Koncerter
Bagom sangen...

Rolig rolex
Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så st...

Rolig rolex

Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så står der helt automatisk nogle eksistentielle spørgsmål, og skraber på éns dør, når man uvægerligt må til at kalde sig voksen... Det gør der faktisk, uanset, hvem man er, når man bliver voksen.

Jeg skrev dén sang i Hasseris, ved Aalborg. Vi var vel blandt de sidste, der fandt sådan en fantastisk, gammel Villa Villakulla, til en favorabel pris - og gik så i gang med den klassiske, meget lang-trukne og kostbare renovering. Men det blev et fedt hus, og øverst oppe fik jeg indrettet det ultimative studie / skrive-sted, mega-højt til loftet, og en fantastisk lyd og udsigt, og alt det dér. - Så sad jeg dér, ved mit hjemme-designede, svævende skrivebord, og stirrede ind i væggen. - Hvad nu?

Det er en farlig ting, når man har vænnet sig til - og lever af - at skrive, kontinuerligt. I mange år har en forkert stol, eller en gal udsigt, eller lyde fået skylden, hver gang, det ikke lige kørte, som det skulle. Så laver man de perfekte rammer, og ved at hvis ikke der bliver skabt noget, er det kun én selv, der er en idiot, eller færdig. Ikke møblerne...

Jeg sad og funderede over, hvem, jeg egentlig var blevet gjort til, og hvem jeg hér tidligt i fyrrene, havde gjort mig selv til. - I et område, hvor man mest hører naboernes Audi-døre's tunge sug, når de vel ankommet til bunden af grusbelagte indkørsler, bærer deres poser fra Salling's delikatesse-afdeling ind i villaens velformede tryghed. Lissom jeg selv...

Det var én af de mest forbandede sange, at få indspillet ordentligt. Jeg skriver ganske vist i cover-noterne til Onotomatopoietikon - vist osse hér i diskografien, at vi introducerede "crack-beat" i Danmark, med denne plade. Det var i hvert fald dét, vi forsøgte, netop på Rolig Rolex.
Crack-beat kan bedst beskrives, som "lige og shuffle på én gang". Det fører for vidt at pære i det hér - men det er et groove, en fælles, rytmisk fornemmelse, som jeg især var blevet betaget af hos bandet, Little Village, med bl.a. Ry Cooder, John Hiatt - og ikke mindst verdens største trommeslager (synes jeg )- Jim Keltner.

Vi rodede med det i dagevis, i studiet - bare jammede rundt over én akkord, til alles blikke var totalt udslukte. - Så var den der sgu lige - i 15 sekunder, og så alligevel ikke. Vi var helt derude, hvor vi snakkede om, at det muligvis var en måde at spille sammen på, som krævede, man var født og opvokset i sump-deltatet i Lousiana - og i øvrigt spillede i dét band, man havde spillet med, siden man var tre år gammel...
Men det var en lærerig proces, som kostede pladeselskabet en masse studie-penge. - Dem havde de nu osse tjent nok af, på bl.a. Jern, så...

Gå til sang

Ord

En plads i byen

Når det nu alligevel er søndag...

14.06.2020

Nu gik det ellers lige så godt…

Engang boede jeg i et hus i Thailand, og bagved huset var der en sump. Og i sumpen var der en masse store frøer. Fra sidst på eftermiddagen kvækkede og skændtes frøerne i én lang jammer, og straks solen gik ned, faldt en million cikader ind og overdøvede frøerne.

Denne kakofoni syntes temmelig ensformig og formålsløs. Det var bare sådan, det altid havde været, og hvem er den første til at holde sin kæft?

En aften under dette enerverende spektakel lød pludselig et flænsende tordenbrag. Det kom ud af ingenting, og der kom kun ét. Et lammende svirp efterfulgt af en rasende rullen ud over junglen, ud over havet og hen over det anløbne bliktag på Mister Johns’ Laundry & Motorbike Reparation & Oil Service & Fine French Food-Shop.

Og SÅ var der ellers fuldstændig stille.

Måske en Buddha oppe på bjerget bare havde fået nok af frøerne og cikaderne og lige satte et eksempel…

I starten af marts 2020 havde vore egne guder osse fået nok. Nok af en vildfaren civilisations ødsel, selvfedme og smålige trækken hinanden i det tynde hageskæg over fimsede værdi-relaterede fornærmelser. De sendte os ikke et tordenskrald, men de sendte os en gul tåge.

Og SÅ blev der sgu stille.

Nu er lammelsen over gudernes irettesættelse så småt ved at fortage sig. Historiske statuer væltes for deres symbolværdi, og Fawlty Towers slagtes i den genopfriskede politiske korrekthed. Påskud: ”FORÆLDET SPROG”. Javel. - Hva’ så med Shakespeare, han er jo fra 1500-tallet. Ryger han så osse? Og Julius Cæsar, Kejser Augustus og de andre banditter. Ud af latinbøgerne og Bibelen med dem.

Og hvis det viser sig at Kong Keops’ slaver arbejdede uden overenskomst og hviletids-bestemmelser, ja så må pyramiderne naturligvis jævnes med jorden. Og Månen. Den stjæler uanfægtet sit lys fra Solen. Det ER sgu da et overgreb, det svineri må stoppes!

Kære snerpede pyntehatte – i England som hér. Pil snittterne fra vores fælles fundament. Vi er – eller var blevet klogere. Det skyldes fortrinsvis, at vi har en historie og har gået og lært ét og andet af den.

Så please: Begynd nu ikke jeres fnidder om mexicaner-hatte, Halfdan Rasmussen sange og Den danske sang er en ung blond Pige igen. - Som om ingenting var hændt.

Ellers kan det være, guderne for alvor bliver sure og sender os en ny pandemi. Én af dimensioner så vi kan lære det…

Go’ søndag.

K. Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C