Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

Gå til sang

Ord

Kommer kongen tilbage

Verdensturné i Vendsyssel

14.12.2012

Som I kan se her på siden, foreligger nu kalenderen for min forårstur, 2013.

Det er lidt som at skulle sige til sin kære, at man har fundet en anden – ja ikke at jeg har prøvet dén slags – men hvis man nu i sin behagelige, daglige kærlighed, pludselig er stødt på en gammel skole-flirt, og der ikke var nogen vej tilbage. – Så er der dømt  familiesamtale…

Dét ved I : Jeg elsker at spille for jer ALLE sammen over HELE Danmark.

Men foråret bliver en nordisk tour-de-force - en Verdensturné i Vendsyssel.

Vendsyssel – og vel stort set resten af landet, bortset fra de fire ”store” byer, omtales og i-tale-sættes mere og mere af dem, der bor og regerer landet – i og fra de fire”store” byer. Og tonefaldet klinger mere og mere bekymret og problematiserende. –Der er sgu ikke meget, ”der er SÅ dejligt på landet” over udkantsdanmark-debatten, for tiden. – Så skal de udfases, så skal de hjælpes, så skal deres huse køres over med en bulldozer… Har man fulgt den ophedede bekymrings-debat om ”udkants- /vandkants-/-banan-Danmark, før man tar’ hjemmefra, forventer man at møde en grædende landmand og nogle triste og underernærede får. Det sære er – når vi - dvs. mig og min guitar og dem jeg har med – kommer ud til disse små flækker, hvor ALT er nedlagt - borgerservice, skolen, biblioteket, sygehuset – alt – for at spille, ja så mødes vi af en overstrømmende entusiasme og kreativitet til at få noget lokalt til at lykkes. Der er ingen jammer: Jae, hér bor så 216 mennesker – og vi regner med at de 150 kommer til koncerten i forsamlingshuset i aften. – Osse selv om det meste af inventaret er solgt fra, eller bare forsvundet. – Det finder vi ud af…

Derfor tænkte jeg: Nu skal det for en tid være slut med, at dem fra Tolne skal køre til Hjørring, dem fra Jerup til Frederikshavn, dem fra Brovst til Aalborg, eller dem fra Agger til Thisted – for at se på en tosk’ med en guitar. Nu kommer vi til dem – i hvert fald indenfor magelig knallert-afstand. Og har bulldozeren allerede kørt forsamlingshuset over – ja så må vi snakke med den lokale tømrer om at få rejst en barak…

Jeg har aldrig haft svært ved at falde til og føle mig hjemme nogen steder. Det betyder ikke, jeg ikke ved dybt inde, hvor jeg hører til, og Vendsyssel vil det altid være dér, hvor pløkken til min bardun blev banket solidt i jorden.

Så folks – kig op på den anden side af Limfjorden fra den 6. Marts – det er gæstfrie folk – eller osse ses vi rundt i landet, senere på året.

Lige nu er der en nordenfjordsk familiesamtale, det gælder…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C