Koncerter
Bagom sangen...

Turki Tonki
Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien. I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sa...

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

G� til sang

Ord

Miss Pachoulia
Efter duftolien, Pachouli. Olien stammer fra Indien, og var the smell i '70erne. Gå forbi Christiania en tur, og snus ind. Dér findes den stadig - heldigvis...

Verdensturné i Vendsyssel

14.12.2012

Som I kan se her på siden, foreligger nu kalenderen for min forårstur, 2013.

Det er lidt som at skulle sige til sin kære, at man har fundet en anden – ja ikke at jeg har prøvet dén slags – men hvis man nu i sin behagelige, daglige kærlighed, pludselig er stødt på en gammel skole-flirt, og der ikke var nogen vej tilbage. – Så er der dømt  familiesamtale…

Dét ved I : Jeg elsker at spille for jer ALLE sammen over HELE Danmark.

Men foråret bliver en nordisk tour-de-force - en Verdensturné i Vendsyssel.

Vendsyssel – og vel stort set resten af landet, bortset fra de fire ”store” byer, omtales og i-tale-sættes mere og mere af dem, der bor og regerer landet – i og fra de fire”store” byer. Og tonefaldet klinger mere og mere bekymret og problematiserende. –Der er sgu ikke meget, ”der er SÅ dejligt på landet” over udkantsdanmark-debatten, for tiden. – Så skal de udfases, så skal de hjælpes, så skal deres huse køres over med en bulldozer… Har man fulgt den ophedede bekymrings-debat om ”udkants- /vandkants-/-banan-Danmark, før man tar’ hjemmefra, forventer man at møde en grædende landmand og nogle triste og underernærede får. Det sære er – når vi - dvs. mig og min guitar og dem jeg har med – kommer ud til disse små flækker, hvor ALT er nedlagt - borgerservice, skolen, biblioteket, sygehuset – alt – for at spille, ja så mødes vi af en overstrømmende entusiasme og kreativitet til at få noget lokalt til at lykkes. Der er ingen jammer: Jae, hér bor så 216 mennesker – og vi regner med at de 150 kommer til koncerten i forsamlingshuset i aften. – Osse selv om det meste af inventaret er solgt fra, eller bare forsvundet. – Det finder vi ud af…

Derfor tænkte jeg: Nu skal det for en tid være slut med, at dem fra Tolne skal køre til Hjørring, dem fra Jerup til Frederikshavn, dem fra Brovst til Aalborg, eller dem fra Agger til Thisted – for at se på en tosk’ med en guitar. Nu kommer vi til dem – i hvert fald indenfor magelig knallert-afstand. Og har bulldozeren allerede kørt forsamlingshuset over – ja så må vi snakke med den lokale tømrer om at få rejst en barak…

Jeg har aldrig haft svært ved at falde til og føle mig hjemme nogen steder. Det betyder ikke, jeg ikke ved dybt inde, hvor jeg hører til, og Vendsyssel vil det altid være dér, hvor pløkken til min bardun blev banket solidt i jorden.

Så folks – kig op på den anden side af Limfjorden fra den 6. Marts – det er gæstfrie folk – eller osse ses vi rundt i landet, senere på året.

Lige nu er der en nordenfjordsk familiesamtale, det gælder…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C