P.E. Krogen

Bagom Sangen-tingen skal ikke så meget handle om dét, sangen handler om - mere omstændighederne, hvor under den blev til, og hvad der trickede mig til at skrive om lige dét eller dét. Jeg vil ikke analysere mine sange, for hvis det er nødvendigt, er sangen ikke færdig nok til, at andre kan få det ud af den, de skal.

Poul Erik Krogen kunne jeg både skrive og snakke længe om, men jeg har skrevet min sang om ham, og det må så være mit bud. Men om arbejdsprocessen har jeg lidt at gi'.

Vi - mine børns mor, og drengene, der var i skolestartsalderen på dét tidspunkt, flyttede til Thailand omkring 2006. Vi har haft det privilegium at kunne rejse meget i verden med ungerne, bl.a. fordi, jeg normalt ikke spiller i perioden, fra julefrokost-mentaliteten gir' bodega-skruen et ekstra vrid på knappen, til efter den kollektive januar-depression, har lagt sig. Så afsted til de varme lande...

Vi har været meget i Thailand, hér er relativt sikkert, ufarligt, billigt og godt vejr. Maden er fantastisk - og thaierne er buddister, og ikke lette at gøre i dårligt humør (omend især nyrige og ubehøvlede russere gør en ihærdig indsats, nu om dage). Så vi flyttede til Thailand, mens vi ventede på en skoleplads, til den mindste.

Jeg havde store skaber-planer. Ingen telefon, intet net - bare en hængkøje, og en voldsom kreativ produktion, der bl.a. skulle indebære sange til to plader, en erotisk novellesamling, for ikke at tale om alt dét der skulle læses...

Da vi syv måneder senere rejste hjem til Danmark, var det blevet til , og masser af hængen i hængekøjen, hvor jeg havde fået læst hele to bøger, Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen, og Majbritte Ulrikkeholm's glimrende håndbog i kreativitet, Det magiske Rum. Og så havde jeg fået skrevet sangen om P.E.Krogen.

Når man skriver om virkelige personer, må man naturligvis ha' sine facts i orden. Jeg kendte ikke Krogen, mødte ham aldrig, og vidste ikke alverden om, hvem han var - udover at jeg kendte hans historier, selvfølgelig. Men jeg ville partout skrive om dét menneske, jeg vidste måtte stå et sted bag ham, og vente på han kom hjem - dét menneske jeg forestillede mig som hans livs-elskede, hans muse, og måske beskytter - hende, der står og venter ved havelågen, på godt og ondt...

Jeg syntes, jeg havde hørt et sted, at hans kone hed Edith. Det er bare ikke nok - man må ha' vished, for hvis hun lever endnu, skal hun jo ikke hedde Hanne eller Ulla i en sang om ham.

Da jeg på et tidspunkt var hjemme i Danmark, for at spille nogle koncerter, stod jeg med min nye P.E. Krogen-sang, og skulle på scenen, og synge den. Hed hun overhovedet Edith? Jeg vidste, der i salen ville være en hel del mennesker, som sandsynligvis i sin tid, havde kendt Krogen, og som vidste, hvad hans kone hed. Heldigvis var arrangøren én af dem - og i dét minut, jeg gik på scenen, kunne han bekræfte, hun hed Edith, hvorefter jeg gik ind og sang min nye sang, om P.E. Krogen, én af de største, danske fortællere og entertainere...

Da jeg havde indspillet sangen til Multo Importante, modtog jeg et meget fint brev fra P.E. Krogens enke - Edith Krogen, og senere havde jeg dén ære, at hun kom til en koncert i Grenå, og hilste på. Det var stærke sager at synge P.E. Krogen, dén aften, og vide, at Edith sad på 4.række, lidt til venstre for midten...

Poul Erik Krogen's samlede er heldigvis udkommet som CD-boks, og er let at skaffe - do it...

G� til sang