Koncerter
Bagom sangen...

Trist som en tigger i bombay
Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg k...

Trist som en tigger i bombay

Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...

Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant...

Gå til sang

Ord

Han har tænkt

Tourdagbog uge 4

02.04.2013

Hej – Eller godaw, som min mor og far siger, når man ruller op på rabatten, foran dét bette hus i dén bette gade, hvor jeg var så heldig at vokse op. – Godaw, fordi det heldigvis aldrig har været nødvendigt at overdrive sin gestus, for at vise man er glad for at ankomme – eller hos værten for at vise, man er velkommen. Gensidig respekt og indforståethed.

Jeg nævner det, fordi det er en kærkommen sidegevinst for mig, at jeg under Verdensturnéen i Vendsyssel sjældent befinder mig ret langt væk fra ”de gamle” og derved har indøvet en næsten overdreven kommen forbi, i tide og utide.

Er det nu dig igen, som min far siger, når han tar’ imod med kosten, ved kantstenen. – Hun er vist der inde…

Men de mange kopper te (jeg har aldrig drukket kaffe), som skules til af min mor med skepsis, er blot endnu en naturlig brik i alt dét, hele JØWT-projektet, og ikke mindst denne vidunderlige odyssé rundt i landets nordlige ende, handler om for mig. – Det er et vedvarende venden tilbage til udgangspunktet, eller noget lige i nærheden. Både det geografiske, det mentale, det historiske og det medmenneskelige udgangspunkt. Dette bliver for mig i sig selv mere og mere til et centrum – og uden et sådant – ingen udkant, som bekendt…

Ugen startede med to fantastiske aftener hos Michael Gajhede i Skagen. En god og tør indfødt, der har fået til vane at lave spredte musikarrangementer i sit sejlmagerværksted, på Skagen havn. Og en udmærket musiker selv – vi spillede sammen i Skagen for omkring 30 år siden – dengang spillede han kontrabas.

Lokaliteterne i sejlmagerværkstedet byder ved første øjekast ikke ligefrem ind til koncert – lidt kawt, som vi ville sige - et nærmest T-formet lokale. Men netop derfor kan det blive rigtig fedt at spille et sådant sted. Hvis lydanlæg, tekniker og koncertarrangør finder fodslaw – så kører det. Og det gjorde de i en grad, vi og de besøgende sent glemmer. Tæt, varmt og pakket til sidste bøde-nål eller hva’ nu man bruger sådan et sted. Tak for dét – og gerne på gensyn.

Så var det trediedagen – og Løkken. Et herligt gensyn med Peter Bådsmand nøjagtig et år efter jeg for første gang besøgte dette hærdede, 43 år gamle kæmpe-værtshus.

Og igen i år blev det en rørende dejlig aften med publikum på 250 stole på rækker - en opstilling det hæderkronede druk– og danse-sted må ha’ knaget i stolperne over at være vidne til…

På Peter Bådsman entres scenen ved, at man kravler over en én meter høj ræling på dén halve(!) fiskekutter, der udgør den optrædendes arbejdsplads. Der er simpelthen ingen anden adgang. – Kan man ikke besejre denne forhindring, har man intet at gøre på scenen, på Peter Bådsmand. Sådan er dét…

Ses i næste uge, hvor det jo bl.a. er atter en tur til Frederikshavn. Og sikkert en sviptur forbi ham med kosten ved kantstenen…

På gensyn

Olsen

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C