Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Når en ung mand slår ihjel

Når det nu alligevel er søndag...

05.04.2020

Når nu søndag alligevel blir’ ved…

Jeg hører jo til blandt de uforbederlige bagstræbere. Jeg kan ikke få udviklingen tilbageskrevet nok. Jeg synes der er meget i vores frembusende tid, der kunne trænge til et skud bremsevæske af romantik og eventyr.

Dem der solgte DONG, dem der solgte Statens Serum Instituts’ vaccineproduktion for en slik til en araber, de liberale der i 0’erne med en overraskende sovjet-russisk manøvre udraderede livsgrundlaget for ¾ af den danske befolkning med kommunalreformen, og de digital-tossede, der smadrede vores skattesystem. - Alle dem Kirsten Birgit vil have sat i gabestok i Frederiksberg Have. I mit eventyr-Danmark kunne lidt mindre gøre det – men kun lidt. Hér ville Folketingets formand Henrik Dam Kristensen gå på talerstolen, og be’ disse skvadderhoveder om at gå ud og rydde OP – eller AP, som Henrik Dam siger…

”Fra på mandag klokken 7 møder I på Christiansborg Slotsplads iført et sæt arbejdstøj. I får udleveret kost og fejebakke, og I kommer ikke hjem, før det er mørkt. I skal feje og møde almindelige mennesker, og svare ordentligt på forbipasserendes spørgsmål. Hver dag i tre uger. - Og når I svarer, må I aldrig bruge ordet embedsmand!”

Se det ville være et eventyr som i gamle dage. Og mere meningsfyldt end de beslutninger, disse mennesker i deres virke har gennemtrumfet.” Og i folketingssalen ville der blive mere end almindeligt halvtomt …

Lisså eventyrligt, ja næsten juleagtigt er det at vente i spænding på, hvorvidt Radioavisen atter over middag bliver aprupt afbrudt, fordi man skal stille om til pressemøde i Eigels Pakhus om ’situationen’. - Intet andet har bollerne til at kappe hodet af en national nyhedsudsendelse. Men pressemødet om ’situationen’ kan.

Søren er der, og politimanden med en andefjer på den lyseblå skjorte, fordi han netop har fulgt et kuld over vejen. Og Heunicke. Heunicke som minder mig om en bondemand i min barndom. Han hed nu Højerholt. Og Heuneke snakker, og jeg befinder mig omgående under blå himmel midt i en gul kornmark med en æske tændstikker, mors bryllups-kuvert-æske tændstikker, og jeg mærker en magt, der er større end mig selv, og jeg bringer min magt i spil. Og snart løber råbende mænd med spande og branddaskere ind i kornmarken fra alle hjørner, mens jeg vrælende løber ud.

I dag er Mette er der osse. Mette lokker med behersket fri leg efter Påske. Men KUN hvis vi lover at lade være med at slække på ’hensynet’. Og det eneste vi hører er ordet ’slække’.
– Nu vil de vist til at slække, siger vi til folk. - Efter Påske…

Når alt dette er ovre, og Mette har kastet med karameller fra balkonen på Københavns Rådhus, så VIL vi ha’ lov at beholde pressemøderne.
Hver dag klokken 14 skal de valgte stå frem for os og fortælle hvad de har udrettet siden i går. Og især fortælle os om deres visioner om fremtiden.
Og udenfor på Slotspladsen vil der sikkert altid gå nogle stykker og feje mens de forklarer sig til de forbipasserende…

K. Olsen

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C