Olsen skriver ligeud - Del 6 - Mit hoved sad ikke længere i midten

- Hmmm… Sig mig er du faldet eller hvad? sagde hun.
Læge, og hendes navn stod på brystskiltet. Hun satte sig på en spinkel klinikstol overfor mig, en af dem med hjul. Så rullede hun helt hen til mig og åbnede sine lysegrønne hospitalslår som en vifte, for at komme tæt på, spredte dem på hver sin side af mine, så mine knæ gav et spjæt indad, idet vi rørtes. Hun lagde en hånd på siden af hver af mine skuldre, som for at formane mig. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen, for ikke i hendes øjne, og slet ikke ned i det nederste af mit synsfelt, til hendes skridt med antydning af de to små buler, som et par lodrette bløde pølsebrød under det tynde stof.
Hun vurderede mig fra skulder til skulder, og så kiggede hun mig direkte i ansigtet, og jeg nåede at se hendes pupiller forandre sig. Hun havde jo spurgt mig om noget.
- Nej, det var bare en lammer, sagde jeg, og ved dét fløj tanker tydeligvis igennem hende, som om hun holdt en hovedrysten tilbage.Så rullede hun scenevant retur til skærmen på skrivebordet.
Jeg ledte efter lyde, man forventer at høre på et sygehus, men de var der ikke, kun den objektive duft af renhed og medicin.
- En lammer, siger du? Hun skrev på sit tastatur, og i lidt nede i et dokumentet med linjer og rubrikker skrev hun ”lammer”, og kiggede på ordet. Så slettede hun det og skrev ”vold”, det så jeg.     
- En lammer, javel - altså et slag?
Nu tænkte hun på min alder. Og på socialgrupper, drikkelag, og slagsmål. Hun rullede hen til mig igen og landede atter sine bløde lysegrønne molehoveder mod mine knæ. Hun lukkede hånden som en blød kop omkring det ødelagte skulderled. Det var rart og trøstende, og jeg lod mine ben falde en anelse til ro imod hendes inderlår.
- Og den lammer har ødelagt din skulder, ved du det? - Har du anmeldt det?
- Nej nej - det var skam en venskabelig lammer, sagde jeg, og så skulle jeg hæve højre arm mod loftet, men den vil ikke længere end til lidt under vandret.
Hun var ret korthåret, ikke herre-klip, som jeg ikke kan fordrage. Fordi det signalerer glædens og lystens tab - overgivelse til det praktiske. Men ret korthåret, og måske osse farvet, i hvert fald ud fra øjenbrynene, skønt dem farver de jo osse, det lykkes bare aldrig helt…

Jeg havde mærket det med det samme. Noget var galt. Og jeg forbandede det, for det skyldtes den satans alder. Forfald. Vævet er ikke til det længere, ikke kød nok på benene. Noget gik i stykker derinde. Og John? Han satte den lammer, nøjagtig som han skulle, ikke noget dér. Den faldt som en diktatorisk dom, prompte eksekveret, relojes de imitacion et hædersmærke man kun tildeler et menneske i kammeratskabets inderste kerne. Lammeren spørger ikke om lov. Han ta’r sig retten, hugger, og bagefter griner han sammen med den lammede.

Men resten af natten hang armen, og næste dag, da jeg så mig i spejlet, var det som om mit hoved havde rykket sig ud til siden, det sad ikke længere i midten.
Vi havde tændt ild. Hev og sled tørre grene af en enebær, knækkede en død hegnspæl, og der blussede vinterbål, som der har gjort masser af gange på Fjordbakken, før mennesker blev bange for tændstikken.
– I helvede! - Kommer der nogen og brokker sig, er vi jo mindst dobbelt så gamle som dem, brølede Jens Erik, mens han vred veddet om på en vintertør hyld lidt væk. Men jeg kunne ikke knække noget, min arm var død, så jeg spillede for fuld til det praktiske - nøjedes med at huje og te mig henne ved ilden. Uden at nævne noget.
Der kom ingen. Ingen almindelige mennesker i hvert fald, men politiet kom, for dem havde almindelige mennesker ringet til nede fra deres vindueskarme i sommerhusene. To knægte i alt for lidt uniformstøj, patruljevognsmondering, hele vejen op på Fjordbakken i skolet og indlært alvor. De virkede nærmest forlegne…

Nyhedsarkiv »