Koncerter
Bagom sangen...

Helikoptermyg
Jeg var ung, bl.a. i 70'erne, hvor dét at udvise solidaritet med alverdens undertrykte folkeslag og minoriteter, var en fast del af score-adfærden, i det sociale liv. Vi holdt med oprørs-styrker, og d...

Helikoptermyg

Jeg var ung, bl.a. i 70'erne, hvor dét at udvise solidaritet med alverdens undertrykte folkeslag og minoriteter, var en fast del af score-adfærden, i det sociale liv. Vi holdt med oprørs-styrker, og de undertrykte og etniske afarter af menneskeheden. Men når en fuld grønlænder forvildede sig ind på dét værtshus, hvor vi sad fordybede i vore gensidige belæringer - og straks blev smidt ud igen, så var der ingen, der løftede et bryn. - Det er jo bare en fuld grønlænder...

Det er jo egentlig underligt, at når vi danskere - udover meget godt - osse var dem der sejlede geværer, ammunition og rigelig med sprut til Grønland - ikke i nævneværdig grad i vores kultur, beskæftiger os alverden med disse - vore koloniserede venner.

Jeg skrev sangen i vores hus i Hasseris i Aalborg, mens jeg indspillede Sange for Rygere. Ved køkkenbordet, en aften, efter jeg kom hjem fra studiet.

Jeg vil tillade mig at fremhæve et rim, jeg er glad for at have fundet: Slagtøj / Midnight Cowboy. Det er en gave, når sådan noget bare kommer dumpende...

Gå til sang

Ord

Rugbrød

Når det nu alligevel er søndag...

03.05.2020

Det er søndag den 3. maj…

… og skønt der ikke er noget at lave, fodrer vi fortsat på cirkushesten.

Kulturen - de udøvende og deres publikum var de første der blev ramt, og bliver de sidste der får hjælp. Og lur mig om ikke osse indendørs arrangementer, som dem vi lever af, bliver de sidste til at åbne igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Meeen - man aner da konturen af en ægte blues i horisonten.

Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen
 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C