Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

Ord

Aston Martin \'66

Når det nu alligevel er søndag...

26.04.2020

Søndag…

’Se det summer af sol over Inge’ – troede jeg man sang i Drachmanns’ fine sommervise. Og jeg så for mig, hvordan Inge lå alene i klitten med et græsstrå i munden og tænkte på mig. Smerteligt bevidst om at jeg kun var fjorten, og mindst ét forbandet år for ung til at det kunne passe.
Jeg så Inge på gaden forleden. Hun er gået hen og blevet en lidt tung suppehøne, som ’tjømai’ ville sige…

Nu brister bøgen. Snart spankulerer storken i enge - nok ikke i Inge - og bonden parfumerer sine agre med svinepis.
Det er den rene idyl.

Vi er i krise, og vores sprog har klædeligt fulgt med Coronaen og forandret sig.
Ikke mere irriterende ’pitching’ i Løvens Hule, eller andre amerikansk importerede køleskabsord. Gu’ ved hvordan Wall Street ville EVALUATE Covid 19’s global scalability ?

Hvor var vi egentlig FØR alt dette?
Ja, civilisationen var nået frem til, at små skolebørn skulle være omstillingsparate, at vi ’ skulle vækste - fremadrettet’. Og at logaritmerne og Markedet var den rette medicin mod fjenden – altså Staten. Vi var nået frem til at der findes mindst 48 kønsidentiteter, og at man ikke må klæde sig ud som indianer eller male sit fjæs.
Vi (selvtitulerede) og outdatede mænd listede os rundt som lovløse i et minefelt af ’manspreading’ og ’mansplaining’, og ved den mindste udfarenhed krænkede vi enhver og ’shamede’ kvinderne, (hvilket vi dog ikke uden videre kunne tillade os at kalde dem).
Jeg håber ikke at Phillip Fabers testosteron-frie piano-positur er en trist frugt af denne hårde og forbenede tid.

Nu har vi fået andet at tænke på. Og pludselig støver vi ikke blot vore gamle danske sange af, men osse vores udmærkede sprogs klare og bløde ord.

Vi skal ’udvise samfundssind’, vi skal ’spritte af’, vi skal ’passe på hinanden’. ’Værnemidler’, åh Gud. Det lyder jo som noget civilforsvaret bærer rundt på ved et cykelløb. Og minsandten om ikke ’hudsult’ langt om længe ser ud til at være sevet ind. I hvert fald i overskrifterne. Og en god dansk ord-bæ som at ’åbne op’ har nået Gangnam Style-niveau. Havde Majestæten benyttet netop dét udtryk, havde jeg grædt eller kastet op i mit ærme.

Holder Coronaen ud, vil ’samfundssind’ erstattes af det skræmmende gamle ord ’solidaritet’. Og CBS vil atter kunne nøjes med at skrive Københavns Købmandsskole på dørskiltet.

Så godt for noget er det da, skidtet…

Have a s’well Sunday,

K. Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C