Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

En plads i byen

Da dræberhvepsene kom til Karise

04.06.2019

Da dræberhvepsene kom til KARISE.

Engang var der ikke ordentlige fuger i Karises mure. Børn kunne stå og falde hen, mens deres små fingre pillede mørtel ud mellem murstenene - men hvad værre var: Murhvepse begyndte at invadere Karise, fordi rygtet mellem dem havde spredt sig:
- I Karise kan man lave et bo i enhver mur, bare ved at vibrere lidt med følehornene. Snart var der flere murhvepse, end indbyggere i den fine lille by, og med SÅ mange hvepse, ankommer alle hvepses skræk, kæmpehvepsen, eller dræberhvepsen! Store B-52 flyvere, store, som en lille gråspurv. Og med et stik, der er værre end et hugormebid. Kæmpehvepsen er et rovdyr, der lever af andre hvepse.
Eneste hus i byen, der var bygget ordentligt, var forsamlingshuset nede i Bredgade, og da resten af byen var et inferno af hvepse, i forskellige størrelser, søgte Kariseborgerne ly i deres fine, solide forsamlingshus. 
Mens de sad og lyttede til hvepsekrigen udenfor, kom de til at nynne en lille melodi, som Johnny Reimar mange år senere tog til sig i sangen om den lille fregnede Louise.
Ja, det er da bare, hvad jeg lige har hørt…
Nu ses vi i Karise Forsamlingshus, der nu hedder Leopold, den 31. januar, næste år. Så kan det være nogen har en anden version af historien.

K. Allan.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C