Koncerter
Bagom sangen...

Rødt Jern
Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en ...

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

Gå til sang

Ord

Miss Pachoulia

Når det nu alligevel er søndag...

24.05.2020

Ak, hvilken søndag…

Jeg er gået i gang med at se alle James Bond-filmene.

I min alder vogter nærigheden ellers ikke over tegnebogen, men osse over de få dage, man har tilbage her på Jorden.
Det er Coronaens’ skyld. Den har lagt sin elskværdige tåge omkring mig som et Zen af magelighed.
Og skønt jeg (så vidt jeg husker) elsker at spille for jer, minder tanken om snart at skulle ud og bestille noget om at få revet dynen af sin varme krop midt i en lummer drøm…

I pausen mellem sådan et par James Bond-film nynner jeg Marshall Crenshaws’ fine sang, ’Ååååuuuåuå - You’re My Favorite Waste Of Time’ og brygger japansk Benifuki te. Så går jeg udenfor i det bælgravende mørke og kigger op, for herfra er der halvanden kilometer til den næste gadelampe.

Og minsandten om ikke selveste djævelen står og blinker på nattehimlen over mig i en snorlige kæde af helt nye stjerner. Det er muligt, jeg ta’r fejl, for min astronomiske viden når kun op til Karlsvognen. Men jeg knytter min næve i lommen, for vi der fik vores dannelse i 70’erne lader ikke uden videre vort vagtsomme sind dølge og diktere af fakta. - Slet ikke ved tanken om at det kunne være storkapitalens satelitter, der hænger deroppe og stirrer.
Mindst 60.

Jeg har hørt om dem, og nu står jeg her med himmelvendte øjne og er både forstemt og bekymret.
Jeg kan høre nabo-tyskeren pusle ovre på sin side af fyrretræerne. Overvejer at delagtiggøre ham i min opdagelse, men nej. Det ville blive en håbløs samtale om himmelrummet. På tysk. Desuden er han sikkert ingeniør.

Djævelen krystaliserer sig på mange måder. I krig, i politik, imellem svigerinder ved kagebordet, og i penge. Jeg tror, byggestenene til Beelzebubs’ tilstedeværelse oftest består af lortebrune ting som bitterhed, mindreværd og forsmåelse. Og når det hele så får et skud magt og uanet økonomisk formåen, og ryger ud ad en vildfaren tangent så…

Hør her: - Man render altså ikke rundt og ændrer på nattehimlen. - Dén slags hører hjemme i
’The World Is Not Enough’, ’Moonraker’ og ’Die Another Day’ …

Go’ søndag Elon!

K. Olsen

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C