Koncerter
Bagom sangen...

Taberens Søn
Der er to historier, om Taberens Søn. Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg. En gang s...

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

G� til sang

Ord

brunst
i løbetid

Tourdagbog uge 3

25.03.2013

Vi kører og konstaterer det hele tiden: foråret er kommet til Vendsyssel - men vinteren er her endnu. Jeg har det glimrende med årstiderne - faktisk er det dem (samt rugbrød), jeg altid savner i de varme lande. Men denne vinter er én af den slags, der blir ved med at gi' uønskede ekstra-numre. - Som at høre en vits for femte gang...

Men vi kører heldigvis amerikansk, så Voyageren's spindeværk snurrer ubesværet ad vidunderligt lige motorveje, og lisså gerne over rimmer og dopper på Læsø, hvor asfalteringen sine steder ligger i forlængelse af den lette omgang med både told og moms...

Som i sidste uge hverken kan eller vil jeg fremhæve det ene sted for det andet. Overalt blir' vi sgu mødt af venligsindede indfødte - overalt føler jeg det bekræftet, at gider man selv rykke sig og gøre en lille indsats, kommer det ti-fold tilbage...

Alligevel gjorde søstrene Lene og Jette i Rakkeby Forsamlingshus et særligt indtryk. Et par damer med varme og imødekommende sind - "Jaaaamen kom da ejen'for!" (Goddag på rigsdansk) med et naturligt sunget og talt vendelbomål. - For som Lene siger: "Sån't snakker a' - å det håer a no åltier jur'..."

Og deres glæde ved at ha' fået monteret raaaasende dyre akustikplader i loftet, så lyden i lokalet var blevet mindre skinger. Og det var den. Tættere på sit publikum kommer man ikke, og bedre behandlet føler man sig aldrig...

Samme kan siges om Læsø - Kattegat's største - jep, større end Samsø - ø. Hér har jeg altid elsket at spille, for der er ikke så meget at rafle om. Læsøboerne er og blir' dem på den yderste pynt, og dén slags er det aldrig uspændende at besøge. Og fiskefrikadellerne på caféen i Østerby er til enhver tid det nærmeste, man kommer trøsten ved mor's lune bord. Turnéens første snaps faldt som en naturlig forlængelse af denne delikatesse.

Vi havde Skol med. Skol hjemme fra gaderne, som jeg har kendt altid. Og Skol er Læsø-ekspert, så der var ikke dén afkrog eller kirke - eller dét sted, hvor en kirke engang havde ligget, vi ikke fik at se, før færgen tilbage, i går klokken 15:00.

Så er det to gange Skagen samt et glædeligt gensyn med Peder Bådsmand i Løkken det gælder, denne uge. Ses around!

Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C