Koncerter
Bagom sangen...

Kommer kongen tilbage
Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger,...

Kommer kongen tilbage

Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger, mellem Aalborg, Hirtshals og Frederikshavn - og dét skulle stoppes! Det blev det ikke, så måske var det en ren hævnakt, da hun måneder senere fik lukket den toldfrie Kattegat-handel, på færgerne, mellem Frederikshavn, Sverige og Norge - en handel som i stor grad havde ligget til grund for butikshandelen i Frederikshavn, osse.

Marianne Jelved var valgt ind i folketinget, som opstillet i Nordjyllands Amt - og TV-avisen spurgte hende hvilke kvaliteter, hun forbandt med en ægte nordjyde. - Hun svarede stout-hed, ordholdenhed, vedholdenhed, og dén slags. - Det lod de være med at kommentere på, i nyhedsudsendelsen... Hun stillede ikke op i Nordjylland igen, senere.

Det syntes, som var det samme eftermiddag, Danyard - Frederikshavns værft måtte lukke porten, for sidste gang, og da MAN-fabrikken med vist omkring 600 ansatte osse bukkede under, var byen nærmest slagtet.
Jeg var til én af disse jubilæum-i-den-gamle-klasse-fester, lige dér omkring, og fik en snak med taxa-chaufføren, da jeg skulle hjem. Han var ret optimistisk, for som han sagde - Det er jo altså ikke Hjørring, det hér, vi skal nok komme igen...
Netop dén stemning synes jeg altid, jeg fornemmer, når jeg er tilbage i mit "Memory", og jeg takker mere og mere mine gener, for at være udsprunget af netop dét sted...

Sangen handler i lisså høj grad om det - nærmest - modsatte forhold: - Hvor længe blir' man egentlig ved med at stamme fra et bestemt sted? Jeg har boet langt største delen af mit liv væk fra "dét derhjemme", og kan vel dårligt påkalde mig andet end mindet's indsigt i, hvad det vil sige at være hjemmehørende dér. Mark Twain sagde at nostalgi er sindets og åndens onani - og dér er det så med at sove med hænderne over dynen.
Ergo var jeg nødt til, i starten af sangen at beskrive mig selv, netop som én der tar tilbage, til noget der engang var mit - som en reporter, der vil notere og fortælle, hvad han ser.

Og ja - Kong Frederik, Ingrid, og lille Margrethe kørte gennem byen i åben bil, dengang jeg var dreng. Vi fik skolefri, og skulle stå med papir-flag langs havnen, når kortegen passerede. Jeg kan huske, vi snakkede om, hvor store ører, kongen havde. Det var da handel, værftsindustri - alt boomede i byen.

Svendebyen - dén bydel, hvor værft-svendene boede, og hvor min far kom fra, Tolne og sandbanken, Brændevins Hage, næsten ovre ved Læsø - steder, der altid vil være behæftet med den største og mest eksotiske stemning, for mig.

Der er lidt engelsk i omkvædet, ja. Når man sidder med en totalt færdig sang, som man egentlig godt kan li', og det eneste der ikke er på plads - og aldrig kommer det - er de første ord i omkvædet, så hellere "bad times i Memory" - end helt at forkaste sangen. Dylan havde gjort det sidste - hvilket gør ondt at tænke på!

Gå til sang

Ord

Balladen Om Rosa

Når det nu alligevel er søndag...

03.05.2020

Det er søndag den 3. maj…

… og skønt der ikke er noget at lave, fodrer vi fortsat på cirkushesten.

Kulturen - de udøvende og deres publikum var de første der blev ramt, og bliver de sidste der får hjælp. Og lur mig om ikke osse indendørs arrangementer, som dem vi lever af, bliver de sidste til at åbne igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Meeen - man aner da konturen af en ægte blues i horisonten.

Hermes Replica Handbags Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen

Prada Replica Handbags
 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C