Rolig rolex

Hmmm, tja - når man er født ind i dén tid, hvor ungdom (modsat erfaring), med ét blev selve civilisationens omdrejningspunkt, og endda siden de sene teens, har levet af - og i - pop-kulturen, ja så står der helt automatisk nogle eksistentielle spørgsmål, og skraber på éns dør, når man uvægerligt må til at kalde sig voksen... Det gør der faktisk, uanset, hvem man er, når man bliver voksen.

Jeg skrev dén sang i Hasseris, ved Aalborg. Vi var vel blandt de sidste, der fandt sådan en fantastisk, gammel Villa Villakulla, til en favorabel pris - og gik så i gang med den klassiske, meget lang-trukne og kostbare renovering. Men det blev et fedt hus, og øverst oppe fik jeg indrettet det ultimative studie / skrive-sted, mega-højt til loftet, og en fantastisk lyd og udsigt, og alt det dér. - Så sad jeg dér, ved mit hjemme-designede, svævende skrivebord, og stirrede ind i væggen. - Hvad nu?

Det er en farlig ting, når man har vænnet sig til - og lever af - at skrive, kontinuerligt. I mange år har en forkert stol, eller en gal udsigt, eller lyde fået skylden, hver gang, det ikke lige kørte, som det skulle. Så laver man de perfekte rammer, og ved at hvis ikke der bliver skabt noget, er det kun én selv, der er en idiot, eller færdig. Ikke møblerne...

Jeg sad og funderede over, hvem, jeg egentlig var blevet gjort til, og hvem jeg hér tidligt i fyrrene, havde gjort mig selv til. - I et område, hvor man mest hører naboernes Audi-døre's tunge sug, når de vel ankommet til bunden af grusbelagte indkørsler, bærer deres poser fra Salling's delikatesse-afdeling ind i villaens velformede tryghed. Lissom jeg selv...

Det var én af de mest forbandede sange, at få indspillet ordentligt. Jeg skriver ganske vist i cover-noterne til Onotomatopoietikon - vist osse hér i diskografien, at vi introducerede "crack-beat" i Danmark, med denne plade. Det var i hvert fald dét, vi forsøgte, netop på Rolig Rolex.
Crack-beat kan bedst beskrives, som "lige og shuffle på én gang". Det fører for vidt at pære i det hér - men det er et groove, en fælles, rytmisk fornemmelse, som jeg især var blevet betaget af hos bandet, Little Village, med bl.a. Ry Cooder, John Hiatt - og ikke mindst verdens største trommeslager (synes jeg )- Jim Keltner.

Vi rodede med det i dagevis, i studiet - bare jammede rundt over én akkord, til alles blikke var totalt udslukte. - Så var den der sgu lige - i 15 sekunder, og så alligevel ikke. Vi var helt derude, hvor vi snakkede om, at det muligvis var en måde at spille sammen på, som krævede, man var født og opvokset i sump-deltatet i Lousiana - og i øvrigt spillede i dét band, man havde spillet med, siden man var tre år gammel...
Men det var en lærerig proces, som kostede pladeselskabet en masse studie-penge. - Dem havde de nu osse tjent nok af, på bl.a. Jern, så...

Gå til sang