Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Billede af Pige & Føl

Når det nu alligevel er søndag...

17.05.2020

Sådan en søndag…

Redaktøren har bedt mig være mindre bister og mere positiv i disse små søndags-skriv.
Jeg skal nok.
Men der er så meget tåbeligt, som jeg finder både muntert og underholdende.

Som nu for eksempel hér i torsdags, hvor E.B. bragte en interessant nyhed.

Den handlede om en mand i Amerika, der efter en slem omgang Covid-19 vågnede og opdagede, at hans ene ben var blevet eksproprieret væk fra hans (og sin) krop mens han sov.

Det kan han næppe have være munter ved at konstatere. For ifølge E.B’s artikel var det bestemt ikke et hvilket som helst ben, den arme mand nu skal humpe rundt og være foruden. Tværtimod. I artiklen stod der nemlig følgende:

’Det (amputationen) skete efter at hans ben oplevede blodansamlinger, mens han lå i respirator.’ Aha… Altså et begavet ben med visse kognitive kompetencer.

Ja Svend Brinkmann, det ER sgu op ad bakke at få udryddet dette ’Det hele menneske er sjælen-hejs’. - Ét er, at maver har fornemmelser, man skal følge. Nu er folks ben osse begyndt at opleve!

Den slags vrøvl kunne være undgået, hvis ikke journalisterne tyede til google-oversættelser af livets og nyheds-bureauernes små overraskelser. I den oprindelige (amerikanske) nyhedstekst har der givet stået noget i retning af: ’Prior to the amputaion, his leg experienced severe blood clots’.

For i Amerika kan alting tænkes - og et overset/oversavet ben sagtens krænkes…

Mit Teleselskab oplever osse. Travlhed.
Når jeg ta’r plads i telefonkøen, siger stemmen: - Vi ’oplever’ i øjeblikket en ekstraordinært stor travlhed. Det samme ’oplever’ min bank, Borgerservice, Afdelingen for beboerparkering og Skat. (Sidstnævnte ringer jeg nu sjældent til.)

Nå, undskyld redaktør. Nu skal jeg nok lade være med at være bister og efter nogen. Blot jeg tør håbe, at amputerede lemmer og Telia holder op med at ’opleve’ – og at medierne holder op med at opfatte os som imbecile idioter.

Nu lidt søndags-solstråle:

Der bor en musvitfamilie i elskabet udenfor hoveddøren til mit sommerhus. Ud og ind gennem en lille sprække farer det fjedrede forældrepar med larver og andet ulækkert i næbbet.
Det kan osse være det er blåmejser.

Anyway.

Sådan en par grossinolliker vejer omkring 15 gram stykket, og til ET kuld unger samler op de mod 10.000 larver og insekter. Det ta’r dem såmænd 2-4 uger. Og på en god sommer kan de snildt få TO kuld.

Nu ved jeg ikke, hvor meget en larve oplever at veje, men mon ikke 10-20.000 småkryb bliver til et par kilo eller mere?

Når ynglesæsonen er ovre, er forældrenes vinger så godt som slidt op, hvorefter de bevæger sig lidt som Claus Hjort, når han skal op på Folketingets talerstol.

Men de ytrer ikke et pip om, hvordan de oplever det..

Go’ søndag.

K.

Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C