|
|
Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...
Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...
Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...
Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...
30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...
Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken... Gå til sang
|
|
|
|
Tourdagbog uge 1
11.03.2013
Når man går i skoven, kommer man nogen gange til at rage til en gren, der kaster uventet mange bær eller frugter af sig.
JØWT – og hvad deraf hidtil er affødt, minder indtil videre om en sådan tur i det grønne. Modtagelsen blandt anmelderne har som bekendt været særdeles rundhåndet, salget er gået grassat, og turnéstarten, forgangne weekend, har været en varm og vidunderlig oplevelse. Tak for det hele.
Hér et lille tilbageblik langs de sidste dages landeveje. Best Replica Watches
Selvom jeg har insisteret på, vi så vidt muligt skal overnatte lokalt – altså i de små-byer, hvor vi spiller, har vi de første dage haft base i Aalborg, på grund af diverse logistik.
Allerede første aften – eller nat – havde min søn Marco, der som bekendt er med os som CD-sælger og roadie – efter en lystig tur i Jomfru Ane Gade - en lille uoverensstemmelse med hotellets natportier. Emnet var rygeregulativer og disses håndhævelse. – Er døråbningen til hotellet indendørs eller udendørs? Indendørs åbenbart, for vi måtte erlægge en ” ryge-bøde” på 1500 dask ved afrejsen. Til gengæld snuppede knægten en slørhale fra hotel-diskens lille glas-bowle, som han tog med på sit værelse, som gidsel. Dyret fik en fin plads i håndvasken, men valgte alligevel før solopgang at afgå til de evige fiskemarker. Fisken blev dog erstattet af en nyindkøbt - og pænere - til bowlen, næste dag.
Det er koldt i Danmark i disse dage – hvilket osse betyder høj, klar himmel over Vendsyssel. Uanset i hvilken retning man forlader byerne, sidst på eftermiddag, står nordvest-himmelen som en orange katedral foran Jesper’s Chrysler’s forrude, hvilket i sig selv er en westernfilm, som vi helt gratis får lov at nyde. Der er nu heller ikke meget at glæde sig over, hvis man lader sit blik glide over det indvendige scenarium i bilen. Ganske vidst sidder vi mageligt i flysæder – men disse ser mest ud, som flyder de på et tæppe af plastik-flasker, cola-ditto, og tomme smøg-pakker – fra en tidligere turné. Fra min plads ser jeg desuden bedst lydmanden, Jan Vinther’s nakke, der i al sin manglende hårpragt ikke byder på den store afveksling.
Alle fire koncerter – Hjørring, Vodskov, Frøstrup og Jerup var intense og dejlige med både gensyn og mange nye ansigter. Fornemmer virkelig jeg spiller for en helt rigtig blanding af de faste possums og mange nye, der er strømmet til, netop fordi vi i denne omgang hundrede procent vælger at fokusere på dér, hvor de er.
Det var så fedt at se, hvordan man i Frøstrup har fået sat sit faldefærdige forsamlingshus i stand og fået indrettet en sal med et unikt udsseende og en suveræn lyd. Eller at møde entusiasmen hos hjælpere og arrangører i Jerup, hvor man fra starten havde været skeptisk overfor, hvorvidt sådan noget ”musik-værk”, kunne spænde an, hos dem. Dét ku’ det – og sådan oplever vi det indtil videre overalt. – En sejrsgang for dét Danmark, som mest omtales i problematiserende vendinger, men som altid viser sig at repræsentere masser af de kvaliteter, man måske tar’ for givet i kulturen, i de større byer.
Vi ses nordenfjords, igen om nogle dage…
Allan Olsen Nyhedsarkiv »
|
