Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

G� til sang

Ord

hasp
lukkeanordning til vindue

Tourdagbog uge 6

15.04.2013

Denne uge bød i aller-herligste grad på det mindste og det største.

Vi startede i Bønnehuset i Mygdal – det fineste lille lokale, nænsomt restaureret og bevaret, med ånden af al dén ånd disse vægge har været vært for gennem årene. Det var næsten som et overgreb at bruge højttalere i det ydmyge rum. Det blev en mindeværdig aften.

Dagen efter var vi så kommet hele 15 – 17 kilometer længere sydpå, til Tårs. I det centrale fastlands-Vendsyssel. En by med stolte fodboldtraditioner, ved jeg, for jeg kender Mogens Krogh, den tidligere landsholdsmålmand – og jeg mener, han har haft sin gang dér – eller osse husker jeg bare forkert…

Igen skønt at møde arrangører, der som det mest naturlige titulerer sine omgivelser på klingende dialekt – og igen en fantastisk aften.

Vi fik besøg af min gode pal, Viggo Sommer, der lige hoppede i Mitsubishi’en og var nordgående, fra Risskov. Viggo og jeg nappede så lige én af vore lange natte-snakke, på hotellet i Aalborg, hvilket altid bringer os en bette snas videre…

Lørdag skulle den ”store” koncert så løbe af stabelen. Thisted Theater, med plads til over 500, er det største sted på Verdensturnéen. Jeg har spillet der mange gange og føler mig meget priviligeret over at ”ha’ hjemme”  blandt 100 år gamle teater-plakater i det imponerende, gamle backstage – eller sminkerum som det nok hed dengang.

Thisted Theater var fyldt til randen – og ude af vane med de store sale skulle jeg lige vænne mig til, at der osse sidder mennesker på balkonerne. Det gør der ikke i Jerup forsamlingshus og vist heller ikke på Høk Ei’ i Tolne.

Det var en fantastisk aften – og et nærmest stamme-entusiastisk publikum, som bar både mig og hele aftenen frem. At vi en halv time før koncertstart – vi er Danmark – for første gang nogensinde havde slået Rusland i ishockey (3- 2 efter forlænget), gav bare lige det sidste. For mig i hvert fald…

Næste weekend – Egholm, Sæby – og endnu et gensyn med Per og Pelle på Den Gule, i Hirtshals. Det bliver – jøwt!

Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C