Allan Olsen - Verdensturné i Vendsyssel

Lille hul

Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke.
99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet...
Det sjove er jo altid at skrive i dobbelt-tydighed, så må andre associere, hvad de vil. Når en sang er færdig, er den lisså meget andres, som min, så - up to you.

Skrevet i Australien, i 2003.
Vi var der godt og vel tre uger, og helt aussie-fan blir jeg nok aldrig. At rejse med to drenge, i den mest opfindsomme kravle-alder i dét land, der huser mest, giftigt - og aggressivt! - kryb, er spændende nok. Men når man tilforn sol-skoldes, selv i støvregn, og The great Pacific Highway viser sig at være en vestjysk landevej, med kameraer til enhver, der kører over 80 - og der er altid langt - så blir' det lidt langhåret, for mig.
De hvide indfødte imponerede mig heller ikke, slet ikke i humor, og gæstfrihed. - Det første jeg bemærkede i lufthavnen, var 50 taxaer med en mega-sticker i bagruden:
Australia - love it, or leave it!
-Nå, men osse et vildt og stort land, da...

Jeg fik straks ved ankomsten kraftige guitar-abstinenser (det var umuligt at slæbe én med, derover), og begyndte at surfe rundt i guitar-butikker, mens de andre blev stegt, under hullet i ozonlaget. Jeg forelskede mig straks i en Gibson L-4, fra 1934, woooow! Moar, må jeg godt få?...

Så sad jeg og spillede ragtime, under et papegøjetræ, og skrev altså dén hér lille ragtime-sang - Lille Hul...

Ved heroisk kamp fra mine børns mors side, lykkedes det at få Gibson'en med på flyet, da vi skulle hjem igen.
Senere skulle den rejse med en fragtmand til København, hvor den glimrende sanger og sangskriver, Kenneth Thordal var interesseret i at købe den. (Jeg kunne ikke bruge den live, da det var umuligt at bygge en pick-up ind i den)
Det lykkedes fragtmanden at pulverisere instrumentet til ukendelighed, mellem Århus C, og hovedstaden - et instrument, der havde rejst rundt i verden, fra Amerika til down under, til Danmark, uden en skramme, siden 1934. Forsikringen betalte - som om det havde det mindste at sige. Død var L-4, fra 1934...

Gå til sang

Verdensturné i Vendsyssel

14.12.2012

Som I kan se her på siden, foreligger nu kalenderen for min forårstur, 2013.

Det er lidt som at skulle sige til sin kære, at man har fundet en anden – ja ikke at jeg har prøvet dén slags – men hvis man nu i sin behagelige, daglige kærlighed, pludselig er stødt på en gammel skole-flirt, og der ikke var nogen vej tilbage. – Så er der dømt familiesamtale…

Dét ved I : Jeg elsker at spille for jer ALLE sammen over HELE Danmark.

Men foråret bliver en nordisk tour-de-force - en Verdensturné i Vendsyssel.

Vendsyssel – og vel stort set resten af landet, bortset fra de fire ”store” byer, omtales og i-tale-sættes mere og mere af dem, der bor og regerer landet – i og fra de fire”store” byer. Og tonefaldet klinger mere og mere bekymret og problematiserende. –Der er sgu ikke meget, ”der er SÅ dejligt på landet” over udkantsdanmark-debatten, for tiden.

– Så skal de udfases, så skal de hjælpes, så skal deres huse køres over med en bulldozer… Har man fulgt den ophedede bekymrings-debat om ”udkants- /vandkants-/-banan-Danmark, før man tar’ hjemmefra, forventer man at møde en grædende landmand og nogle triste og underernærede får. Det sære er – når vi - dvs. mig og min guitar og dem jeg har med – kommer ud til disse små flækker, hvor ALT er nedlagt - borgerservice, skolen, biblioteket, sygehuset – alt – for at spille, ja så mødes vi af en overstrømmende entusiasme og kreativitet til at få noget lokalt til at lykkes. Der er ingen jammer: Jae, hér bor så 216 mennesker – og vi regner med at de 150 kommer til koncerten i forsamlingshuset i aften. – Osse selv om det meste af inventaret er solgt fra, eller bare forsvundet. – Det finder vi ud af…

Derfor tænkte jeg: Nu skal det for en tid være slut med, at dem fra Tolne skal køre til Hjørring, dem fra Jerup til Frederikshavn, dem fra Brovst til Aalborg, eller dem fra Agger til Thisted – for at se på en tosk’ med en guitar. Nu kommer vi til dem – i hvert fald indenfor magelig knallert-afstand. Og har bulldozeren allerede kørt forsamlingshuset over – ja så må vi snakke med den lokale tømrer om at få rejst en barak…

Jeg har aldrig haft svært ved at falde til og føle mig hjemme nogen steder. Det betyder ikke, jeg ikke ved dybt inde, hvor jeg hører til, og Vendsyssel vil det altid være dér, hvor pløkken til min bardun blev banket solidt i jorden.

Så folks – kig op på den anden side af Limfjorden fra den 6. Marts – det er gæstfrie folk – eller osse ses vi rundt i landet, senere på året.

Lige nu er der en nordenfjordsk familiesamtale, det gælder…