Olsen skriver ligeud - Del 5 - En lammer skal sidde fladt

Vi havde det trægt og osse koldt, Jens Erik og mig, efter at have opholdt os på toppen af Fjordbakken en tre timers tid vel. Der sprang ikke mange gnister af snakken.

Replica Watches Fjordgusen sev ind over engen og videre opad; den blev til rim på træernes kviste, den lagde sig på den bare jord omkring vores fødder, den tindrede på hvert et spinkelt græsstrå. Og den lyste hvidt fra en tabt, forvredet smøgpakke, og stillede sig efter sit indviklede krystalsystem lodret på kanten af skiltet med henstillingen om ikke at smide sit affald.

Jens Erik stampede fødder, lavede trappegang op på bænken og ned igen, så jeg kom til at vippe op og ned, som et barn på en legeplads.
- Ligegodt satans, mumlede han, og spejdede i blinde. - Har han lagt sig til at sove, den hund!?

En svag rumlen fra fjorden begyndte at fylde luften over os. En stor coaster dukkede op; lysene på fjordens modsatte bred slukkedes bag den og tændtes igen, efterhånden som silhuetten gled forbi dem. Men stjernerne over Nørreland slukkedes ikke, og coasteren kom belejligt for os - som et emne.
- Ja de søkker, sagde Jens Erik - det skal de jo hér igennem. Det er træls at søkke, for man kommer jo ingen vegne. Men til søs ved man, at det ikke nytter at ha’ travlt, Leif, ellers kan man bare blive hjemme. - Man skal helvedes langt, javel, men ting ta’r tid, og et skib kommer aldrig til at sejle stærkt. Jeg havde rejst mig, og jeg strakte mig opad og lagde lidt til hver af mine ryghvirvler, for Jens Erik var et halvt hoved over mig, men det er jo de fleste. Han så skråt ned på mig: - Forstår du Leif - det vi hører er ikke så meget motorerne, ikke så stille som der er her, og han rakte to flade hænder frem for sig for at vise, hvor stille her var. - De søkker på lave omdrejninger - det sætter skrogpladerne i sving, og så: - Dunga-dunga... - Hører du Leif?
Ja ja, jeg hørte det. – Godt, så ved vi dét, Leif, sagde han, og selv med den smule ord var det klart, at Jens Erik hér fyrre år senere stadig var ham med overhånden.
- Ah, javel ja, så det er dét de gør – de søkker, sagde jeg, men i det samme lød et dødt tump mod den frosne jord bag os. Efterfulgt af Johns skraldgrin, og ud af mørket formedes hans skygge mod rimen. Og foran Jens Eriks og mine støvler lå et halvfordærvet rådyrhoved med trevler og et pænt stykke af halshvirvlerne stikkende ud.
- I helvede John! råbte Jens Erik - hvor fanden har du været? - På jagt?!
John snøftede gåfrisk og småforpustet og pegede kry ned på ådslet. - Bare lidt aftensmad folks. – Aftalen var jo i lige linje ikke? Så det var mig helt umuligt at undgå at jokke i fyren hér, jeg måtte jo ikke gå udenom ham, vel? - Men altså, kæææft en strabads. - Et par kilometer, min røv! - Der er mindst fire hver vej!
Johns øjne lyste i gavtyvfjæset. Han havde endnu ikke helt fået brugt adrenalinen, og modsat os andre havde han jo været i gang.

John rakte ud efter begge termokanderne med sprut, og vi røg og vi genskabte vores treenighed, drillede hinanden med dét med afstanden over markerne til de to graner. Og vi hånede Johns kondition. - Ha, ja og så på de dér satans til skæve stænger, galede jeg, og pegede ham ned ad benene. Sekundet efter modtog jeg en kammeratlig og velfortjent skulderlammer fra venstre, og den landede planmæssigt fladt udefra, sådan som en lammer skal.

John var kejthåndet, og en mand mister aldrig sit hug, hvis han én gang har fundet ind til det.

Nyhedsarkiv »