Koncerter
Bagom sangen...

Når en ung mand slår ihjel
Jeg har ikke læst mange bøger – måske fordi jeg opdagede, der ikke var sange i dem. Eller var der, var jeg bare for fat-svag til at se dem. Til gengæld læste jeg i flere år de mest kortfattede og sens...

Når en ung mand slår ihjel

Jeg har ikke læst mange bøger – måske fordi jeg opdagede, der ikke var sange i dem. Eller var der, var jeg bare for fat-svag til at se dem. Til gengæld læste jeg i flere år de mest kortfattede og sensationslystne aviser, hver dag. Dem med de korte overskrifter. Netop fordi de sjældent gik ret meget bagom, var der så meget, jeg selv kunne digte.
Overskrifter som: Ung mand begik mord, eller Søn dræber sin invalide kat etc. sætter altså mere i gang hos mig, end – endnu - en nøgtern gennemgang af Palæstina-konflikten i Information – sorry. Jeg har lettere ved at mærke, hvad der driver en ung mand fra no-where på Sydsjælland til at begå sit livs fatale fejltagelse. Og kan man ikke mærke det, kan man hverken synge eller skrive det…
Jeg skrev den i huset, i Hasseris, ved Aalborg.

Gå til sang

Ord

Aston Martin \'66

Olsen skriver ligeud

28.03.2021

OS, DER SIDDER PÅ BÆNKE

De to andre havde stået og røget og snakket udenfor, mens jeg blev klar. Om deres biler og sikkert om mig, men så kom jeg ud, og vi begyndte at gå.

Vi forlod klyngen af sommerhuse, de blev færre og mere spredte ud mod det dyrkede land, og markerne var skarpe og grønne, selvom det var vinter.

Engang var vi uadskillelige, fuldstændig lige og alle for én, sådan som jeg huskede det i hvert fald. Tre gutter, der altid hang sammen, og jeg var overbevist om, at de andre havde det på samme måde. Ellers gik vi vel ikke her på en grusvej, mere end fyrre år senere - ellers var dét at mødes vel ikke kommet i stand.

Vi gik raskt til. Et tempo sat af forventning og nybrudt begejstring over at ses, men vi gik uden, at der blev sagt alverden, blot behørig rømmen sig og småhost så der ikke blev for stille.

Henne under Fjordbakken slog vi ind på den smalle sti og begyndte at gå opad, men på stien var der kun plads til to side om side, så jeg tog teten og gik forrest. Det var mit sted, mig der skulle vise vej, det var jo klart.

Det sidste stykke op var stejlere, og nu ærgrede det mig at gå forrest. De småsludrede sammen bag mig, uden at jeg rigtig kunne falde ind, og det passede mig ikke, at de kunne gå bagved og vurdere min ryg og min røv. Desuden var jeg nu nødt til at være ham, der satte farten, og hvor raskt var mon passende? Måske var der hensyn at ta’ – noget helbredsmæssigt, noget der ikke var sagt, blodtryk? - Det havde vi jo ikke snakket om.

Lidt før toppen blev de stille, så måske var der jo netop noget? Skulle man afvæbne det lidt, stoppe op og være forpustede sammen og grine? Hvem var vi mon? Var vi dem fra dengang, hvor vi aldrig blev forpustede, eller var vi dem, vi er nu? Det var ikke på det rene men heller ikke uvæsentligt.

Gennemvarme og godt tilpasse fandt vi udsigtsbænken øverst oppe, og vi så ud over fjorden, der lå grå og flad, som var den isbelagt. Men bare vindstille, for det er aldrig vinter mere.

Nu var vi så blevet dem, der sad på bænke, og det pjattede vi med. - Blevet dem, hvis røve bænke er lavet til - det var jo dem, vi var, med termokander på jorden foran os.

Vi røg, og vi snakkede om at ryge. Om at have været holdt op og om at være begyndt igen, og vi sagde, at ja ja – slut det skulle det da osse til at være, det skidt, hvis da ikke man vil kvæles ihjel, den sølle tid man har tilbage.

