Koncerter
Bagom sangen...

Lad min regning stå.
Jeg forestiller mig den glædelige scene, at man af vanvare - og måske lidt nødtvungent - er havnet på et helt fremmed sted - et værtshus i en lille flække langs jernbanen. Så har det udviklet sig til ...

Lad min regning stå.

Jeg forestiller mig den glædelige scene, at man af vanvare - og måske lidt nødtvungent - er havnet på et helt fremmed sted - et værtshus i en lille flække langs jernbanen. Så har det udviklet sig til høflige udvekslinger med de lokale, med hvem man har fulgtes via spiritus til noget man - i øjeblikket - opfatter som en højere bevidsthed, kun med gensidig gevinst. Så er der hende i baren. Jeg har tit tænkt på, hvor meget lort hendes slags må høre på fra eftermiddag til ud på morgenen.
Jeg skrev først sangen, mens vi var i studiet - på hotelværelset i Aalborg, hvor jeg havde fornøjelsen af at spille den for en tilredt og stærkt henført Johnny Madsen, en nat vi holdt midtbyen vågen efter en Madsen-koncert på Nordkraft - eller Skråen...
Udtrykket "Lad min regning stå" viser sig at være helt ukendt for nogen, og helt selvfølgeligt for andre. Det betyder i al sin enkelhed, at man er flad og gerne vil betale, næste gang man kommer. Så er det op til baren at vurdere, OM man kommer igen - og om man så har penge. Næppe...

Gå til sang

Ord

Ballade om Smutti

Når det nu alligevel er søndag...

03.05.2020

Det er søndag den 3. maj…

… og skønt der ikke er noget at lave, fodrer vi fortsat på cirkushesten.

Kulturen - de udøvende og deres publikum var de første der blev ramt, og bliver de sidste der får hjælp. Og lur mig om ikke osse indendørs arrangementer, som dem vi lever af, bliver de sidste til at åbne igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Meeen - man aner da konturen af en ægte blues i horisonten.

Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen
 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C