Koncerter
Bagom sangen...

Miss Pachoulia
Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris. Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén...

Miss Pachoulia

Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris.
Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén slags steder, lisså godt kan blive en forbandelse, som en velsignelse. Hver en pind og hver en nøje udtænkt detalje råber - kom så, kom så - få så noget fra hånden, mand!
Men sildebens-parket i egetræ, gør ikke nogen til en bedre forfatter, eller mere leveringsdygtig. Til gengæld rådner samvittigheden så meget mere, hvis det fucker op. Og familien begynder at sige - Hva' var det ikke meningen du skulle sidde oppe i dit fine rum, i stedet for hér ved køkkenbordet??

Miss Pachoulia er en fantastisk sang. Det siger jeg, fordi jeg ved, den indeholder så mange brud med, hvad normal sangskrivning indebærer, har så mange hints, til alt muligt historisk, og meget andet - og alligevel en ubestikkelig troskab, overfor den kærlighedssang, den til syvende og sidst er. Og jeg ved, jeg var totalt fokuseret, mens jeg skrev den - hvilket tog måneder. På én eller anden måde virker det bare ikke... Det er som om, det bare er for meget.

Uanset hvor "stor" en sang er, så er og blir' sangskrivning altså en kunstart med sine begrænsinger. Og nogen gange ender en sang med mere at være et film-manuskript, eller en novelle, end en sang - og dét er jo en helt anden gebét.
Jeg moslede med hver linie, lange nætter - Og endelig stod jeg klatøjet med tre overfyldte askebægre, og kunne stolt vise mig selv et skrummel af en skulptur af en hest, på skuldrene af en rytter. Det var fuldbragt - ikke ét ord i den sang kunne være anderledes...

Miss Pachoulia endte i al stilhed nede som nummer 6, på Multo Importante, nede midt i, hvor den ikke gør meget væsen af sig. Så vidt jeg kan se på mine afregninger fra KODA, er den højst blevet spillet i radioen 2 - 3 gange, ved koncerterne ønsker ingen at høre den - og spiller jeg den en sjælden gang, er det mest for at fortælle ovenstående historie.
Det er lidt lissom med Zeppelinerne. - Hvilken vidunderlig idé - men der flyver ikke mange af dem...

Ps.:
Pachouli er en æterisk olie, fra bladene på en plante, fra de varme lande. Pachouli har været benyttet som parfume i århundreder, og i 60'erne og 70'erne var duften nærmest identisk med ungdomsoprør, opbrud, alt det nye der kunne ryges, og så videre. Det var sådan noget Hare Krishna-hejs...
I dag er det sjældent, næsen fanger et lille pift Pachouli - dog kan man med fordel ose lidt omkring Christiania, hvis man vil ha syn - eller duft - for sagen.

Jeg vil altid forbinde duften af Pachouli med én af disse tidlige, håbløse forelskelser, i en pige, der flyttede til Fresse, med sin familie. Hun gik i Afghaner-pels, og var den første, vi hørte, sige, "fedt".
Men hun var fire måneder ældre end mig, så det var et umuligt projekt. - Lidt lissom sangen om hende, måske...

Gå til sang

Ord

De fine kommer sjældent fra Fresse

Når det nu alligevel er søndag

29.03.2020

Når nu hver eneste dag alligevel er søndag…

En smal røvsprække til mund, ligesom min egen. Men det er ikke min – det er Peter Q Geislings’, når han kigger på os gennem kameraet med øjne, der på én gang er varme, empatiske og faglig-saglige. - Og Corona-Søren. Er det overhovedet en mund?
Vi kender disse mænd, og vi trøstes ved dem.

Vi kender dem og vi kender nyheds-speakernes stemmer, og vi kender Erna fra Grindsted og Ejnar fra Ry, og bageren kender vi, for ham går det godt, og restauratøren, for ham går det slet ikke. De kommer osse til orde, og fortæller om, hvordan denne skyggefulde tid påvirker dem. Det er dét, det handler om.

Og inderst inde håber vi at omverden inden længe beundrende vil sige – Wow, look at Denmark. They really did the right thing!
Og vi vil endnu længere inde i os selv godte os over idioter som Trump, rødvinsdovne italienere, over Indonesierne, der af myndighederne har fået Corona-besked på at bede og så ellers æde deres morgenmad.

Hver aften kan vi høre de seneste sports-tal. Stillingen.
USA har overhalet både Kina, Italien og Spanien. – For ikke at tale om svenskerne, de satans selvfede og langskallede svenskere, som ikke vil gøre som os, fordi de ALTID mener, de har ret. (Der kommer en dag, hvor vi fucking slår jer i ishockey. Okay, ikke foreløbig måske, men den kommer) - Gi’ os tallene fra Stockholm – hit med dem. Yes! Pt. ligger vores strategi, Mettes’ plan i Oehlenschlägers ånd lunt i svinget i vores indædte konkurrence med jävle Jønsson øst for sundet.

Ååååh det bli’r surt, når dagligdagen vender tilbage. Ingen lindrende fællesfølelse, som varm kakao og bolle på sengekanten. Ingen jomfruelig glæde over at luften over os aldrig har været renere, endda uden vi selv har behøvet at røre en finger. Ingen adfærds-formaninger fra hverken store- eller lillemor. Pladsen i supermarkedet, friheden for at give knus og kram, slendrianen og den vidunderlige, rene samvittighed over absolut INTET at foretage sig.

Og husk: Ikke forbande at du forpassede chancen for at lære at spille klaver imens…

K. Allan.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C