Eftermiddagen var kold og krap mod kinderne, og alligevel gryede en rar vinterstemning mellem os, som et gammelt genfremkaldt foto i en uoverskuelig dynge rod. Så sagde en af vi andre til ham der var blevet ingeniør:

- Hvor langt vil du så mene, John, der er ned til fjorden, hva’?

Og John, der var blevet ingeniør, vippede hodet fra side til side og anslog, at der vel nok var en fjortenhundrede meter - give or take, og jeg tænkte på, om egentlig ikke det hedder give and take? Vi anerkendte tavse hans vurdering, for han havde livet igennem haft med tal og streger at gøre.

Nede i bunden af terrænet i læ af Fjordbakken lå Nørregård og trykkede sig, og ladens bliktag begyndte at gulne i det sidste skær af eftermiddag. Og mellem hyldetræerne for enden af laden blev forlængst opgivne plovskær og vognhjul med ét røde og synlige. Solen var kommet ned under gråvejr og vulker, den skinnede på vore rygge uden at varme. Vi sad side om side med korslagte ben og med stakkede hænder på vores spidse muskelløse knæ.

Og jeg tænkte på, at vi endnu ikke var forfaldet til at snakke om gamle dage, sådan da…
 

AT HOLDE ØJE MED EN FJORD

Tre mænd på en bænk, mere end midaldrende.

Er der mon noget som helst godt ved alderdommen? Måske. Men sikkert kun ved at være i begyndelsen af den, skønt selv dét ved man vel ikke meget om endnu? - Hvilket i sig selv jo er godt, altså at der trods alt er noget, man endnu ikke ved, omend man ved meget. Blandt andet ved man, at man ikke skal regne med at blive meget klogere, uanset hvor dum man har været. Eller regne med at blive til et bedre menneske, hvis man altid har været et dumt svin. Og som de fleste ved man, at man nok er lidt for tung, men - endnu da - hverken omsorgs-tung eller helt overflødig. - He he, fra tung til omsorgs-tung, ja ja…

Fedt at kunne sidde hér og lune sig ved disse ting, svøbt i løgnen om at vi selv stadig var langt væk fra selve alderdommen. Og vi sad og drak. Fernet Branca og lunken rom i to termokander, retfærdigt placerede på jorden foran os. Midt for, ude af ejermænds hænder.

- Tredive igen? - Fandme nej. Alt det lort, man så skulle til at igennem, neeej…

Nogenlunde sådan kunne vores samvær på toppen af Fjordbakken sammenfattes. Tilsammen et par hunderde års erfaring. Mulighed for at snakke om kvinder, helbred, synspunkter og drage konklusioner - acceptable som tvivlsomme, anekdoterne, og så selvfølgelig de fælles minder, efter fyrre års udviskende fygning.

- Joh, der var såmænd nok at ta’ fat på. Så meget, at der opstod en usynlig ed mellem os om at lade være. Om at holde igen og nøjes med det indledende fremfor at kaste sig ud i noget af det større. - Herregud, det er fint som det er, nu bare sidde.

- Ræk mig termoen.

Og måske mærkede vi, at netop denne ed cementerede rigtigheden i, at det var netop os tre, der nu mødtes hér fyrre år senere.

Solen var næsten væk bag Malles bakke i sydvest, og væk fra vores rygge, men vi var jo klædt på. Og den lave kant af gult vinterlys lagde an til sin daglige overraskelse; den ville holde ud, længere end man skulle tro, inden det rigtigt blev mørkt.

Nede foran os var fjorden blevet sort og død. Den faldt i ét med Nørreland ovre på modsatte side, og der kom lys i vinduerne i de spredte bebyggelser derovre. Og over dem, prikker af lys meget længere væk, stjerner som besværligt blinkede sig vej gennem luftens mærkelige stof. Og jeg tænkte, at dén fysik behøvede vi ikke John, ingeniøren, til at forklare os.

Vi sad og så ud over fjorden, som var det en opgave, vi havde påtaget os. At holde øje med den.

Så rejste Jens Erik sig, og han sagde:

- Nå venner. Han spejdede henover vi andre, og gestikulerede. - Nu det stykke skov derude, sagde han, og ventede på at vi fik os drejet rundt.

- Hvad vil du sige, John, hvor langt er der derover - et par kilometer vel?

- Give and take.

