Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

Ord

Balladen Om Rosa

Olsen skriver ligeud - Del 4 - Nemheden ved at være sammen

14.03.2021

Helst hvad, bøddel eller offer? Øksen hvisler, den ene dør, og den anden lever videre. I næste sekund er ham uden hoved måske ligeglad; bødlen derimod modtager og bevarer sin gave, for hans liv fortsætter jo. Gaven består i at han, modsat den hovedløse, kan nå at forbedre sig. Men får han det gjort?

Helt så dramatisk var situationen blandt os oppe på Fjordbakken naturligvis ikke, omend jeg, som tiden gik, begyndte at misunde John hans straffemarch.

Vi var tre, der havde sat hinanden stævne ved et sommerhus, godt fyrre år efter at øksen faldt over vores ubrydelige kammeratskab, og nu havde John, ingeniøren, tabt en gang sten, saks og papir. Og sejrherrerne, Jens Erik og mig, havde småberusede men elskeligt hånet ham, og sendt ham afsted mod toppen af et grantræ så langt væk, som man kunne se i skumringen.

Nu var det noget andet. Indtil John forsvandt over vintermarkerne, havde der brændt et usynligt blus af lethed og leg iblandt os, et venskabsbål. Vi havde teet os og kåde hikset omkring, uden at tænke det mindste på, hvor vi satte vores fødder, for de kunne umuligt sættes forkert. John havde endda, inden han stavrede afsted på sine hjulben, saluteret os med en flot braldreskid. Ud fra dens imponerende styrke og lyd havde jeg - skønt uden lægefagligt belæg - kvitteret med, at John da vist havde fasthed nok i afsættet til at holde sin prostata på toppen et par år endnu.

Jens Erik og mig var nu pludselig bare to, der sad som i et S-tog, og ventede på en tredje, og jeg mærkede en dorsk og tvær ædruelighed snige sig ind bag øjnene. Den fælles ild begyndte at ligne en bleg plasterfinger, og vi fornemmede det vist begge, men det var ingen skam, for mellem mennesker går tiden sjældent af sig selv. At sidde på en bænk i mørke og i tosomhed skal være født af begær eller af et ønske, i hvert fald kræver det, at man kender hinanden godt. Og gjorde vi egentlig det, mig og Jens Erik? - Uadskillelige var vi ja, indtil vi var sytten - og så? – Intet siden.

Mit forreste tankelag var flosset og utilpas, men i mit baghoved kværnede en underliggende bordun. - Hvorfor overhodet mødes, os tre, hvad havde jeg tænkt mig? Mig, Leif, der havde taget initiativet?

Jeg levede ganske vist relativt indholdsløst, sådan gennemsnitligt vel. Osse efter at jeg ikke længere var børnebibliotekar, men bare en slags bibliotekar. Men nu hvor jeg var blevet alene, havde jeg dog endelig fundet mig et jævnt og udramatisk leje, hvilket vel kan kaldes en slags indhold i sig selv? - Hvad nytte havde vi tre gamle røvhuller så af at mødes, nu hvor livet snart var gået, uden at vi undervejs havde gidet høre en tøddel til hinanden?

Den syttende april for snart fem år siden havde jeg kørt et barn ihjel ved et stoppested, en skolepige. Et brag - en frisk vind ind til mig gennem forruden, og jeg husker, at det første, jeg registrerede, var glasstumperne på instrumentbrættet, de lignede fine små iskrystaller. I tiden efter begyndte jeg at gå ture, som regel når det havde regnet, og jeg gik og reddede regnorme ind fra asfalten. Med en tandstik i jakkelommen, én jeg kunne få ind under dem, og forsigtigt lempe dem ud i rabatten. Det var på sådan en gåtur jeg havde fået ideen om, at vi skulle mødes, mig og John og Jens Erik.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C