Nå, så røg vi sgu i træningslejr. Ufrivilligt endda. Men det er nu osse de ufrivillige ophold, man lærer mest af.
Skemaet hedder under ét: Hvordan opfører man sig overfor hinanden under nye ukendte og pressede forhold. - Det er skide gode fag.
Man kunne næsten fristes til at tro, det var et eller andet højere forsyn, der havde fået ideen, men dén vinkel er vist allerede præsenteret af forskellige religiøse murmel-mennesker. Og de clairvoyante siger – Hva’ sagde jeg. Og hypokonderens ligklæder hænger på forreste bøjle.
I min gode sang, Det Blå Hus synger jeg: ’Der er kommet en helt ny måde at bevæge sig på’. (når man passerer lillebyens nyåbnede horehus). Det sker aldrig, at jeg går og nynner mine egne værker, men lige dén sætning rumsterer hos mig i disse dage, når jeg er ude at købe ind.
Vi lurer på hinanden, gør vi, og vurderer vore medmennesker. Stemningen omkring køerne er en tak mere nedtrykt og indestængt end den plejer at være. For normalt er den det osse, omend i lidt mindre grad. - Arrrrgh, var én der hostede? - Og ham den mørke fyr dér. På afstand af ham!
Og den trofaste kassedame sætter elasikker om replica orologi di lusso, gir’ tilbage og håndterer, på en halv meters afstand, og strejfer vore smittende hænder. Uden et kny. At kassedamen får det - det er helt uundgåeligt - og hun ved det, men hun passer sit arbejde. Endnu i hvert fald. Hun smiler og snakker med os alle sammen, alle os i køen, der frygter at ham foran eller bag os - vores næste, om fjorten dage har sendt os afsted med ligbilen.
Jo, vi har det skam i os. Vi trænger til en stroppetur i træningslejren. Jeg gør i hvert fald.
De eneste der er resistente overfor Corona-kvalme er medierne. Aldrig har en omgang influenza fået så meget omtale. Og imens tænker jeg på, hvad der blev af alle de andre vigtige nyheder, dem der omhandler dén verden vi skal leve i længe efter det sidste nys.
Nu vil jeg vil ud og hamstre. Ørepropper!
Go’ søndag,
K. Olsen.
