Når det nu alligevel er søndag...

Mere af dét her søndags-hejs…

- Uuuuhh! - There’s someting out there in The Foooog…’
Hollywood, skrækbogs-forfattere og dommedagsprofeter. Alle har de været der med deres opspilede øjene, og truet os med den ondskabsfulde, snigende giftgule tåge. Tågen der en dag kommer og tar’ os.
Nu er den her så den usynlige globale dræber, og hvordan går det så?

Jo tak. Vi placerer os tålmodigt i lange køer med traileren toppet med haveaffald, tusser rundt i Jem & Fix og får det hele til at glide. Vi stormer Herlev, når pizzamanden har 8 poser revet ost i overskud, og vi synger vore glemte fædrelandssange i stuerne under Statens - altså DR’s ledelse, vi fløjter under månen, mens vi pisser i hækken, spritter af og rykker sammen.

Det bli’r dælme svært at være horror-forfatter efter vi har kedet Coronaen ihjel.

Jeg stod og skulle male sommerhuset, og kom til at tænke på noget. Der holder en strandet tysk bil ovre hos naboen. Gud ved hvor længe de bliver her? For jeg mener jo, at når man maler sin facade, er det naboer og genboer, der skal bestemme farven. Altså dem der skal gå og glo på den hver dag - ikke mig, der sidder indendørs og kigger over på deres facader. Som jeg såmænd gerne så få et lille drej på paletten. Meeen det er vel ikke noget at rode tyskeren ind i…

Det er ikke mange gange i livet, vi tvinges til at træffe et poetisk valg - jeg kan på stående fod kun komme i tanke om tre:
1. Når der skal vælges udgangs-salme i kirken ved en begravelse.
2. Når ungerne skal navngives.
3. Når man skal male vægge og til at vælge farver.

I samme rækkefølge bli’r det så:

1. Altid Frejdig Når Du Går. (Som ikke er en dødssalme, men det plejer man jo)
2. I min tid – Jens, Ole, Per eller Helle. Nu til dags monstrøse myriader af urte- og blomsternavne, behørigt spændt foran bedsteforældre-navne, et enkelt nordisk gudenavn, og til sidst det uundgåelige, efternavnet.
Mynte-Oregano-Johanne-Sofie-Caroline-Ane-Gefion (Og så kommer den, aaargh!) -Pedersen. Arme barn. Så blev det sgu herdag igen.
3. Hvid. Hvid hvid hvid.
Hvidt udvendig og hvidt indvendig. Så har man da i det mindste ikke relojes de imitacion gjort noget galt. Og det lysner jo så dejligt op. – Ja, og blænder…

Hvid er ingen farve. Står man og tværer sine vægge hvide, skyldes det at man ikke har turdet træffe et et poetisk valg – et farvevalg. Eller gidet, og det er skam helt okay. Så længe, jeg ikke skal gå og glo på den.
Men bag den bevidstløse hvide væg gemmer sig noget trist og forstemmende. Usikkerheden ved at skulle turde tænke fantasifuldt, uskræmt og poetisk.

Fra første skoledag udsættes vi for en systematisk nedbrydning af vores medfødte nysgerrighed, fantasi, kreativitet og beslægtede anarkistiske (barnlige) unoder. Alt dét der kan forstyrre den lineære og målrettede undervisning. - Og mens gråden og længslen efter at tosse rundt udendørs presser sig på bag øjet – ja så har vi bare at sidde stille på vores røv.

Hvor er det godt at vi for en tid SLET intet nyliberalt og såkaldt fornuftigt eller målrettet hverken kan eller skal foretage os. Vi synger og oplever og finder på i en farvefyldt uorden. Og senere kan vi spørge os selv, om livet blev fattigere af at undvære dét tabernakkel, der nu er aflyst på ubestemt tid. Inklusiv min egen galen op.

Gud har givet os en angelegen ørenfigen. Og som trøst et strålende vejr…

Go’ søndag.

K. Allan.

Nyhedsarkiv »