Og inden John fik svaret, fortsatte han:

- Ser I de to høje graner, der rager op over det dér skov?

Ovenud af den smalle mørkning langt væk knejsede to kulsorte søjler mod lyset og himlen, som tusch på en blind mands armbind.

- Dem dér... - Kan I huske, når vi huggede om det?

- Arrrh for helvede Jens Erik. - Hva’ har du så fundet på? grinede John med termokanden, den med rom, ved munden.

– Ha, jo ser I: Én af os tre må afsted og op i toppen af én af de dér to graner, vi kan sige den venste. - Op og gi’ tegn. Så bliver de andre to hér og venter. – Kom så John. Os to først! Jens Erik rakte en knyttet næve frem mod John.

- Sten, saks…

 

EN MASKINMESTER - E INGENIØR OG JOHN

- Ha, ja jeg husker sgu nok, de ikke fik meget mælk ovre ved Johns og deres – nej mælk var der aldrig, når man kom forbi Johns og deres køleskab!

Jens Erik pegede efter John, og han gik frem og tilbage foran bænken og efterabede Johns krumme hjulben, og han råbte efter ham:

- For lidt kalk, John!

Men John reagerede ikke. Han havde tabt sten, saks og papir, så nu var han på vej over markerne i retning af de to høje graner. Hans skikkelse skrumpede langsomt i halvmørket foran os og smeltede i en ensformig og gentagende bevæglese.

John var på vej væk, men lidt endnu var han tilstede i stemningen. Vi havde vendt os på bænken med ryggen til fjorden, for at håne ham, og for at holde øje med om han snød. Aftalen var i lige linje, uanset hvad man stødte på af forhindringer undervejs.

Jeg vidste ikke hvordan med Jens Erik, men da John var gået, gik det op for mig, at nu var vi kun os to på bænken. Det var jo en helt ny vinkel. Efter fyrre år. Nyt og forfra, som da vi forlod sommerhuset og lisså forbandet stille. Bare værre. For nu hvor mørket begyndte at omfavne os, gjaldt en årtusinder gammel lov - loven fra før strømmen og elpæren. Vi måtte se på hinanden, for var der ikke andet at se på…

Hidtil havde sprutten fra termokanderne lamineret et fint lag imellem os, bundet os sammen som en lille flok. Nu væltede den mit fokus og truede med at gøre mig til et fjols. Og forbi mit ansigt fór lynet af en evig grundtone: - Mænd kan slå hinanden ihjel. Til enhver tid og ud af ingenting, og det sker jo. Osse lige nu et sted. I Liberia eller på en banegård, en hævet hånd til slag. Det sker, fordi det sagtens kan…

Jeg rømmede mig og rettede grundløst på et ærme, mens jeg i et blink skævede til Jens Erik. Det var, som tvang hans tunge øjenlåg hans blik nedad mod hænderne, der var brede og grå men tydelige nok mod hans bukseben. Hver en fure eller rynke i hans ansigt fyldtes med mørke, et langt livs nætter lå i disse fordybninger, gode som dårlige nætter, nætter i land og til havs, Jens Eriks nætter.

Jens Erik var ikke én af dem, der rejste væk, da vi andre i sin tid tog til studenterbyerne - vi, der forestillede os, vi skulle ud at regere. Skabt til noget større var vi, end de gader og kammeratskaber, der havde formet os. Ikke Jens Erik. Han blev. Og hele livet havde han sejlet, det vidste man. Nu sad han med overhånden her på en bænk på Fjordbakken, fordi jeg aldrig rigtig havde vidst, hvad hånd jeg gik og sad med, mig Leif, børnebibliotekaren…

- Naaa, bap bap, mon han finder det? sagde Jens Erik og skrabte i græsset under bænken med støvlen. Så måske havde Jens Erik det ligesom mig.

- Njaa, ha - Ja vi får se. - Men godt at vi to slap, hva’ Jens Erik!

Jeg lammedes over mig selv. Jens Erik kunne have set på mig og svaret: - Hvorfor er det godt, Leif?, og så havde jeg været færdig, skakmat for evigt.

