Koncerter
Bagom sangen...

Miss Pachoulia
Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris. Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén...

Miss Pachoulia

Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris.
Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén slags steder, lisså godt kan blive en forbandelse, som en velsignelse. Hver en pind og hver en nøje udtænkt detalje råber - kom så, kom så - få så noget fra hånden, mand!
Men sildebens-parket i egetræ, gør ikke nogen til en bedre forfatter, eller mere leveringsdygtig. Til gengæld rådner samvittigheden så meget mere, hvis det fucker op. Og familien begynder at sige - Hva' var det ikke meningen du skulle sidde oppe i dit fine rum, i stedet for hér ved køkkenbordet??

Miss Pachoulia er en fantastisk sang. Det siger jeg, fordi jeg ved, den indeholder så mange brud med, hvad normal sangskrivning indebærer, har så mange hints, til alt muligt historisk, og meget andet - og alligevel en ubestikkelig troskab, overfor den kærlighedssang, den til syvende og sidst er. Og jeg ved, jeg var totalt fokuseret, mens jeg skrev den - hvilket tog måneder. På én eller anden måde virker det bare ikke... Det er som om, det bare er for meget.

Uanset hvor "stor" en sang er, så er og blir' sangskrivning altså en kunstart med sine begrænsinger. Og nogen gange ender en sang med mere at være et film-manuskript, eller en novelle, end en sang - og dét er jo en helt anden gebét.
Jeg moslede med hver linie, lange nætter - Og endelig stod jeg klatøjet med tre overfyldte askebægre, og kunne stolt vise mig selv et skrummel af en skulptur af en hest, på skuldrene af en rytter. Det var fuldbragt - ikke ét ord i den sang kunne være anderledes...

Miss Pachoulia endte i al stilhed nede som nummer 6, på Multo Importante, nede midt i, hvor den ikke gør meget væsen af sig. Så vidt jeg kan se på mine afregninger fra KODA, er den højst blevet spillet i radioen 2 - 3 gange, ved koncerterne ønsker ingen at høre den - og spiller jeg den en sjælden gang, er det mest for at fortælle ovenstående historie.
Det er lidt lissom med Zeppelinerne. - Hvilken vidunderlig idé - men der flyver ikke mange af dem...

Ps.:
Pachouli er en æterisk olie, fra bladene på en plante, fra de varme lande. Pachouli har været benyttet som parfume i århundreder, og i 60'erne og 70'erne var duften nærmest identisk med ungdomsoprør, opbrud, alt det nye der kunne ryges, og så videre. Det var sådan noget Hare Krishna-hejs...
I dag er det sjældent, næsen fanger et lille pift Pachouli - dog kan man med fordel ose lidt omkring Christiania, hvis man vil ha syn - eller duft - for sagen.

Jeg vil altid forbinde duften af Pachouli med én af disse tidlige, håbløse forelskelser, i en pige, der flyttede til Fresse, med sin familie. Hun gik i Afghaner-pels, og var den første, vi hørte, sige, "fedt".
Men hun var fire måneder ældre end mig, så det var et umuligt projekt. - Lidt lissom sangen om hende, måske...

Gå til sang

Ord

Turki Tonki

Tourdagbog uge 5

10.04.2013

5. uge af vores Vendsyssel-odyssé er vel overstået. Naturligvis for et par dage siden nu – men man skal jo lige ind ad døren, for at opdage man ikke er ude, ikke?

Så blev det endelig Frederikshavn, Asylgade, missionshuset – Glinvadhus… Hvert lille hjørne minder mig jo om ét eller andet – osse selvom Asylgade befinder sig i dét, vi ville kalde Nordbyen, os fra Bangsbostrand.

Jeg har været i selve Glinvadhus-bygningen en enkelt gang før men aldrig stået i scene-modlys og spillet. Der var ét eller andet Stauningmøde over forsamlingen, som den så ud oppe fra scenen - et dejligt publikum, bredt ud til siderne og langt op bagved…

Et par fede aftener ”hjemme”… replica watches

Dagen efter var Jespers store tilbagevenden til barndommen og opvæksten i Ulsted. Vi entrede byen – som var større end jeg havde forventet, hvilket heller ikke siger alverden – med slæbende bagbremser på Jespers Chrysler. Det lød som om, vi trak en plov efter os over asfalten - ikke den mest heroiske hjemkomst for Gravholt’s dreng.

Foreningsformanden bød det fyldte forsamlingshus velkommen med en opfordring til os alle til at flytte til Ulsted. Man fik helt lyst.

De sorte huse i Agger var som altid et dejligt gensyn. Ved snart ikke hvor mange gange jeg har haft æren og fornøjelsen af at gæste dette gennemblæste og fine sted.

Og Johnny Møller fra Thyborøn, på den anden side af Limfjordens munding, dukkede op med min første Martin-guitar, en D-28S, som jeg købte for de penge, jeg tjente som natportier på Bechs Hotel, i Frederikshavn omkring 1973. Jeg solgte den til Møller omkring ’82 og bliver altid totalt gen-forelsket i dén guitar, hver gang jeg ser den. Men i Møller’s hænder er den – hér 30 år senere – hjemme…

Ses næste uge med start på turnéens mindste venue – Mygdal. Har hidtil kun kørt forbi, og der er dælme smukt!

K. Allan.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C