Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Skal man være udhvilet når man dør?

Når det nu alligevel er søndag...

26.04.2020

Søndag…

’Se det summer af sol over Inge’ – troede jeg man sang i Drachmanns’ fine sommervise. Og jeg så for mig, hvordan Inge lå alene i klitten med et græsstrå i munden og tænkte på mig. Smerteligt bevidst om at jeg kun var fjorten, og mindst ét forbandet år for ung til at det kunne passe.
Jeg så Inge på gaden forleden. Hun er gået hen og blevet en lidt tung suppehøne, som ’tjømai’ ville sige…

Nu brister bøgen. Snart spankulerer storken i enge - nok ikke i Inge - og bonden parfumerer sine agre med svinepis.
Det er den rene idyl.

Vi er i krise, og vores sprog har klædeligt fulgt med Coronaen og forandret sig.
Ikke mere irriterende ’pitching’ i Løvens Hule, eller andre amerikansk importerede køleskabsord. Gu’ ved hvordan Wall Street ville EVALUATE Covid 19’s global scalability ?

Hvor var vi egentlig FØR alt dette?
Ja, civilisationen var nået frem til, at små skolebørn skulle være omstillingsparate, at vi ’ skulle vækste - fremadrettet’. Og at logaritmerne og Markedet var den rette medicin mod fjenden – altså Staten. Vi var nået frem til at der findes mindst 48 kønsidentiteter, og at man ikke må klæde sig ud som indianer eller male sit fjæs.
Vi (selvtitulerede) og outdatede mænd listede os rundt som lovløse i et minefelt af ’manspreading’ og ’mansplaining’, og ved den mindste udfarenhed krænkede vi enhver og ’shamede’ kvinderne, (hvilket vi dog ikke uden videre kunne tillade os at kalde dem).
Jeg håber ikke at Phillip Fabers testosteron-frie piano-positur er en trist frugt af denne hårde og forbenede tid.

Nu har vi fået andet at tænke på. Og pludselig støver vi ikke blot vore gamle danske sange af, men osse vores udmærkede sprogs klare og bløde ord.

Vi skal ’udvise samfundssind’, vi skal ’spritte af’, vi skal ’passe på hinanden’. ’Værnemidler’, åh Gud. Det lyder jo som noget civilforsvaret bærer rundt på ved et cykelløb. Og minsandten om ikke ’hudsult’ langt om længe ser ud til at være sevet ind. I hvert fald i overskrifterne. Og en god dansk ord-bæ som at ’åbne op’ har nået Gangnam Style-niveau. Havde Majestæten benyttet netop dét udtryk, havde jeg grædt eller kastet op i mit ærme.

Holder Coronaen ud, vil ’samfundssind’ erstattes af det skræmmende gamle ord ’solidaritet’. Og CBS vil atter kunne nøjes med at skrive Københavns Købmandsskole på dørskiltet.

Så godt for noget er det da, skidtet…

Have a s’well Sunday,

K. Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C