Der var gået lang tid nok nu, til at vi kunne begynde at holde øje med et tegn. Der var ikke andet tilbage af dagen end en lav, bleg tynding mod vest, og vi kastede vores fælles blik ud over markerne, i den retning John var gået. Jens Erik rejse sig, og jeg mærkede et lille hop i bænken ved det.

– Nå, jeg går hen og pisser, og så lidt væk fra i mørket: - Dér for satan Leif! - Se, han gjorde det sgu!

Et sted væk i mørket, oppe og ude, flimrede et lille skarpt lys i vores retning.

- Ja fandme! Men pis nu ikke ned ad dig selv mand!

Nu var vi næsten så godt som tre igen…

 

NEMHEDEN VED AT VÆRE SAMMEN

Helst hvad, bøddel eller offer? Øksen hvisler, den ene dør, og den anden lever videre. I næste sekund er ham uden hoved måske ligeglad; bødlen derimod modtager og bevarer sin gave, for hans liv fortsætter jo. Gaven består i at han, modsat den hovedløse, kan nå at forbedre sig. Men får han det gjort?

Helt så dramatisk var situationen blandt os oppe på Fjordbakken naturligvis ikke, omend jeg, som tiden gik, begyndte at misunde John hans straffemarch.

Vi var tre, der havde sat hinanden stævne ved et sommerhus, godt fyrre år efter at øksen faldt over vores ubrydelige kammeratskab, og nu havde John, ingeniøren, tabt en gang sten, saks og papir. Og sejrherrerne, Jens Erik og mig, havde småberusede men elskeligt hånet ham, og sendt ham afsted mod toppen af et grantræ så langt væk, som man kunne se i skumringen.

Nu var det noget andet. Indtil John forsvandt over vintermarkerne, havde der brændt et usynligt blus af lethed og leg iblandt os, et venskabsbål. Vi havde teet os og kåde hikset omkring, uden at tænke det mindste på, hvor vi satte vores fødder, for de kunne umuligt sættes forkert. John havde endda, inden han stavrede afsted på sine hjulben, saluteret os med en flot braldreskid. Ud fra dens imponerende styrke og lyd havde jeg - skønt uden lægefagligt belæg - kvitteret med, at John da vist havde fasthed nok i afsættet til at holde sin prostata på toppen et par år endnu.

Jens Erik og mig var nu pludselig bare to, der sad som i et S-tog, og ventede på en tredje, og jeg mærkede en dorsk og tvær ædruelighed snige sig ind bag øjnene. Den fælles ild begyndte at ligne en bleg plasterfinger, og vi fornemmede det vist begge, men det var ingen skam, for mellem mennesker går tiden sjældent af sig selv. At sidde på en bænk i mørke og i tosomhed skal være født af begær eller af et ønske, i hvert fald kræver det, at man kender hinanden godt. Og gjorde vi egentlig det, mig og Jens Erik? - Uadskillelige var vi ja, indtil vi var sytten - og så? – Intet siden.

Mit forreste tankelag var flosset og utilpas, men i mit baghoved kværnede en underliggende bordun. - Hvorfor overhodet mødes, os tre, hvad havde jeg tænkt mig? Mig, Leif, der havde taget initiativet?

Jeg levede ganske vist relativt indholdsløst, sådan gennemsnitligt vel. Osse efter at jeg ikke længere var børnebibliotekar, men bare en slags bibliotekar. Men nu hvor jeg var blevet alene, havde jeg dog endelig fundet mig et jævnt og udramatisk leje, hvilket vel kan kaldes en slags indhold i sig selv? - Hvad nytte havde vi tre gamle røvhuller så af at mødes, nu hvor livet snart var gået, uden at vi undervejs havde gidet høre en tøddel til hinanden?

Den syttende april for snart fem år siden havde jeg kørt et barn ihjel ved et stoppested, en skolepige. Et brag - en frisk vind ind til mig gennem forruden, og jeg husker, at det første, jeg registrerede, var glasstumperne på instrumentbrættet, de lignede fine små iskrystaller. I tiden efter begyndte jeg at gå ture, som regel når det havde regnet, og jeg gik og reddede regnorme ind fra asfalten. Med en tandstik i jakkelommen, én jeg kunne få ind under dem, og forsigtigt lempe dem ud i rabatten. Det var på sådan en gåtur jeg havde fået ideen om, at vi skulle mødes, mig og John og Jens Erik.

