Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Miss Pachoulia

Når det nu alligevel er søndag

23.02.2020

Når det nu alligevel ER søndag…

En mand var engang i fjernsynet. Ham med det største, fornemste og dyreste af alle landets stereoanlæg. Han stod i sit specialbyggede lytterum og slog ud med armene og fortalte om sine enorme, specialbyggede højttalere og raffinerede effektforstærker. Det var virkelig meget imponerende.
- Må vi høre, hvordan det lyder så?, spurgte tv-journalisten endelig. Det måtte vi da. Manden med stereoanlægget fandt en CD frem (hvilket i sig selv er mistænkeligt, hvis man sådan for alvor går op i god lyd). Et øjeblik efter bragede musikken ud i æteren: Det var Bamse med ”I en lille båd der Gynger”. - Al respekt for Bamse, men…
Smartphones, earplugs, TVskærme og andet ragelse bliver mere og mere fantastisk i kvalitet. Imens bliver dét vi siger til hinanden i telefonen dummere, og dét de sender på TV blir fladere og mere ligegyldigt, proportionalt med at billed og lyd forbedres. Smartphone kameraer. – Jo tak, men hvor mange pixels skarphed kræver det egentlig at fotografere en stakkels vildfaren og selvoptaget teenagetøs med trutmund? Det er vel til at overse… Det er som om det koster indre substans, hver gang det ydre gør et fremskridt.
Men så er det godt at månen er vendt, rygsøjlen ned gennem Jylland knejser i det fjerne, og vores fritid til fascination, forundring og fordybelse nu er sat i system.

Jeg vil i dag slå et slag for gåder. Vi stiller og gætter da alt for få gåder i vores tid.
Så hérmed den århundreder gamle gåde om præsten, ræven, gåsen og kornet.
Altså: Præsten skal have ovenstående tre ting båret med sig over åen. Han kan kun bære én ting af gangen. Til gengæld må han gå og bære over åen, så mange gange han vil.
Hvad bærer han over først, og hvad næst, og så fremdeles, uden det går i klyt for ham – uden at ræven æder gåsen, eller gåsen kornet?
Man kan naturligvis vælge at snyde og google løsningen. Men så snyder man kun sig selv, og dem der gætter med…

Nå ja, hva’ fanden, det er bare en søndags ting…

K. Olsen

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C