Koncerter
Bagom sangen...

P.E. Krogen
Bagom Sangen-tingen skal ikke så meget handle om dét, sangen handler om - mere omstændighederne, hvor under den blev til, og hvad der trickede mig til at skrive om lige dét eller dét. Jeg vil ikke ana...

P.E. Krogen

Bagom Sangen-tingen skal ikke så meget handle om dét, sangen handler om - mere omstændighederne, hvor under den blev til, og hvad der trickede mig til at skrive om lige dét eller dét. Jeg vil ikke analysere mine sange, for hvis det er nødvendigt, er sangen ikke færdig nok til, at andre kan få det ud af den, de skal.

Poul Erik Krogen kunne jeg både skrive og snakke længe om, men jeg har skrevet min sang om ham, og det må så være mit bud. Men om arbejdsprocessen har jeg lidt at gi'.

Vi - mine børns mor, og drengene, der var i skolestartsalderen på dét tidspunkt, flyttede til Thailand omkring 2006. Vi har haft det privilegium at kunne rejse meget i verden med ungerne, bl.a. fordi, jeg normalt ikke spiller i perioden, fra julefrokost-mentaliteten gir' bodega-skruen et ekstra vrid på knappen, til efter den kollektive januar-depression, har lagt sig. Så afsted til de varme lande...

Vi har været meget i Thailand, hér er relativt sikkert, ufarligt, billigt og godt vejr. Maden er fantastisk - og thaierne er buddister, og ikke lette at gøre i dårligt humør (omend især nyrige og ubehøvlede russere gør en ihærdig indsats, nu om dage). Så vi flyttede til Thailand, mens vi ventede på en skoleplads, til den mindste.

Jeg havde store skaber-planer. Ingen telefon, intet net - bare en hængkøje, og en voldsom kreativ produktion, der bl.a. skulle indebære sange til to plader, en erotisk novellesamling, for ikke at tale om alt dét der skulle læses...

Da vi syv måneder senere rejste hjem til Danmark, var det blevet til , og masser af hængen i hængekøjen, hvor jeg havde fået læst hele to bøger, Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen, og Majbritte Ulrikkeholm's glimrende håndbog i kreativitet, Det magiske Rum. Og så havde jeg fået skrevet sangen om P.E.Krogen.

Når man skriver om virkelige personer, må man naturligvis ha' sine facts i orden. Jeg kendte ikke Krogen, mødte ham aldrig, og vidste ikke alverden om, hvem han var - udover at jeg kendte hans historier, selvfølgelig. Men jeg ville partout skrive om dét menneske, jeg vidste måtte stå et sted bag ham, og vente på han kom hjem - dét menneske jeg forestillede mig som hans livs-elskede, hans muse, og måske beskytter - hende, der står og venter ved havelågen, på godt og ondt...

Jeg syntes, jeg havde hørt et sted, at hans kone hed Edith. Det er bare ikke nok - man må ha' vished, for hvis hun lever endnu, skal hun jo ikke hedde Hanne eller Ulla i en sang om ham.

Da jeg på et tidspunkt var hjemme i Danmark, for at spille nogle koncerter, stod jeg med min nye P.E. Krogen-sang, og skulle på scenen, og synge den. Hed hun overhovedet Edith? Jeg vidste, der i salen ville være en hel del mennesker, som sandsynligvis i sin tid, havde kendt Krogen, og som vidste, hvad hans kone hed. Heldigvis var arrangøren én af dem - og i dét minut, jeg gik på scenen, kunne han bekræfte, hun hed Edith, hvorefter jeg gik ind og sang min nye sang, om P.E. Krogen, én af de største, danske fortællere og entertainere...

Da jeg havde indspillet sangen til Multo Importante, modtog jeg et meget fint brev fra P.E. Krogens enke - Edith Krogen, og senere havde jeg dén ære, at hun kom til en koncert i Grenå, og hilste på. Det var stærke sager at synge P.E. Krogen, dén aften, og vide, at Edith sad på 4.række, lidt til venstre for midten...

Poul Erik Krogen's samlede er heldigvis udkommet som CD-boks, og er let at skaffe - do it...

Gå til sang

Ord

Miss Pachoulia

Skriv under

08.06.2015

Vi vil gerne opfordre alle til at skrive under på, at de er imod nedsættelse af den kriminelle lavalder. Det kan gøres via dette link: http://www.skrivunder.net/imod_nedsattelse_af_den_kriminelle_lavalder

Allans deltagelse i debatten har affødt en del reaktioner (man kan læse mere på Allans facebookside - www.facebook.com/allanolsen49) - her er Allans svar på disse samt uddybning af, hvorfor det er så vigtigt.

