Koncerter
Bagom sangen...

Gajo
Efter debut'en med Norlan, i '89, måtte der gerne komme en plade, der ikke bare fik masser af fede anmeldelser, men som osse ku' spilles i radioen. - Mindre vendsysselsk mumleri, særhed - og kauterv...

Gajo

Efter debut'en med Norlan, i '89, måtte der gerne komme en plade, der ikke bare fik masser af fede anmeldelser, men som osse ku' spilles i radioen.
- Mindre vendsysselsk mumleri, særhed - og kautervælsk, tak!
Nogenlunde sådan fornemmede jeg mit pladeselskabs opfattelse af tingene, og deres kontraktlige fremtid, med mig, dét efterår.

Jeg var blevet optaget af dét med sigøjnere, fordi jeg havde læst en bog om cirkus og tivoli-folk - de rejsende, i forbindelse med at jeg researchede til min sang om Tårnspringeren, Jimmie Jamieson.
Gajo er roma - sigøjnersprog - for dét, der ikke er sigøjner, min fars cykel, for eksempel. Derfor tog han altid, ikke bare sin cykel men osse sine træsko indendørs, hvis rygtet gik, at nu var der nu sigøjnertrup, der havde slået sig ned på Havmarken, tæt på havnen. - Han var, som de fleste mænd i byen, sikker på, at blev der stjålet for eksempel 70 cykler og 35 par træsko, henover en weekend - så var det sigøjnertruppen, på måske i alt 12 - 14 mennesker, der stod bag hele forbrydelsen.
Det er så dét, sangen handler om. - Lukketheden og fremmed-forskrækkelsen, og alt dét hejs...

Da vi lavede videoen til sangen, i og omkring en gammel flyver-hangar fra krigen, udenfor Frederikshavn, dukkede den gamle ikke desto mindre op, i sin lille hjemmemalede, røde Morris Mascot-stationcar, med kæmpe-store hvide bogstaver henad siden, hvor der stod GAJO. Det var hans ultimative støtte og accept af knægten...

Lyden, musikken på sangen, udsprang af at jeg på dét tidspunkt, guitar-mæssigt var optaget af, dels omstemning, væk fra guitarens normale stemning (hér er H-strengen stemt ned til A) - og som altid, optaget af Pete Townshend's akustiske power-spil.
80'erne hadede - eller bare ignorerede totalt, den akustiske guitar, undtagen i nogle singer-songwriter-nicher. - Det var plastic-keyboards, oversavede t-shirts, og synthesizers, det hele. Undtagen good ol' Pete! Han fik som altid det totale punk-raseri ud af sin Gibson J-200. - Yesss!!

Når jeg i dag hører Gajo tænker jeg - dens kvaliteter som sang, ufortalt - Olsen, hvor gik det lige galt dér? - Men intentionen var der...

Gå til sang

Ord

Miriam

Olsen skriver ligeud - Del 2 - At holde øje med en fjord

28.02.2021

OLSEN SKRIVER LIGEUD

DEL 2:6 - 'AT HOLDE ØJE MED EN FJORD'

-----------------------------------------------------

Tre mænd på en bænk, mere end midaldrende.

Er der mon noget som helst godt ved alderdommen? Måske. Men sikkert kun ved at være i begyndelsen af den, skønt selv dét ved man vel ikke meget om endnu? - Hvilket i sig selv jo er godt, altså at der trods alt er noget, man endnu ikke ved, omend man ved meget. Blandt andet ved man, at man ikke skal regne med at blive meget klogere, uanset hvor dum man har været. Eller regne med at blive til et bedre menneske, hvis man altid har været et dumt svin. Og som de fleste ved man, at man nok er lidt for tung, men - endnu da - hverken omsorgs-tung eller helt overflødig. - He he, fra tung til omsorgs-tung, ja ja…

Fedt at kunne sidde hér og lune sig ved disse ting, svøbt i løgnen om at vi selv stadig var langt væk fra selve alderdommen. Og vi sad og drak. Fernet Branca og lunken rom i to termokander, retfærdigt placerede på jorden foran os. Midt for, ude af ejermænds hænder.

- Tredive igen? - Fandme nej. Alt det lort, man så skulle til at igennem, neeej…

Nogenlunde sådan kunne vores samvær på toppen af Fjordbakken sammenfattes. Tilsammen et par hunderde års erfaring. Mulighed for at snakke om kvinder, helbred, synspunkter og drage konklusioner - acceptable som tvivlsomme, anekdoterne, og så selvfølgelig de fælles minder, efter fyrre års udviskende fygning.

- Joh, der var såmænd nok at ta’ fat på. Så meget, at der opstod en usynlig ed mellem os om at lade være. Om at holde igen og nøjes med det indledende fremfor at kaste sig ud i noget af det større. - Herregud, det er fint som det er, nu bare sidde.

- Ræk mig termoen.

Og måske mærkede vi, at netop denne ed cementerede rigtigheden i, at det var netop os tre, der nu mødtes hér fyrre år senere.

Solen var næsten væk bag Malles bakke i sydvest, og væk fra vores rygge, men vi var jo klædt på. Og den lave kant af gult vinterlys lagde an til sin daglige overraskelse; den ville holde ud, længere end man skulle tro, inden det rigtigt blev mørkt.

Nede foran os var fjorden blevet sort og død. Den faldt i ét med Nørreland ovre på modsatte side, og der kom lys i vinduerne i de spredte bebyggelser derovre. Og over dem, prikker af lys meget længere væk, stjerner som besværligt blinkede sig vej gennem luftens mærkelige stof. Og jeg tænkte, at dén fysik behøvede vi ikke John, ingeniøren, til at forklare os.

Vi sad og så ud over fjorden, som var det en opgave, vi havde påtaget os. At holde øje med den.

Så rejste Jens Erik sig, og han sagde:

- Nå venner. Han spejdede henover vi andre, og gestikulerede. - Nu det stykke skov derude, sagde han, og ventede på at vi fik os drejet rundt.

- Hvad vil du sige, John, hvor langt er der derover - et par kilometer vel?

- Give and take.

Og inden John fik svaret, fortsatte han:

- Ser I de to høje graner, der rager op over det dér skov?

Ovenud af den smalle mørkning langt væk knejsede to kulsorte søjler mod lyset og himlen, som tusch på en blind mands armbind.

- Dem dér... - Kan I huske, når vi huggede om det?

- Arrrh for helvede Jens Erik. - Hva’ har du så fundet på? grinede John med termokanden, den med rom, ved munden.

– Ha, jo ser I: Én af os tre må afsted og op i toppen af én af de dér to graner, vi kan sige den venste. - Op og gi’ tegn. Så bliver de andre to hér og venter. – Kom så John. Os to først! Jens Erik rakte en knyttet næve frem mod John.

- Sten, saks…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C