Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

Gå til sang

Ord

Lille hul

Når det nu alligevel er søndag...

05.04.2020

Når nu søndag alligevel blir’ ved…

Jeg hører jo til blandt de uforbederlige bagstræbere. Jeg kan ikke få udviklingen tilbageskrevet nok. Jeg synes der er meget i vores frembusende tid, der kunne trænge til et skud bremsevæske af romantik og eventyr.

Dem der solgte DONG, dem der solgte Statens Serum Instituts’ vaccineproduktion for en slik til en araber, de liberale der i 0’erne med en overraskende sovjet-russisk manøvre udraderede livsgrundlaget for ¾ af den danske befolkning med kommunalreformen, og de digital-tossede, der smadrede vores skattesystem. - Alle dem Kirsten Birgit vil have sat i gabestok i Frederiksberg Have. I mit eventyr-Danmark kunne lidt mindre gøre det – men kun lidt. Hér ville Folketingets formand Henrik Dam Kristensen gå på talerstolen, og be’ disse skvadderhoveder om at gå ud og rydde OP – eller AP, som Henrik Dam siger…

”Fra på mandag klokken 7 møder I på Christiansborg Slotsplads iført et sæt arbejdstøj. I får udleveret kost og fejebakke, og I kommer ikke hjem, før det er mørkt. I skal feje og møde almindelige mennesker, og svare ordentligt på forbipasserendes spørgsmål. Hver dag i tre uger. - Og når I svarer, må I aldrig bruge ordet embedsmand!”

Se det ville være et eventyr som i gamle dage. Og mere meningsfyldt end de beslutninger, disse mennesker i deres virke har gennemtrumfet.” Og i folketingssalen ville der blive mere end almindeligt halvtomt …

Lisså eventyrligt, ja næsten juleagtigt er det at vente i spænding på, hvorvidt Radioavisen atter over middag bliver aprupt afbrudt, fordi man skal stille om til pressemøde i Eigels Pakhus om ’situationen’. - Intet andet har bollerne til at kappe hodet af en national nyhedsudsendelse. Men pressemødet om ’situationen’ kan.

Søren er der, og politimanden med en andefjer på den lyseblå skjorte, fordi han netop har fulgt et kuld over vejen. Og Heunicke. Heunicke som minder mig om en bondemand i min barndom. Han hed nu Højerholt. Og Heuneke snakker, og jeg befinder mig omgående under blå himmel midt i en gul kornmark med en æske tændstikker, mors bryllups-kuvert-æske tændstikker, og jeg mærker en magt, der er større end mig selv, og jeg bringer min magt i spil. Og snart løber råbende mænd med spande og branddaskere ind i kornmarken fra alle hjørner, mens jeg vrælende løber ud.

I dag er Mette er der osse. Mette lokker med behersket fri leg efter Påske. Men KUN hvis vi lover at lade være med at slække på ’hensynet’. Og det eneste vi hører er ordet ’slække’.
– Nu vil de vist til at slække, siger vi til folk. - Efter Påske…

Når alt dette er ovre, og Mette har kastet med karameller fra balkonen på Københavns Rådhus, så VIL vi ha’ lov at beholde pressemøderne.
Hver dag klokken 14 skal de valgte stå frem for os og fortælle hvad de har udrettet siden i går. Og især fortælle os om deres visioner om fremtiden.
Og udenfor på Slotspladsen vil der sikkert altid gå nogle stykker og feje mens de forklarer sig til de forbipasserende…

K. Olsen

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C