Allan Olsen - Når det nu alligevel er søndag...

Stille morgen

Stille Morgen har jeg et fuldstændig klart billede af, for den skrev jeg ved spisebordet, i stuen i Møllestien en sommermorgen. Jeg var lige stået op og havde ét af disse så omtalte øjeblikke, hvor man vågner med en sang i resterne af nattens sind og en skidt frisure. Jeg satte mig og skrev den på ti mintutter, tror jeg.
Jeg lyttede en del til Van Morisson i de dage – granskede ikke mindst hans måde at synge på – deraf Van the Man & Tetley’s tea-bags.

Androkles er omtalt i ordbogen hér på siden – resten skulle være ret ligetil…

Gå til sang

Når det nu alligevel er søndag...

02.02.2020

Når det nu alligevel er søndag..

Det jeg kunne tænke mig at læse i avisen her til morgen, eller bare efter kirketid var:
At stormagterne er gået sammen om et mægtigt projekt. Med al deres raketkraft og al den opfindsomhed de kan mobilisere. Og med et DR-panel af Andreas Mogensen og Holger Bech Nielsen under Clement Kjersgaards ledelse. Med alle os andre - borgerne udendørs en klar februar-aften. Og alle Jordens børn med blikket rettet mod ét og samme punkt på himlen. Og så skulle de gå i gang stormagterne, med al deres samlede raketkraft. Pløkker fæstnet dybt nede i månens overflade, og godt med langt tovværk, og på tre skulle de trække månen en halv omgang rundt, så vi alle for første gang kunne få dens bagside at se. Bare en halv gang rundt, så vi kunne få det hidtil og evigt skjulte frem i lyset. Jeg tvivler på, den ville ha’ det mindste imod det.
Når månen var på plads, skulle den efterlades dér, indtil der var skrevet nye sange, digte og eventyr nok om den - et par hundrede år måske. Og til den tid når man vendte den om igen, ville folk pege op og sige - Wow se! Månen ligner jo en gammel mands ansigt!
Det ville være et godt projekt på en søndag som denne…

Go’ helligdag.