 

EN LAMMER SKAL SIDDE FLADT

Vi havde det trægt og osse koldt, Jens Erik og mig, efter at have opholdt os på toppen af Fjordbakken en tre timers tid vel. Der sprang ikke mange gnister af snakken.

Fjordgusen sev ind over engen og videre opad; den blev til rim på træernes kviste, den lagde sig på den bare jord omkring vores fødder, den tindrede på hvert et spinkelt græsstrå. Og den lyste hvidt fra en tabt, forvredet smøgpakke, og stillede sig efter sit indviklede krystalsystem lodret på kanten af skiltet med henstillingen om ikke at smide sit affald.

Jens Erik stampede fødder, lavede trappegang op på bænken og ned igen, så jeg kom til at vippe op og ned, som et barn på en legeplads.
- Ligegodt satans, mumlede han, og spejdede i blinde. - Har han lagt sig til at sove, den hund!?

En svag rumlen fra fjorden begyndte at fylde luften over os. En stor coaster dukkede op; lysene på fjordens modsatte bred slukkedes bag den og tændtes igen, efterhånden som silhuetten gled forbi dem. Men stjernerne over Nørreland slukkedes ikke, og coasteren kom belejligt for os - som et emne.
- Ja de søkker, sagde Jens Erik - det skal de jo hér igennem. Det er træls at søkke, for man kommer jo ingen vegne. Men til søs ved man, at det ikke nytter at ha’ travlt, Leif, ellers kan man bare blive hjemme. - Man skal helvedes langt, javel, men ting ta’r tid, og et skib kommer aldrig til at sejle stærkt. Jeg havde rejst mig, og jeg strakte mig opad og lagde lidt til hver af mine ryghvirvler, for Jens Erik var et halvt hoved over mig, men det er jo de fleste. Han så skråt ned på mig: - Forstår du Leif - det vi hører er ikke så meget motorerne, ikke så stille som der er her, og han rakte to flade hænder frem for sig for at vise, hvor stille her var. - De søkker på lave omdrejninger - det sætter skrogpladerne i sving, og så: - Dunga-dunga... - Hører du Leif?
Ja ja, jeg hørte det. – Godt, så ved vi dét, Leif, sagde han, og selv med den smule ord var det klart, at Jens Erik hér fyrre år senere stadig var ham med overhånden.
- Ah, javel ja, så det er dét de gør – de søkker, sagde jeg, men i det samme lød et dødt tump mod den frosne jord bag os. Efterfulgt af Johns skraldgrin, og ud af mørket formedes hans skygge mod rimen. Og foran Jens Eriks og mine støvler lå et halvfordærvet rådyrhoved med trevler og et pænt stykke af halshvirvlerne stikkende ud.
- I helvede John! råbte Jens Erik - hvor fanden har du været? - På jagt?!
John snøftede gåfrisk og småforpustet og pegede kry ned på ådslet. - Bare lidt aftensmad folks. – Aftalen var jo i lige linje ikke? Så det var mig helt umuligt at undgå at jokke i fyren hér, jeg måtte jo ikke gå udenom ham, vel? - Men altså, kæææft en strabads. - Et par kilometer, min røv! - Der er mindst fire hver vej!
Johns øjne lyste i gavtyvfjæset. Han havde endnu ikke helt fået brugt adrenalinen, og modsat os andre havde han jo været i gang.

John rakte ud efter begge termokanderne med sprut, og vi røg og vi genskabte vores treenighed, drillede hinanden med dét med afstanden over markerne til de to graner. Og vi hånede Johns kondition. - Ha, ja og så på de dér satans til skæve stænger, galede jeg, og pegede ham ned ad benene. Sekundet efter modtog jeg en kammeratlig og velfortjent skulderlammer fra venstre, og den landede planmæssigt fladt udefra, sådan som en lammer skal.

John var kejthåndet, og en mand mister aldrig sit hug, hvis han én gang har fundet ind til det.

