Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

Ord

Lad min regning stå.

Tourdagbog uge 5

10.04.2013

5. uge af vores Vendsyssel-odyssé er vel overstået. Naturligvis for et par dage siden nu – men man skal jo lige ind ad døren, for at opdage man ikke er ude, ikke?

Så blev det endelig Frederikshavn, Asylgade, missionshuset – Glinvadhus… Hvert lille hjørne minder mig jo om ét eller andet – osse selvom Asylgade befinder sig i dét, vi ville kalde Nordbyen, os fra Bangsbostrand.

Jeg har været i selve Glinvadhus-bygningen en enkelt gang før men aldrig stået i scene-modlys og spillet. Der var ét eller andet Stauningmøde over forsamlingen, som den så ud oppe fra scenen - et dejligt publikum, bredt ud til siderne og langt op bagved…

Et par fede aftener ”hjemme”…

Dagen efter var Jespers store tilbagevenden til barndommen og opvæksten i Ulsted. Vi entrede byen – som var større end jeg havde forventet, hvilket heller ikke siger alverden – med slæbende bagbremser på Jespers Chrysler. Det lød som om, vi trak en plov efter os over asfalten - ikke den mest heroiske hjemkomst for Gravholt’s dreng.

Foreningsformanden bød det fyldte forsamlingshus velkommen med en opfordring til os alle til at flytte til Ulsted. Man fik helt lyst.

De sorte huse i Agger var som altid et dejligt gensyn. Ved snart ikke hvor mange gange jeg har haft æren og fornøjelsen af at gæste dette gennemblæste og fine sted.

Og Johnny Møller fra Thyborøn, på den anden side af Limfjordens munding, dukkede op med min første Martin-guitar, en D-28S, som jeg købte for de penge, jeg tjente som natportier på Bechs Hotel, i Frederikshavn omkring 1973. Jeg solgte den til Møller omkring ’82 og bliver altid totalt gen-forelsket i dén guitar, hver gang jeg ser den. Men i Møller’s hænder er den – hér 30 år senere – hjemme…

Ses næste uge med start på turnéens mindste venue – Mygdal. Har hidtil kun kørt forbi, og der er dælme smukt!

K. Allan.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C