Det går rigtig godt med underskrift-indsamlingen, og jeg er glad for at have gjort mit til at den er blevet udbredt.
Hermed et par bemærkninger, fortrinsvis i forhold til de indlæg, der beklikker min troværdighed, hø-hø... :

1. Til de af jer, der trækker “hold dig til musikken”- kortet:
Hvis jeg skal holde mig til musikken - vil det så sige at I, der bér mig om dette, er lutter professionelle debattører og skribenter? Næppe...
I har sikkert osse et job og et liv at passe - og heldigvis deltager I - lissom jeg, alligevel i debatten. 
Tak for dét.

2. Til spørgsmålet om, hvorvidt jeg “har sat mig ind i sagerne“ :
Ak - kun efter bedste evne. http://www.kawatches.com
For jeg vil aldrig hævde at have nær den fornødne begavelse til at forstå lovforslag - og deres konsekvenser, helt til bunds. 
Derfor støtter jeg mig gerne til de faglige organisationer, institutioner og enkeltpersoner på de respektive områder. - Hvad siger de?
Det har jeg osse gjort i spørgsmålet om en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Og nu er det jo ikke mig, men bl.a. juraprofessor, og dommer gennem mange år - Eva Smith, der med opbakning fra stort set den samlede ekspertise på området, har startet nærværende underskrift-indsamling.

Det er dog ikke nok for en del af debattørerne, hér på siden. - Røde lejsvende! - Er det dét I vil kalde bl.a. Fængselsforbundet, Red Barnet, Danmarks Lærerforening og Det Kriminalpræventive Råd?
Endelig vil jeg altid se til med nogen skepsis, når politiske ung-høge som f.eks. Venstre’s Karsten Lauritzen svinger sig op - specielt når det drejer sig om sociale og straffe-retslige forhold. 
Denne skepsis gælder vel at mærke den kække ungdom, på begge politiske fløje.

3. Jep - SF og Socialdemokraterne var skam osse godt i gang. 
Men heldigvis er de da kommet på bedre tanker, og de hævede dog lavalderen fra 14 til 15 år igen, straks, de kom til magten, i 2011. Men nu og hér er det et nyt valg - og et nyt forslag, det drejer sig om.

4. “ Der er jo ikke tale om, at børn på 12 år skal i fængsel “ 
Jo - i yderste konsekvens. Og hvem garanterer, det ikke sker? Lovgivningen vil give grønt lys, om nødvendigt. Og dét var nøjagtig, hvad der skete, da man i 2010 havde en kriminel lavalder på 14 år. 
Dét fremgår af bl.a.nedenstående link:

Måske var det ikke hensigten ( hvis der da var nogen, udover signal-politik ). Men man “ glemte “ at følge lov-ændringen op med de fornødne ressourcer, hvilket man efterfølgende erkendte og beklagede. - Sig dét til de 14-årige børn, det gik ud over i 2010. 
Overbelægning på institutionerne forårsagede, at netop børn ned til 14-årsalderen blev indsat i hårde, lukkede fængsels-lignende institutioner, som f.eks. Grenen og Koglen
( Jeg har selv besøgt disse ) - Institutioner med indsatte, hårde kriminelle op til 19-årsalderen med ufaglærte voksne og kun få uddannede pædagoer.
Skal en 14-årig - eller altså måske snart - en 12-årig anbringes i sådanne omgivelser ?? 
- Ja, så ka’ de lære det, lømlerne...

Jeg har ikke hørt en eneste tilhænger af Blå blok’s forslag, i denne valgkamp tale om, hvordan man vil sikre, at erfaringerne fra 2010, ikke vil blive gentaget. - Eller sætte tal på de bevillinger, som skal følge med loven. En ungdoms-domstol for de 12 til 17 årige? En opfølgende praksis? Institutionspladser? Ansatte? - Hvad koster dét - og hvor skal pengene tages fra?
For mig er det helt grundlæggende et spørgsmål om, hvilket menneskesyn man vil lægge for dagen.
For lovforslags-stillerne i Blå blok er det derimod et spørgsmål om stemmer. - Parade-politik på en ynkelig og kynisk baggrund. Endda i en tid, hvor kriminaliteten blandt målgruppen er styrtdykket. 
Jeg forestiller mig følgende: - Sig BØH! til de ældre damer, og vupti blafrer stemmerne op af deres håndtasker. - Herregud, DF har jo opbygget deres pizzadej, på dén opskrift, og dem går det jo godt... 
Og konsekvensen? - Nåh ja. Det drejer sig jo fortrinsvis om de brune indvandrerbørn , og ressource-svage familier. Og disse skriver ikke velformulerede klager til de aktuelle instanser, eller irriterende kronikker i Politiken eller Berlingske…

Men spør’ I mig, er de er sgu mere spændende at skrive sange om, end ham Karsten Lauritzen! 
Hmmm… Oooog dog, som Thomas Detektor Buch-Andersen ville sige. 

wink-humørikon

God valg-tummel

Allan

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C