|
Trist som en tigger i bombay Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg k...
Trist som en tigger i bombay
Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...
Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant... Gå til sang
|
|
|
|
Tjaa - det er blevet sommer og festivaltid
30.07.2012
Men osse tid til de små, fine steder hvor jeg efterhånden kommer, hvert år. Der er en rytme i måden, hvorpå vi vender tilbage, en rytme i, hvordan koncerterne forløber, og en rytme i, hvad der sker rundt om dem.
Hér i august er det jo bl.a. Café Ellegård i Sommersted, Pottegården, Ellinge Lyng og Den Blå Biograf i Lønstrup – alle sammen steder, hvor gode mennesker år efter år sætter penge og helbred på spil, for at sammensætte et fint sommerprogram.
omega replica Og jeg ved, at dén musik-tradition, jeg kommer af hører hjemme, og udfolder sig bedst, netop på disse mindre klub-lignende spillesteder. Det var dér det startede – i bl.a. Amerikanske coffee-houses og bluesklubber, i 50’erne…
Der er lidt feriebarn over det, når vi ankommer til disse steder – lidt som at komme hjem igen. – Ok, når I har slæbt jeres grej ind, er der lige lidt frisk fisk til jer…
Efter jobbet falder vi i snak med lokale – og ofte osse ferierende turister, med overståede fladskærms-abstinenser og masser af historier og overskud…
For mig er disse små steder en tilbagevenden til de grundvilkår jeg begyndte med, som meget ung folkesanger. Forholdene var måske mere tvivlsomme, og prioriteringen af mit spilleri hos såvel værten som publikum, en noget anden. Men ind imellem lykkedes det at fange to – tre stykker ved et bord, bare et vers eller to. Og det var nok til at man gad gå hjem og skrive flere sange. Det er det heldigvis stadigvæk.
Ses i shorts! Nyhedsarkiv »
|