Koncerter
Bagom sangen...

Skal man være udhvilet når man dør?
I Carsten Jensen's bog fra 1985, citeres en gammel dame, på sit dødsleje. - Nu skal jeg dø, og jeg har endda været i radioen, siger hun. Vi har haft, hvad vi kan kalde moderne medier - hvilket for mi...

Skal man være udhvilet når man dør?

I Carsten Jensen's bog fra 1985, citeres en gammel dame, på sit dødsleje. - Nu skal jeg dø, og jeg har endda været i radioen, siger hun.
Vi har haft, hvad vi kan kalde moderne medier - hvilket for mig vil sige mange, trykte, levende, dagligt udkommende - at medierne er blevet virkeligheden, og vi er blevet dem, der betragter medierne, og hvad de serverer for os. Altså vores virkelighed skabes mere af medierne, end vores virkeligheden beskrives, af disse.
Har det ikke været i fjernsynet, findes det ikke...
Samtidig er grænserne mellem fiktion, beskrevet virkelighed, dokumentar - og ren underholdning, forlængst udvandede.

Det gør noget ved vores måde at se verden på. Og når endelig man fanger en længe udskældt diktator, som Saddam, har vi via uendelige, tendentiøst vinklede tv-reportager, opbygget en diffus vrede og afsky mod ham, som får os til, ikke blot at labbe hans hængning i os - men osse at acceptere dét vi ser, som klonet dokumentar, sandhed, og underholdning. Fladskærmen er jo den samme, uanset, hvad vi ser på, og sofaen - og ungerne, der kigger med.
Vi fik første gang fjernsyn, lige i de dage, hvor den første Kennedy, blev skudt. Det var sådan set OK med mig, for jeg var dødeligt forelsket i Gitte Hænning, og hende viste de osse. Hun sang, Tag en gammel sweater På... Jeg var overbevist om, at havde den gamle ikke købt dét apparat, havde præsidenten været i live endnu. Men så havde jeg ikke haft min Gitte...

Gå til sang

Ord

Taberens Søn

Olsen skriver ligeud - Del 4 - Nemheden ved at være sammen

14.03.2021

Helst hvad, bøddel eller offer? Øksen hvisler, den ene dør, og den anden lever videre. I næste sekund er ham uden hoved måske ligeglad; bødlen derimod modtager og bevarer sin gave, for hans liv fortsætter jo. Gaven består i at han, modsat den hovedløse, kan nå at forbedre sig. Men får han det gjort?

Helt så dramatisk var situationen blandt os oppe på Fjordbakken naturligvis ikke, omend jeg, som tiden gik, begyndte at misunde John hans straffemarch.

Vi var tre, der havde sat hinanden stævne ved et sommerhus, godt fyrre år efter at øksen faldt over vores ubrydelige kammeratskab, og nu havde John, ingeniøren, tabt en gang sten, saks og papir. Og sejrherrerne, Jens Erik og mig, havde småberusede men elskeligt hånet ham, og sendt ham afsted mod toppen af et grantræ så langt væk, som man kunne se i skumringen.

Nu var det noget andet. Indtil John forsvandt over vintermarkerne, havde der brændt et usynligt blus af lethed og leg iblandt os, et venskabsbål. Vi havde teet os og kåde hikset omkring, uden at tænke det mindste på, hvor vi satte vores fødder, for de kunne umuligt sættes forkert. John havde endda, inden han stavrede afsted på sine hjulben, saluteret os med en flot braldreskid. Ud fra dens imponerende styrke og lyd havde jeg - skønt uden lægefagligt belæg - kvitteret med, at John da vist havde fasthed nok i afsættet til at holde sin prostata på toppen et par år endnu.

Jens Erik og mig var nu pludselig bare to, der sad som i et S-tog, og ventede på en tredje, og jeg mærkede en dorsk og tvær ædruelighed snige sig ind bag øjnene. Den fælles ild begyndte at ligne en bleg plasterfinger, og vi fornemmede det vist begge, men det var ingen skam, for mellem mennesker går tiden sjældent af sig selv. At sidde på en bænk i mørke og i tosomhed skal være født af begær eller af et ønske, i hvert fald kræver det, at man kender hinanden godt. Og gjorde vi egentlig det, mig og Jens Erik? - Uadskillelige var vi ja, indtil vi var sytten - og så? – Intet siden.

Mit forreste tankelag var flosset og utilpas, men i mit baghoved kværnede en underliggende bordun. - Hvorfor overhodet mødes, os tre, hvad havde jeg tænkt mig? Mig, Leif, der havde taget initiativet?

Jeg levede ganske vist relativt indholdsløst, sådan gennemsnitligt vel. Osse efter at jeg ikke længere var børnebibliotekar, men bare en slags bibliotekar. Men nu hvor jeg var blevet alene, havde jeg dog endelig fundet mig et jævnt og udramatisk leje, hvilket vel kan kaldes en slags indhold i sig selv? - Hvad nytte havde vi tre gamle røvhuller så af at mødes, nu hvor livet snart var gået, uden at vi undervejs havde gidet høre en tøddel til hinanden?

Den syttende april for snart fem år siden havde jeg kørt et barn ihjel ved et stoppested, en skolepige. Et brag - en frisk vind ind til mig gennem forruden, og jeg husker, at det første, jeg registrerede, var glasstumperne på instrumentbrættet, de lignede fine små iskrystaller. I tiden efter begyndte jeg at gå ture, som regel når det havde regnet, og jeg gik og reddede regnorme ind fra asfalten. Med en tandstik i jakkelommen, én jeg kunne få ind under dem, og forsigtigt lempe dem ud i rabatten. Det var på sådan en gåtur jeg havde fået ideen om, at vi skulle mødes, mig og John og Jens Erik.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C