Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

G� til sang

Ord

saz
østerlandsk strengeinstrument

Lampen er slukket

26.02.2018

Venner, borgere - kammerater!

Den sidste neon-griselampe er slukket for denne gang. En lastbil fuld af alskens ragelse har forladt nattens hvide landevejsstreger, og Jan Vinther , lydmanden, ligger atter trygt på sit leje med en eller anden mega-tung bog (på brystet). Endelig kan han hvile sine bedagede ører…

Vel hjemme har jeg med skepsis åbnet guitarkasserne og strøget en enkelt e-mol akkord. Alt blev pakket ned direkte
efter sidste job i Århus, og stemmer guitarerne af lort nu, ja så gjorde de det osse på scenen i Musikhuset… 
- Nå, det er nu ikke så slemt endda…

Vi har besøgt samtlige store fine teatre og sale før, men aldrig i én sammenhængende solo-turné.
De mange kvadratmeter scene gi’r plads til lidt gejl og scenografi, og jeg nød at kunne veksle mellem at stå i midten, og sætte mig lidt ud til siden under mit lysstof-armatur, mens Mars langsomt fik glød på scenehimmelen. 
Tak til Johnny for lys, og til Jesper og Marco for at slæbe og læsse hele habengut’et ud og ind, hver aften.

Og ikke mindst tak til Jakob Mygind, Nicolai Land, Anders Nolde Pedersen, Mette Kathrine Jensen Stærk, Gæst Vincent og Viggo Sommer, fordi I gavmildt droppede ind som gæster, bag mit silhouet-gardin.
Ideen til dette opstod, som I har kunnet følge på FB, i Viggos køkken op mod jul, og jeg ville gerne fortsætte ideen på scenen. I Viggo’s køkken var det et dogme, at vi absolut ikke måtte øve eller forberede noget som helst. Det spontane var drivkraften, og de samme regler skulle gælde ved koncerterne.
Nu er det jo sin sag at blive bedt om at stå og spille for 1500 mennesker, bag et gardin - uden at kunne se - eller at have øvet med solisten.
Men I var alle med på joken - tak for dét.

Tak til arrangørerne, der overalt viste fleksibel tålmodighed med vores uortodokse ideer og scenekrav.

Men først og fremmest - tak og på gensyn til alle jer, der kom forbi, betalte og lyttede...

Ses senere på året derude!

K. Olsen

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C