Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

Ord

Jamie Lomax fra West Tennessee

Når det nu alligevel er søndag...

15.03.2020

Nu det alligevel er søndag…

Nå, så røg vi sgu i træningslejr. Ufrivilligt endda. Men det er nu osse de ufrivillige ophold, man lærer mest af.
Skemaet hedder under ét: Hvordan opfører man sig overfor hinanden under nye ukendte og pressede forhold. - Det er skide gode fag.
Man kunne næsten fristes til at tro, det var et eller andet højere forsyn, der havde fået ideen, men dén vinkel er vist allerede præsenteret af forskellige religiøse murmel-mennesker. Og de clairvoyante siger – Hva’ sagde jeg. Og hypokonderens ligklæder hænger på forreste bøjle.

I min gode sang, Det Blå Hus synger jeg: ’Der er kommet en helt ny måde at bevæge sig på’. (når man passerer lillebyens nyåbnede horehus). Det sker aldrig, at jeg går og nynner mine egne værker, men lige dén sætning rumsterer hos mig i disse dage, når jeg er ude at købe ind.
Vi lurer på hinanden, gør vi, og vurderer vore medmennesker. Stemningen omkring køerne er en tak mere nedtrykt og indestængt end den plejer at være. For normalt er den det osse, omend i lidt mindre grad. - Arrrrgh, var én der hostede? - Og ham den mørke fyr dér. På afstand af ham!
Og den trofaste kassedame sætter elasikker om, gir’ tilbage og håndterer, på en halv meters afstand, og strejfer vore smittende hænder. Uden et kny. At kassedamen får det - det er helt uundgåeligt - og hun ved det, men hun passer sit arbejde. Endnu i hvert fald. Hun smiler og snakker med os alle sammen, alle os i køen, der frygter at ham foran eller bag os - vores næste, om fjorten dage har sendt os afsted med ligbilen.
Jo, vi har det skam i os. Vi trænger til en stroppetur i træningslejren. Jeg gør i hvert fald.

De eneste der er resistente overfor Corona-kvalme er medierne. Aldrig har en omgang influenza fået så meget omtale. Og imens tænker jeg på, hvad der blev af alle de andre vigtige nyheder, dem der omhandler dén verden vi skal leve i længe efter det sidste nys.
Nu vil jeg vil ud og hamstre. Ørepropper!

Go’ søndag,

K. Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C