Koncerter
Bagom sangen...

Rolig rolex
Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så st...

Rolig rolex

Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så står der helt automatisk nogle eksistentielle spørgsmål, og skraber på éns dør, når man uvægerligt må til at kalde sig voksen... Det gør der faktisk, uanset, hvem man er, når man bliver voksen.

Jeg skrev dén sang i Hasseris, ved Aalborg. Vi var vel blandt de sidste, der fandt sådan en fantastisk, gammel Villa Villakulla, til en favorabel pris - og gik så i gang med den klassiske, meget lang-trukne og kostbare renovering. Men det blev et fedt hus, og øverst oppe fik jeg indrettet det ultimative studie / skrive-sted, mega-højt til loftet, og en fantastisk lyd og udsigt, og alt det dér. - Så sad jeg dér, ved mit hjemme-designede, svævende skrivebord, og stirrede ind i væggen. - Hvad nu?

Det er en farlig ting, når man har vænnet sig til - og lever af - at skrive, kontinuerligt. I mange år har en forkert stol, eller en gal udsigt, eller lyde fået skylden, hver gang, det ikke lige kørte, som det skulle. Så laver man de perfekte rammer, og ved at hvis ikke der bliver skabt noget, er det kun én selv, der er en idiot, eller færdig. Ikke møblerne...

Jeg sad og funderede over, hvem, jeg egentlig var blevet gjort til, og hvem jeg hér tidligt i fyrrene, havde gjort mig selv til. - I et område, hvor man mest hører naboernes Audi-døre's tunge sug, når de vel ankommet til bunden af grusbelagte indkørsler, bærer deres poser fra Salling's delikatesse-afdeling ind i villaens velformede tryghed. Lissom jeg selv...

Det var én af de mest forbandede sange, at få indspillet ordentligt. Jeg skriver ganske vist i cover-noterne til Onotomatopoietikon - vist osse hér i diskografien, at vi introducerede "crack-beat" i Danmark, med denne plade. Det var i hvert fald dét, vi forsøgte, netop på Rolig Rolex.
Crack-beat kan bedst beskrives, som "lige og shuffle på én gang". Det fører for vidt at pære i det hér - men det er et groove, en fælles, rytmisk fornemmelse, som jeg især var blevet betaget af hos bandet, Little Village, med bl.a. Ry Cooder, John Hiatt - og ikke mindst verdens største trommeslager (synes jeg )- Jim Keltner.

Vi rodede med det i dagevis, i studiet - bare jammede rundt over én akkord, til alles blikke var totalt udslukte. - Så var den der sgu lige - i 15 sekunder, og så alligevel ikke. Vi var helt derude, hvor vi snakkede om, at det muligvis var en måde at spille sammen på, som krævede, man var født og opvokset i sump-deltatet i Lousiana - og i øvrigt spillede i dét band, man havde spillet med, siden man var tre år gammel...
Men det var en lærerig proces, som kostede pladeselskabet en masse studie-penge. - Dem havde de nu osse tjent nok af, på bl.a. Jern, så...

Gå til sang

Ord

En plads i byen

Når det nu alligevel er søndag...

03.05.2020

Det er søndag den 3. maj…

… og skønt der ikke er noget at lave, fodrer vi fortsat på cirkushesten.

Kulturen - de udøvende og deres publikum var de første der blev ramt, og bliver de sidste der får hjælp. Og lur mig om ikke osse indendørs arrangementer, som dem vi lever af, bliver de sidste til at åbne igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Meeen - man aner da konturen af en ægte blues i horisonten.

Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen
 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C