Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

G� til sang

Ord

Knallert
2 – 3 hjulet transportmiddel, med hjælpemotor. Første tiltag i Frankrig, i 1864 – men først gennembrud efter den 2. Verdenskrig. Salget af knallerter toppede i Danmark i midt-halvfjerdserne med godt 45.000 eksemplarer. Årligt salg, 2013 – omkring 7.000

Tourdagbog uge 8

29.04.2013

Hjemturen sydpå fra Brønderslev lørdag nat - forårets forsinkelse holder nattemperaturen blot en smule over frysepunktet, og den kolde klare luft gir’ frit panorama til kæmpemånens langsomme opdrift over horisonten mod øst.

Det har været en blændende Verdensturné i Vendsyssel. – Og selv om opholdet kun varer til den 9. maj i Vrå, føles det som om, vi er gået i gang med en længere ferie.

Denne weekend har blot bekræftet det hidtidige, skønne forløb, med tre meget dejlige koncerter – to på Høk-Ei i Tolne, og dén i aftes i Brønderslev.

Høk-ei er, for mig, et sagnomspundet og nærmest mystisk sted.

Jeg ved ikke, hvor længe værtshuset har eksisteret. Men det er over 30 år siden, jeg som håbefuld, ung sangskriver kontaktede stedets daværende ejer, for at få lov at spille der. Det fik jeg ikke.

Så kom tiden med den berygtede Tolne-bande, mordet, og tidenderne om forbrydernes hærgen, i Tolne’s smukke omgivelse og dybe skove. Og det lagde blot ekstra alen til mit indre billede af, hvad der foregik derude – osse på Høk-Ei…

Ret beset har det nok bare været en søvnig bodega. Men ældre og mere rutinerede kolleger spillede der, og når man spurgte til stedet, rystede de bare på hodet og sagde: Dér skal du ikke ønske dig at stå med en guitar, du gerne vil ha’ med hjem igen…

Noget har der måske været om snakken. I hvert fald fortalte flere lokale i Tolne os, at når Tolne-banden kom på Høk-Ei, havde de selv en kasse øl med - og en økse, for så var der ingen, der beklagede sig over, de ikke købte deres pilsnere i baren.

Nu var der jo så sat stolerækker op til min optræden, og man mærkede nærmest, hvordan væggene krummede sig ved en sådan utidig indretning…

Publikum – plads til 55 hver aften – var nu heller ikke af den deciderede skarpt bevæbnede type, men som altid på denne turné et dejligt bekendtskab.

Heldigvis var der osse enkelte mere, skal vi sige kolorerede og sikkert overlevende fra i Høk-Ei’s tid som alt andet end koncertsal, til stede. Alt andet ville ha’ været trist.

De obligatoriske slagsmål var meget kulturelt henlagt til efter koncerten, foregik udenfor, og var rapt og hurtigt overstået med lidt plaster og et blåt øje som bonus. Så lagde den kølige nat sig lindrende over skrammerne, i Tolne – én af landets smukkest beliggende landsbyer…

For resten. Pole-stangen midt i lokalet, som sikkert er blevet kærtegnet af mangen et striptease-pigelår, var sendt til svejsning og skulle efter sigende være på plads igen til sommer!

Efter Tolne var det lørdag, Basaren i Brønderslev. Men først skulle jeg lige et smut forbi SPAR-købmanden i Brønderslev og signere CD’er. Det blev ganske underholdende, da et inferno af lyn og torden et kort øjeblik hjemsøgte byen og lagde hele Brønderslev uden strøm et par timer. Så autografer i stearinlysets flakkende skær…

Basaren er et perfekt spillested. Sortmalet, både bredt og dybt, og så lyder det godt. Selve lokalet altså – og forhåbentlig osse mig. Det er vist tredje eller fjerde gang, jeg har fornøjelsen af at stå på Basaren’s glimrende scene, og igen i aftes var en herlig aften.

Gid alle byer havde et sted som dette. Ikke et prangende, pralende musikhus med alverdens dikkedarer – bare det rigtige, ydmyge lokale – og nogle arrangører, der ved, hvad de har med at gøre. Tak for dét…

Første, store fase af Verdensturneen er ovre, og JØWT er nu tilgængelig syd for fjorden.

Glæder mig til de sidste 4 jobs, som starter med Vrå, den 9. maj.

Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C