Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Swer’je

Når det nu alligevel er søndag...

02.02.2020

Når det nu alligevel er søndag..

Det jeg kunne tænke mig at læse i avisen her til morgen, eller bare efter kirketid var:
At stormagterne er gået sammen om et mægtigt projekt. Med al deres raketkraft og al den opfindsomhed de kan mobilisere. Og med et DR-panel af Andreas Mogensen og Holger Bech Nielsen under Clement Kjersgaards ledelse. Med alle os andre - borgerne udendørs en klar februar-aften. Og alle Jordens børn med blikket rettet mod ét og samme punkt på himlen. Og så skulle de gå i gang stormagterne, med al deres samlede raketkraft. Pløkker fæstnet dybt nede i månens overflade, og godt med langt tovværk, og på tre skulle de trække månen en halv omgang rundt, så vi alle for første gang kunne få dens bagside at se. Bare en halv gang rundt, så vi kunne få det hidtil og evigt skjulte frem i lyset. Jeg tvivler på, den ville ha’ det mindste imod det.
Når månen var på plads, skulle den efterlades dér, indtil der var skrevet nye sange, digte og eventyr nok om den - et par hundrede år måske. Og til den tid når man vendte den om igen, ville folk pege op og sige - Wow se! Månen ligner jo en gammel mands ansigt!
Det ville være et godt projekt på en søndag som denne…

Go’ helligdag.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C