|
|
Lille hul
Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke.
99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet.....
Lille hul
Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke.
99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet...
Det sjove er jo altid at skrive i dobbelt-tydighed, så må andre associere, hvad de vil. Når en sang er færdig, er den lisså meget andres, som min, så - up to you.
Skrevet i Australien, i 2003.
Vi var der godt og vel tre uger, og helt aussie-fan blir jeg nok aldrig. At rejse med to drenge, i den mest opfindsomme kravle-alder i dét land, der huser mest, giftigt - og aggressivt! - kryb, er spændende nok. Men når man tilforn sol-skoldes, selv i støvregn, og The great Pacific Highway viser sig at være en vestjysk landevej, med kameraer til enhver, der kører over 80 - og der er altid langt - så blir' det lidt langhåret, for mig.
De hvide indfødte imponerede mig heller ikke, slet ikke i humor, og gæstfrihed. - Det første jeg bemærkede i lufthavnen, var 50 taxaer med en mega-sticker i bagruden:
Australia - love it, or leave it!
-Nå, men osse et vildt og stort land, da...
Jeg fik straks ved ankomsten kraftige guitar-abstinenser (det var umuligt at slæbe én med, derover), og begyndte at surfe rundt i guitar-butikker, mens de andre blev stegt, under hullet i ozonlaget. Jeg forelskede mig straks i en Gibson L-4, fra 1934, woooow! Moar, må jeg godt få?...
Så sad jeg og spillede ragtime, under et papegøjetræ, og skrev altså dén hér lille ragtime-sang - Lille Hul...
Ved heroisk kamp fra mine børns mors side, lykkedes det at få Gibson'en med på flyet, da vi skulle hjem igen.
Senere skulle den rejse med en fragtmand til København, hvor den glimrende sanger og sangskriver, Kenneth Thordal var interesseret i at købe den. (Jeg kunne ikke bruge den live, da det var umuligt at bygge en pick-up ind i den)
Det lykkedes fragtmanden at pulverisere instrumentet til ukendelighed, mellem Århus C, og hovedstaden - et instrument, der havde rejst rundt i verden, fra Amerika til down under, til Danmark, uden en skramme, siden 1934. Forsikringen betalte - som om det havde det mindste at sige. Død var L-4, fra 1934... Gå til sang
|
|
|
|
Tak for iår
28.11.2017
Possums
Jeg ved ikke hvad det er med min hukommelse. Men når jeg blir bedt om at sig “tak for i år” og fremhæve noget konkret, går det i klyt for mig… Jeg husker en masse - og alligevel intet.
Jeg ejer ingen korttids-kronlogigsk hukommelse, åbenbart. Jeg husker perfekt, cartier watches hvad der skete dén og dén dag i 1984, eller tidligere. Tror jeg da. Men spørg ikke, hvad jeg lavede i forgårs.
Jeg er sikkert enten dum eller dement - eller begge dele. Eller osse husker jeg måske på en anden måde?
Men dette, snart forgangne år, 2017? Hmmm…
Jo, altså vi udgav jo en plade - HUDSULT - og turnerede hen over sommeren på festivalerne. Mange endda, i forhold til, hvad jeg plejer.
Tit var det møgvejr, men som regel var vi de heldige. Undtagen på Alive-festival i Thy, hvor vandet tæskede ned over publikum, der så til gengæld var ligeglade. Uforglemmeligt fedt.
Festivaldanmark. Jeg genkalder mig menneskemasser, og individer i mængden, skråt nede foran mig. Ansigtsudtryk. Glade, syngende, ligeglade, nogle fanatiske - men de fleste, bare til stede.
Derimod husker jeg ikke ansigterne i bandet. Jeg tror og håber, de var der, og at de har grinet og haft en fest sammen. Men jeg kan umuligt genkalde mig deres mimik, simpelthen fordi de altid befandt sig bag mig.
Men jeg hørte dem. Ikke som I andre ude i "front-lyden”, men i scenelyden, som jeg aldrig har hørt og nydt bedre, sammen med et band.
Tak for det.
Bagefter har jeg ligget i en hotelseng, med en let skinger, men ikke alarmerende hyletone i hovedet, og lyttet til en natte-hendøende by, udenfor. Med adrenalin-vågne øjne. - Hvordan kan en så lille, rød lampe på en fladskærm oplyse et helt hotelværelse, i dén hensigt at oplyse om, at skærmen er slukket? Endda en hel junior-suite? (hvad så end jeg laver i sådan én, i min alder). Elsker hoteller. Morgenmad og aviser. Alt forberedt og fikset, mens vi andre sov. Kun alene i sin bil finder man samme, afsondrede og egoistiske tryghed, som på et hotelværelse.
Og bandbus-kulturen, jo jo… replica breitling watches Men hvor meget af myten og drømmen er der tilbage? Har den overhovedet nogensinde givet mening, i vores lille land? Hvor meget Running on Empty mellem Tucson, Arizona / Cleveland, Ohio kan der egentlig klemmes ind i et smut fra Skanderborg til Haderslev?
Og sangene, de nye og de gamle. Under evig beskydning og omsmeltning i nye, dygtige hænder. - Rødt Jern, der aldrig har villet finde sig i at være en sang. Pludselig blev den det, i Nibe. Og Besé, Besæt, Kassér, der faldt på plads under en lydprøve i Ringkøbing…
Det har været et fedt og anderledes år har det. Ses til næste, som er lige om lidt. For der er mindre end en måned til vintersolhverv - 21.12. som er årets korteste dag.
replica watches
Tak for i år,
K. Allan.
www.winreplicas.com Nyhedsarkiv »
|
