Når det nu alligevel er søndag...

Hermes Replica Handbags Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen

Prada Replica Handbags