Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

Gå til sang

Ord

Gajo

Tak for iår

28.11.2017

Possums

 

Jeg ved ikke hvad det er med min hukommelse. Men når jeg blir bedt om at sig “tak for i år” og fremhæve noget konkret, går det i klyt for mig… Jeg husker en masse - og alligevel intet.
Jeg ejer ingen korttids-kronlogigsk hukommelse, åbenbart. Jeg husker perfekt, cartier watches hvad der skete dén og dén dag i 1984, eller tidligere. Tror jeg da. Men spørg ikke, hvad jeg lavede i forgårs.
Jeg er sikkert enten dum eller dement - eller begge dele. Eller osse husker jeg måske på en anden måde?

 

Men dette, snart forgangne år, 2017?  Hmmm…

 

Jo, altså vi udgav jo en plade - HUDSULT - og turnerede hen over sommeren på festivalerne. Mange endda, i forhold til, hvad jeg plejer.
Tit var det møgvejr, men som regel var vi de heldige. Undtagen på Alive-festival i Thy, hvor vandet tæskede ned over publikum, der så til gengæld var ligeglade. Uforglemmeligt fedt.
Festivaldanmark. Jeg genkalder mig menneskemasser, og individer i mængden, skråt nede foran mig. Ansigtsudtryk. Glade, syngende, ligeglade, nogle fanatiske - men de fleste, bare til stede.
Derimod husker jeg  ikke ansigterne i bandet. Jeg tror og håber, de var der, og at de har grinet og haft en fest sammen. Men jeg kan umuligt genkalde mig deres mimik, simpelthen fordi de altid befandt sig bag mig.
Men jeg hørte dem. Ikke som I andre ude i "front-lyden”, men i scenelyden, som jeg aldrig har hørt og nydt bedre, sammen med et band.
Tak for det.

 

Bagefter har jeg ligget i en hotelseng, med en let skinger, men ikke alarmerende hyletone i hovedet, og lyttet til en natte-hendøende by, udenfor. Med adrenalin-vågne øjne. - Hvordan kan en så lille, rød lampe på en fladskærm oplyse et helt hotelværelse, i dén hensigt at oplyse om, at skærmen er slukket? Endda en hel junior-suite? (hvad så end jeg laver i sådan én, i min alder). Elsker hoteller. Morgenmad og aviser. Alt forberedt og fikset, mens vi andre sov. Kun alene i sin bil finder man samme, afsondrede og egoistiske tryghed, som på et hotelværelse. 

 

Og bandbus-kulturen, jo jo… replica breitling watches Men hvor meget af myten og drømmen er der tilbage? Har den overhovedet nogensinde givet mening, i vores lille land? Hvor meget Running on Empty mellem Tucson, Arizona / Cleveland, Ohio kan der egentlig klemmes ind i et smut fra Skanderborg til Haderslev? 

 

Og sangene, de nye og de gamle. Under evig beskydning og omsmeltning i nye, dygtige  hænder. - Rødt Jern, der aldrig har villet finde sig i at være en sang. Pludselig blev den det, i Nibe. Og Besé, Besæt, Kassér, der faldt på plads under en lydprøve i Ringkøbing…

 

Det har været et fedt og anderledes år har det. Ses til næste, som er lige om lidt. For der er mindre end en måned til vintersolhverv - 21.12. som er årets korteste dag. 

 

Tak for i år,

K. Allan.

www.winreplicas.com

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C