Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Ord

Billede af Pige & Føl

Tourdagbog uge 2

19.03.2013

Anden uge af JØWT-turnéen er vel overstået med dejlige aftener i Skovsgård, Klokkerholm og Tversted.

Jeg har spillet på det gamle hotel i Skovsgård, med den klassiske hotel-sal, der emmer af afdansningsbal og juletræsfest, flere gange, og det er altid fedt at komme sådanne steder. Det kan godt være, det er romantik, men man får noget væsentligt foræret, allerede før lyset dæmpes, dén slags steder – og dét er en god begyndelse.

Osse Klokkerholm – Tagrenden – har jeg besøgt før, om end det må være snart tyve år siden. Et dejligt, bluesy, tæt og varmt sted…

Formanden for musikforeningen præsenterede mig og sagde, at man var karrig med arrangementer hér i Klokkerholm, men tilbuddet om en JØWT-koncert ville man dog ikke afslå. - Glædeligt, og udsolgt.

Men jeg tænker på, at disse steder, hvor man ”normalt” ikke har alverden på tapetet, bør bruge det aktuelle momentum, når man har haft en god aften, som denne, til at holde gang i noget – til at arrangere noget, der måske ikke trækker fuldt hus men som alligevel markerer, at noget rører sig. Ellers er man jo lige vidt, om tre måneder…

Efter sidste uges nyanskaffelse – en banal, men pisse-irriterende forkølelse, der med konstant natte-hoste har gjort det af med min i forvejen, relativt begrænsede sangstemme – undergik min optræden vel nærmest følgende udvikling: Første aften i Skovsgård – en del sang, og megen larmende hoste. Anden aften i Klokkerholm - samme mængde hoste på scenen, og stort set ingen stemme. Og så finalen i Tversted den tredje aften - stadig hosten og harken, og et sangforedrag, der kunne minde om en blanding af en pint kalv’s dødsklage og et for stramt bundet suspensorium (googl selv!)

Aflysninger var på tale. Men af én eller anden grund ved jeg, at aflysninger overhodet ALDRIG kan komme på tale, netop på denne tur. Koste hvad det vil. Vi spiller, med dét vi har, for arrangementet er vigtigst – og langt vigtigere end hvordan jeg har det…

Tversted var et nyt bekendtskab for mig, og et vidunderligt ét af slagsen. Man fornemmer i hvor høj grad, ikke mindst det lokale jazz-miljø, og dertil hørende koncerter har opdraget et meget stort og trofast publikum. Dén slags tradition hænger i luften – selv i aulaen til en relativt anonym SFO, eller hvad nu det var…

Min uge sluttede på overraskende vis i går mandag – ja dér sluttede min uge altså – da jeg skulle signere CD’er hos SPAR i Agger. Et par hundrede kunder og fans var mødt op og tog totalt røven på mig, da jeg kom ind, ved at skråle fødselsdagssang for mig - med Michael Iversen i front på ukulele! Og så var der kagemand. Sådan én har jeg vist ikke fået i over fyrre år!

Ses i Rakkeby og på Læsø om et par dage!

Yo!

Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C