Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Aston Martin \'66

Når det nu alligevel er søndag...

09.02.2020

Når det nu alligevel er søndag…

- Så er der osse en anden ting.
Når vi havde vænnet os til at se på Månens bagside, kunne vi passende se at komme i sving mere lokalt.
Vi har entrepenørkraft nok, så i løbet af et par år burde det være muligt at få skovlet den jyske højderyg ordentligt op. Gradvist stigende og spidsrygget fra omkring Hobro og godt og vel ned til Vejen. Der skulle måske lidt beton til osse, for det skulle være stejlt og markant. Ikke noget snik-snak med bløde bakker – dem har vi nok af. Nej en rigtig Andes bjergkæde med sne på toppen, hvis der engang skulle komme en vinterdag.
Jeg vil mene at et snit på 450 meters højde ville være fint,www.hellenhandbags.com med et par imponerende udkigs-peaks undervejs. Alt jysk vand løber i forvejen enten øst eller vest på fra den jyske højderyg, og sådan skal det være – men tænk hvis det brusede og faldt flot ned gennem kløfter og slugter. Og midt i Søhøjlandet kunne et lille Mount Rushmore titte frem, med Grev Ingolfs, Palle Laurings og Kirsten Birgits koryfæer. (Markante underansigter er vigtige, når man laver Mount Rushmorer)
Ikke meget længere sydpå ville man kunne stå og spejde ned på taget af Bestsellers fine højhus på lavsletten ved Brande. Det ville være flot.
Solopgang og solnedgang ville forandres, alt efter, hvor man befandt sig, og dermed lys og skygge, og rygter, fortællinger og myter ville forstærkes.
Og en kæk student kunne spørge pigen i fredagsbaren på uddannelsesstedet. – Hvae’ kommer du så fra øst eller vest for bjergene? Og måske ville hun blusse og sige – Oooh, a e fra æ wejsten for. Eller hvad nu det hedder…
Jeg tror vi trænger til det for vores undrens skyld…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C