 

MIT HOVED SAD IKKE LÆNGERE I MIDTEN

- Hmmm… Sig mig er du faldet eller hvad? sagde hun.
Læge, og hendes navn stod på brystskiltet. Hun satte sig på en spinkel klinikstol overfor mig, en af dem med hjul. Så rullede hun helt hen til mig og åbnede sine lysegrønne hospitalslår som en vifte, for at komme tæt på, spredte dem på hver sin side af mine, så mine knæ gav et spjæt indad, idet vi rørtes. Hun lagde en hånd på siden af hver af mine skuldre, som for at formane mig. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, for ikke i hendes øjne, og slet ikke ned i det nederste af mit synsfelt, til hendes skridt med antydning af de to små buler, som et par lodrette bløde pølsebrød under det tynde stof.

Hun vurderede mig fra skulder til skulder, og så kiggede hun mig direkte i ansigtet, og jeg nåede at se hendes pupiller forandre sig. Hun havde jo spurgt mig om noget.
- Nej, det var bare en lammer, sagde jeg, og ved dét fløj tanker tydeligvis igennem hende, som om hun holdt en hovedrysten tilbage.Så rullede hun scenevant retur til skærmen på skrivebordet.
Jeg ledte efter lyde, man forventer at høre på et sygehus, men de var der ikke, kun den objektive duft af renhed og medicin.
- En lammer, siger du? Hun skrev på sit tastatur, og i lidt nede i et dokumentet med linjer og rubrikker skrev hun ”lammer”, og kiggede på ordet. Så slettede hun det og skrev ”vold”, det så jeg.     
- En lammer, javel - altså et slag?
Nu tænkte hun på min alder. Og på socialgrupper, drikkelag, og slagsmål. Hun rullede hen til mig igen og landede atter sine bløde lysegrønne molehoveder mod mine knæ. Hun lukkede hånden som en blød kop omkring det ødelagte skulderled. Det var rart og trøstende, og jeg lod mine ben falde en anelse til ro imod hendes inderlår.
- Og den lammer har ødelagt din skulder, ved du det? - Har du anmeldt det?
- Nej nej - det var skam en venskabelig lammer, sagde jeg, og så skulle jeg hæve højre arm mod loftet, men den vil ikke længere end til lidt under vandret.

Hun var ret korthåret, ikke herre-klip, som jeg ikke kan fordrage. Fordi det signalerer glædens og lystens tab - overgivelse til det praktiske. Men ret korthåret, og måske osse farvet, i hvert fald ud fra øjenbrynene, skønt dem farver de jo osse, det lykkes bare aldrig helt…

Jeg havde mærket det med det samme. Noget var galt. Og jeg forbandede det, for det skyldtes den satans alder. Forfald. Vævet er ikke til det længere, ikke kød nok på benene. Noget gik i stykker derinde. Og John? Han satte den lammer, nøjagtig som han skulle, ikke noget dér. Den faldt som en diktatorisk dom, prompte eksekveret, et hædersmærke man kun tildeler et menneske i kammeratskabets inderste kerne. Lammeren spørger ikke om lov. Han ta’r sig retten, hugger, og bagefter griner han sammen med den lammede.
Men resten af natten hang armen, og næste dag, da jeg så mig i spejlet, var det som om mit hoved havde rykket sig ud til siden, det sad ikke længere i midten.


Vi havde tændt ild. Hev og sled tørre grene af en enebær, knækkede en død hegnspæl, og der blussede vinterbål, som der har gjort masser af gange på Fjordbakken, før mennesker blev bange for tændstikken.
– I helvede! - Kommer der nogen og brokker sig, er vi jo mindst dobbelt så gamle som dem, brølede Jens Erik, mens han vred veddet om på en vintertør hyld lidt væk. Men jeg kunne ikke knække noget, min arm var død, så jeg spillede for fuld til det praktiske - nøjedes med at huje og te mig henne ved ilden. Uden at nævne noget.


Der kom ingen. Ingen almindelige mennesker i hvert fald, men politiet kom, for dem havde almindelige mennesker ringet til nede fra deres vindueskarme i sommerhusene. To knægte i alt for lidt uniformstøj, patruljevognsmondering, hele vejen op på Fjordbakken i skolet og indlært alvor. De virkede nærmest forlegne…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C