Koncerter
Bagom sangen...

Trist som en tigger i bombay
Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg k...

Trist som en tigger i bombay

Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...

Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant...

Gå til sang

Ord

Miss Pachoulia

Når det nu alligevel er søndag...

15.03.2020

Nu det alligevel er søndag…

Nå, så røg vi sgu i træningslejr. Ufrivilligt endda. Men det er nu osse de ufrivillige ophold, man lærer mest af.
Skemaet hedder under ét: Hvordan opfører man sig overfor hinanden under nye ukendte og pressede forhold. - Det er skide gode fag.
Man kunne næsten fristes til at tro, det var et eller andet højere forsyn, der havde fået ideen, men dén vinkel er vist allerede præsenteret af forskellige religiøse murmel-mennesker. Og de clairvoyante siger – Hva’ sagde jeg. Og hypokonderens ligklæder hænger på forreste bøjle.

I min gode sang, Det Blå Hus synger jeg: ’Der er kommet en helt ny måde at bevæge sig på’. (når man passerer lillebyens nyåbnede horehus). Det sker aldrig, at jeg går og nynner mine egne værker, men lige dén sætning rumsterer hos mig i disse dage, når jeg er ude at købe ind.
Vi lurer på hinanden, gør vi, og vurderer vore medmennesker. Stemningen omkring køerne er en tak mere nedtrykt og indestængt end den plejer at være. For normalt er den det osse, omend i lidt mindre grad. - Arrrrgh, var én der hostede? - Og ham den mørke fyr dér. På afstand af ham!
Og den trofaste kassedame sætter elasikker om, gir’ tilbage og håndterer, på en halv meters afstand, og strejfer vore smittende hænder. Uden et kny. At kassedamen får det - det er helt uundgåeligt - og hun ved det, men hun passer sit arbejde. Endnu i hvert fald. Hun smiler og snakker med os alle sammen, alle os i køen, der frygter at ham foran eller bag os - vores næste, om fjorten dage har sendt os afsted med ligbilen.
Jo, vi har det skam i os. Vi trænger til en stroppetur i træningslejren. Jeg gør i hvert fald.

De eneste der er resistente overfor Corona-kvalme er medierne. Aldrig har en omgang influenza fået så meget omtale. Og imens tænker jeg på, hvad der blev af alle de andre vigtige nyheder, dem der omhandler dén verden vi skal leve i længe efter det sidste nys.
Nu vil jeg vil ud og hamstre. Ørepropper!

Go’ søndag,

K. Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C