i noget tv-hejs om at komme fra provinsen. Én fra Gram, én fra et eller andet udenfor Herning, og så mig fra Frederikshavn. Udgangspunktet var nærmest, at mirakuløst nok kan det lade sig gøre at blive andet end grisepasser, på trods af en opvækst i det aller mørkeste Jylland.
Jeg sagde ja tak til at deltage, men mit udgangspunkt var, at jeg ikke havde noget dårligt at sige om min opvækst. Ja, faktisk kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle være blevet dén, jeg er uden netop min baggrund. Dét var svært for de andre at forholde sig til. Men OK, hvis man kom fra Gram, eller noget udenfor Herning...

Jeg var teenager fra omkring '69, og en lykkeligere og mere fri og optimistisk tid, kan jeg ikke se i bakspejlet, i vores kultur. Jo, måske 50'erne og de tidlige 60'ere. Dagen var gennemstrømmet af optimisme og masser af identitet og arbejde - og natten var fri og vild. Læs Ulf Lundell's roman, Jack - og say no more...

På min fødselsdag den 18. marts fik jeg altid en Levis cowboyjakke og et par Clarks ørkenstøvler. Så så de ikke mere til mig før op mod jul.

Sangens gennemgang af Marianne Jelved er historisk korrekt. Hun var finans - eller økonomiminister, eller hvad det nu hed, og lukkede det toldfrie færgesalg - en handel Frederikshavn til dels havde levet af. Og så lukkede værfterne og dermed meget af den mentale rygrad og stolthed i Frederikshavn. Men de piver ikke. Der er masser af ny virkekraft på det gamle værft-område i dag. For Fresse - som mange fraflyttede titulerer vores hjemby, er et Klondyke, der altid har stået i nogen grad af modvind, så det ligger i dna'et at man må klare sig...

Gå til sang

Ord

En plads i byen

EN MESTERS SANGE - MED MASSER AF MESSING - KUN 3 KONCERTER

15.12.2022
Om sang-skrivning siger Allan Olsen:
En skidt sang bliver aldrig en god sang, uanset hvor meget man pynter den. En god sang derimod kan udsættes for hvad som helst. Den vil stadig være en god sang...
En sådan tryktest er netop, hvad der venter Olsen og hans store sangskat fra den 2. til den 5. november, 2023.
Der er nemlig lagt op til det helt store show, når Allan Olsen sammen med hele 17 musikere fra Nordkraft Big band ved 3 koncerter kaster sig ud i swingende fortolkninger af nestorens bedste og mest velkendte sange. - Så må vi se om de står distancen...
Det gør de sikkert nok. Såvel solisten, orkesteret som sangene. Konstellationen blev nemlig allerede tryk-prøvet forgangne sommer i forbindelse med Tall Ship Race i Aalborg foran op mod 10.000 begejstrede publikummer. Og fra sidste taktslag var det et ønske hos Allan Olsen og Nordkraft Big band at gentage seancen andre steder i landet - et ønske der altså nu går i opfyldelse.
Derfor kan du i november ’23 eksklusivt overvære ’Op til Alaska’, ’Vi lå i Herning’ ’Guernica’ og mange andre Olsen-klassikere tilsat et ordentligt skud messing-blæs, swing-rock og - naturligvis forrest på scenen, Allan Olsen selv. - Eksklusivt fordi der kun bliver tale om 3 koncerter i henholdsvis Aalborg, Århus og København.
Udover Olsens repertoire, udsat for Nordkraft Big band i fuld styrke,Fake Handbags vil aftenens hovedperson naturligvis divertere solo med flere af sine fine sange.
Og sidst men ikke mindst er der lagt op til et par fortolkninger af favoritter fra sangskriverens egen pladesamling.
Gennem mere end 4 årtier har Allan Olsen bevæget sig gennem stort set alle genrer, fra akustiske solo-ballader til hård band-rock. De seneste år har han udover albums udgivet 2 bøger og optrådt intensivt fortrinsvis som solist.
Altid med sange af den slags, der tåler at blive udsat for hvad som helst... 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C