Tilfældigt strejfet
Skrev jeg faktisk ved min mors spisebord, omkring '97. Det var en formiddag - mor var i gang med snitter, i køkkenet, og den gamle var ude i skuret for at ryge.
Eller rettere, jeg skrev de første linier - det er dem, der afgør, om der er en sang hér eller ej.
Så kom Mutti og sagde, nu skulle der dækkes bord, så nu ku' jeg ikke sidder hér og hænge længere...
Jeg sad og kiggede ud gennem min barndoms køkken-vindue, på den fuldstændig uforandrede udsigt. Eternit-tage, der efterhånden ku' trænge til en højtryks-renser. Flagstangen, og længst væk, forbrændingens høje, gule skorsten.
Min gade ser ud, som den altid har gjort, Andersens plankeværk ku' stadig godt trænge til nye søm - og brædder... Men vejtræerne bliver ikke mishandlet, og plantet om, hvert forår, som i min tid. - Der er ingen, der skærer i dem eller hakker dem i stykker, kids'ene, der skal sørge for den slags, er på diagnoser og Ritalin - så det...
Så slog det mig, at visse steder i denne by kan en kat godt ligge og dø, uden den store virak. Folk ville glo lidt, og gå videre, for at passe deres. Ikke som hvis den lå og døde midt på strøget, i København. Det er ikke nødvendigvis noget dårligt, ikke dyreplageri - bare en grundlæggende, intuitiv ro omkring uforanderlige livsvilkår.
- Hva' skriver du om? spurgte min mor. - Nåhr, det var bare lidt om husdyr...
Gå til sang
