Olsen skriver ligeud - Del 3 - En maskinmester - en ingeniør, og Leif
07.03.2021
- Ha, ja jeg husker sgu nok, de ikke fik meget mælk ovre ved Johns og deres – nej mælk var der aldrig, når man kom forbi Johns og deres køleskab!
Jens Erik pegede efter John, og han gik frem og tilbage foran bænken og efterabede Johns krumme hjulben, og han råbte efter ham:
- For lidt kalk, John!
Men John reagerede ikke. Han havde tabt sten, saks og papir, så nu var han på vej over markerne i retning af de to høje graner. Hans skikkelse skrumpede langsomt i halvmørket foran os og smeltede i en ensformig og gentagende bevæglese.
John var på vej væk, men lidt endnu var han tilstede i stemningen. Vi havde vendt os på bænken med ryggen til fjorden, for at håne ham, og for at holde øje med om han snød. Aftalen var i lige linje, uanset hvad man stødte på af forhindringer undervejs.
Jeg vidste ikke hvordan med Jens Erik, men da John var gået, gik det op for mig, at nu var vi kun os to på bænken. Det var jo en helt ny vinkel. Efter fyrre år. Nyt og forfra, som da vi forlod sommerhuset og lisså forbandet stille. Bare værre. For nu hvor mørket begyndte at omfavne os, gjaldt en årtusinder gammel lov - loven fra før strømmen og elpæren. Vi måtte se på hinanden, for var der ikke andet at se på…
Hidtil havde sprutten fra termokanderne lamineret et fint lag imellem os, bundet os sammen som en lille flok. Nu væltede den mit fokus og truede med at gøre mig til et fjols. Og forbi mit ansigt fór lynet af en evig grundtone: - Mænd kan slå hinanden ihjel. Til enhver tid og ud af ingenting, og det sker jo. Osse lige nu et sted. I Liberia eller på en banegård, en hævet hånd til slag. Det sker, fordi det sagtens kan…
Jeg rømmede mig og rettede grundløst på et ærme, mens jeg i et blink skævede til Jens Erik. Det var, som tvang hans tunge øjenlåg hans blik nedad mod hænderne, der var brede og grå orologi replica men tydelige nok mod hans bukseben. Hver en fure eller rynke i hans ansigt fyldtes med mørke, et langt livs nætter lå i disse fordybninger, gode som dårlige nætter, nætter i land og til havs, Jens Eriks nætter.
Jens Erik var ikke én af dem, der rejste væk, da vi andre i sin tid tog til studenterbyerne - vi, der forestillede os, vi skulle ud at regere. Skabt til noget større var vi, end de gader og kammeratskaber, der havde formet os. Ikke Jens Erik. Han blev. Og hele livet havde han sejlet, det vidste man. Nu sad han med overhånden her på en bænk på Fjordbakken, fordi jeg aldrig rigtig havde vidst, hvad hånd jeg gik og sad med, mig Leif, børnebibliotekaren…
- Naaa, bap bap, mon han finder det? sagde Jens Erik og skrabte i græsset under bænken med støvlen. Så måske havde Jens Erik det ligesom mig.
- Njaa, ha - Ja vi får se. - Men godt at vi to slap, hva’ Jens Erik!
Jeg lammedes over mig selv. Jens Erik kunne have set på mig og svaret: - Hvorfor er det godt, Leif?, og så havde jeg været færdig, skakmat for evigt.
Der var gået lang tid nok nu, til at vi kunne begynde at holde øje med et tegn. Der var ikke andet tilbage af dagen end en lav, bleg tynding mod vest, og vi kastede vores fælles blik ud over markerne, i den retning John var gået. Jens Erik rejse sig, og jeg mærkede et lille hop i bænken ved det.
– Nå, jeg går hen og pisser, og så lidt væk fra i mørket: - Dér for satan Leif! - Se, han gjorde det sgu!
Et sted væk i mørket, oppe og ude, flimrede et lille skarpt lys i vores retning.
- Ja fandme! Men pis nu ikke ned ad dig selv mand!
Nu var vi næsten så godt som tre igen… Nyhedsarkiv »
|
